Hvis det vi fik i Horsens var godt, på grænsen til det perfekte, så var det Slayer leverede i Malmø nærmest.. ja hvad kommer egentlig efter det perfekte? Det ubeskrivelige perfekte måske?
For det virker som om at Slayer, i alt sin modgang, nærmest er opstået i asken af sig selv. Dét beviste de i Vega. De beviste det i Horsens og så sandelig om de ikke gjorde det igen på det meget intime KB i Malmø i søndags.
Med en så intim koncert med Slayer på KB i Malmø øjnede undertegnede selvfølgelig chancen for at komme helt op til fronthegnet. Dels fordi det bestemt ikke er hver gang Slayer kommer til sådanne små venues og når de endelig gør det, så skal man altså suge alt, som i ALT, til sig som publikummer. Man skal simpelthen kunne mærke man er til
intimkoncert med Slayer. Man skal mærke, at ens krop er i live! Man skal svede, man skal mærke presset og vildskaben blandt sine medpublikummer, man skal få den ene crowdsurfers fod i hovedet efter den anden og man skal så sandelig få blæst hovedet af, af den massive Marshall-væg der var linet up foran os.
Det handler i bund og grund om, at man til en sådan koncert med Slayer kan skabe en følelse af, at man er vidne til noget stort og specielt. Det her var det absolut tætteste man kunne komme på at genskabe det billede af Slayer i starten af 80’erne, hvor det var de pakkede klubber, det store pres blandt publikum foran scenen og sveden på væggene, der udgjorde momentum for Slayer, inden det blev tid til de helt store stadionshows.
Og lad mig bare sige det med det samme. Denne aften i Malmø var Slayer selv med til at skabe sådan en stemning. For når man starter ud med “Hell Awaits”, går direkte over i “The Antichrist”, for så at følge op med et massivt thrashmetal trekløver bestående af “Necrophiliac” , “Mandatory Suicide” og “Captor Of Sin”, ja så er old school stemningen altså sat og KB er allerede på kogepunktet. Jeg behøver vel ikke at nævne hvordan publikum tog imod den sjældne (i hvert fald i livekontekst) nummer ” At Dawn They Sleep” fra Hell Awaits-pladen, da denne blev blæst ud over scenekanten.
Det var tungt, hurtigt, voldsomt, massivt og helvedes intenst. Det var kort og godt: METAL!
Det er som om Slayer, med de nye medlemmer i truppen, har haft noget at skulle bevise. Og det har de på sin vis også. Jeg var bestemt også skeptisk. Et Slayer uden Lombardo og Hanneman? Ærligtalt altså! Om der er gået penge i thrash-maskinen eller ej, så kan vi altså ikke komme udenom, at Slayer anno 2014 er i en suveræn styrke og formår, at vise Jeff Hanneman den ære og respekt hans numre på smukkeste vis har stået for i alle disse år. Dét på den bedst tænkelige måde. Det må vi aldrig glemme!
Med Slayer signet på Nuclear Blast, et nyt album på trapperne og det tætteste vi kommer på en genfødsel på livefronten, er det bestemt gode tider vi går i møde med Slayer! Måske er det på tide de igen skal bestige den orange telt-scene på den største festival i Danmark? Det må tiden i hvert fald vise.
Det var stort og helt igennem perfekt. Godt jeg gemte den sidste stjerne fra Horsens, for det kunne altså godt blive bare en anelse bedre.
