Efter jeg for et par uger siden havde haft fornøjelsen af at se Flogging Molly på Northside, så var det nu tid til at et af de andre stor folke-keltiske-punk bands kom til landet. Nemlig Dropkick Murpheys som en tirsdag aften, havde valgt at komme en tur forbi Amager Bio, for at give folk en fest!
Koncerten er gæsteanmeldt af Martin Horn Pedersen
The Guv’Nors
Opvarmning fik vi af det danske band The Guv’Nors fra Århus. De spiller en omgang punkrock/rocknroll.
Publikum var mødt fint frem og var klar til blive underholdt. Vi fik en velspillet omgang punkrock leveret af Århus-drengene. Desværre var deres udtryk utrolig ensartet og uden liv fra scenen. De 4 mand flyttede sig ikke mange meter i løbet af koncerten og kontakten til publikum var tæt på nul.
Egentlig ganske trist, da bandet godt kunne spille, hvilket de fik lov til i ca. 45 minutter. Det blev desværre bare lidt kedeligt med tiden, uden variation og liv på scenen. Særligt fordi numrene alle lød, som standart punkrock sange, med undtagelse af det sidste nummer, hvor det hele fik mere kant og blev interessant. Hvilket også kunne ses på publikum der nikkede med undervejs.
Meget mere liv kom der desværre aldrig. Så kort sagt har gutterne nogle fine basic sang og spiller godt. Nu mangler de bare nogle numre der gør, at de ikke bare bliver endnu et band blandt alle de andre og mest af alt ønskes der mere liv og energi på scenen, så de kan udløse det potentiale de uden tvivl har.
Dropkick Murphys
Efter et skifte var det tid til aftens hovednavn Dropkick Murphys.
Et kæmpe bagtæppe gjorde, at ingen var i tvivl om hvem der nu skulle spille. Få sekunder inde i sættet var hele den godt fyldte sal forvandlet til en kæmpe fest, med først ”For Boston” og derefter ”The Boys Are Back” . Allerede der viste bandet imponerende liv på scenen, med forsanger i Al Barr, der kom helt ud til sit publikum. Det går ikke lang tid før den første mosh bryder ud. De folk som ikke mosher, de danser og nikker med hovedet og er på alle måder allerede nu med. Sådan forsætter de næste 30 minutter, med en kæmpe fest, indtil tempoet bliver sat ned og der bliver fællessang med ”The Wild Rover”. Dette sænker på ingen måde festen, det ændre den blot!
Sættet bliver herfra mere varieret mellem punknumre, med fuld smæk på og de lidt mere rolige.”Rolige”, som i en festlig folkepunket måde, som der altså fortsat kan danses, hoppes og moshes til. Dette giver en fin balance i showet. Folk har derfor både mulighed for, at give den fuld gas, men også lige til at fået vejret i ny og næ, dog uden det bliver til egentlige pauser.
For pause var publikum på ingen måde klar på denne aften. Hver gang der opstod den mindste pause på scenen, brød folk med det samme ud i “LET’S GO MURPHYS” ”klap, klap, klap”,ofte med hjælpe fra trommeslageren, der satte rytmen og dermed hjalp med til at skabe et bånd mellem publikum og bandet.
Bandet virkede generelt glade og så ud til at at nyde den fest, der var til koncerten. Dette blev der også givet udtryk for, ved at fortælle, at de havde spillet en del festivaler og selv om det naturligvis var fint, så ville de altid fortrække at spille for deres fans til shows som denne i Amager Bio.
Sidste nummer i hovedsættet var hittet ”I’m Shipping Up to Boston” og det gav naturligvis folk lyst til mere, hvilket de også fik efter en kort pause, hvor bandet kom tilbage og forsatte festen. De sidste 3 numre vi fik denne aften var ” Kiss Me, I’m Shitfaced” hvor bandet inviterede alle piger, der havde lyst op på scenen. Det var der naturligvis mange der havde. Det betød at bandet måtte finde alternative steder at stå, mens scenen var fyldt med glade piger som dansede!
Det var en succes og til at følge det op på dette, sparkede bandet deres to sidste sange ”Skinhead on the MBTA” og ”Boys on the Docks” afsted, til en kæmpe fest på scenen! Skønt at se et band, der ikke er bange for deres egen fest og som glædeligt inviterer publikum op på scenen for at deltage i festlighederne. Når der står 50 mennesker og danser med bandet, så giver det altså også en fest til os, der ikke var der oppe!
Det var så afslutningen på en fantastisk tirsdagsfest og et bevis på, hvad velspillet up tempo punkrock kan, hvordan man skaber sin egen lyd i genren, og et perfekt eksempel på, hvordan man har kontakt til og med sit publikum.
