Et af de helt store metalliske trækplastre på årets Roskilde Festival, leverede i dén grad en overbevisende koncert – men ikke uden pletvise mangler for en die hard fan som mig…
For helvede hvor jeg elsker Deftones. Det er nok det band hvis sange jeg er dårligst til at genkende titler på, alene af den grund, at jeg altid sætter alle deres plader på samtidig og trykker shuffle. De er praktisk talt ude af stand til at skuffe mig, på nogensomhelst måde. Derfor var forventningerne absolut også i top, da de skulle spille fredagen op på den store Orange Scene.
Deftones har en meget unik lyd. En fra min lejr spurgte mig hvordan man bedst kunne beskrive dem, og jeg kom frem til at det nok måtte være en blanding af Tool og Limp Bizkit. Ja, han kiggede også lidt mærkeligt på mig… for det er sgu svært. De er nemlig unikke! Og på Roskilde Festival fik vi i særdeleshed en opvisning i alle deres ypperste kvaliteter! Der er nemlig ENERGI i dem! De fantastiske sange blev sunget af en Chino Moreno i absolut topform, og han stormede rundt på scenen som om hverken de 41 år eller hængerøvsbukserne generede ham. Resten af bandet leverede et groovet og velspillet backing-track til den altoverskyggende frontmand og primus motor.
Specielt den yderst smukke “Change (In The House Of Flies)” samt den energiske “Poltergeist” blev leveret så man kun kunne stå måbende til. Sidstnævnte nummer brugte Chino udelukket praktisk talt liggende over de forreste rækker i front-pitten, imens de alle skreg sig til sejr!
Men.. Som jeg nævnte før, var der lidt nogle detaljer der irriterede mig.. Fx. så hev Chino Moreno mange point hjem ved at nævne at første gang de spillede en festival ude for USA var på Roskilde i 96… Fair nok for det… Men da han kommer med PRÆCIS samme historie senere henne i koncerten virker bare dumt og akavet… Samt at jeg som det 90’er metal elskende kiks jeg er, så ærgrer det mig at rap-stykket i slutningen af “7 Words” blev til noget “bla bla bla bla” i stedet for den egentlige tekst.
Deftones er et yderst sympatisk, elskværdigt, dygtigt, unikt, dejligt osv osv osv osv band, og hold kæft hvor var det dejligt at se dem på Orange Scene denne fredag! Næste gang vil jeg dog godt føle at de (og med “de” mener jeg Chino) er lidt mere personligt nærværende. For alt det andet mestrer de til perfektion.
