Legendarisk norsk black i sin absolutte necro-form var hvad der ventede os i Pumpehuset denne lørdag-aften. Mayhem har været på en længere 30-års jubilæumstour og denne aften sluttede de touren af i København.
Satanic Assault Division
Første band ud af to supportnavne var det danske smadder-black band Satanic Assault Division. Den eneste gang jeg har oplevet dette band live var til deres første koncert i Odense tilbage i 2012, hvor de supportede Archgoat. Lad mig sige det sådan: der er i sandhed sket meget siden da!
Faktisk rigtig meget ovenikøbet. For Satanic Assault Division enterede Pumpehusets store scene med en glimrende approach og overbeviste mig i den grad om, at black metal igen igen har det rigtig godt i Danmark i øjeblikket.
Imodsætning til bandets “kollegaer” i navne som Solbrud og Eljudnir har Satanic Assault Division valgt at gå i en betydelig mere punket retning med deres udtryk i black metallen.
Og det klæder bandet rigtig godt. For de er sgu gode til det de gør. Musikalsk er der en stærk dynamik, med flere tempo og rytmeskift konstant i koncerten. Kort og godt, man keder sig simpelthen aldrig i deres musikalske univers for de tager hele tiden lytteren med et nyt sted hen.
Desværre for trommeslager Danni Lyse Jelsgaard, var han under stort set hele koncerten plaget af trommeproblemer, der i få situationer var ved at sætte en stopper for det musikalske kaos, men som blev reddet på målstregen af hans yderst imponerende trommespil.
Satanic Assault Division gjorde i dén grad en go figur denne aften i Pumpehuset og med en lyd der lovede godt for resten af aftenen!
Merrimack
Aftenens anden support blev leveret af de franske black metallere i Merrimack. Merrimack tager ligesom med Satanic Assault Division udgangspunkt i den mere punkede ende af black metal skalaen. Bare uden at gøre det nær så fedt som danskerne.
Merrimack var i bund og grund en kedelig omgang smadder-black, med en så høj og voldsom volume, at det skræmte flere folk væk end hvad godt var. Det var simpelthen alt, alt for højt til denne koncert. Skulle der være en lille form for nuance i musikken og i deres sangskrivning, ja så forsvandt denne da fuldstændig i lydmuren af massiv støj og en buldrende bas.
Jeg kunne egentlig godt forestille mig at Merrimack var noget for mig. Men med så elendig en lyd forsvandt alt interessant ved dem og jeg stod egentlig tilbage og kedede mig, kiggede på uret og ventede på at Mayhem snart ville gøre deres længe ventede entre.
Mayhem
Klokken nærmede sig de 00 inden Mayhem langt om længe dukkede op på scenen. Frygten var en pinlige omgang miskmask ala Copenhell 2011, men forhåbentlig ville et bedre setup i Pumpehusets sikre rammer forhindre de største pinligheder.
Gudskelov skete det sidste! På trods af, at der langt fra var solgt nok billetter til at Mayhem kunne fylde den store sal, så var det altså den helt rette scene til dem og deres produktion. Jeg kunne ikke forestille mig deres setup i Pumpehusets lille sal.
Alt hvad der var af lorte lyd fra før blev gjort til skamme. Der var skruet ned i et perfekt niveau, så alle medlemmerne i Mayhem kom ordenligt igennem.
Meget er sagt og skrevet om Attila – manden i front. Meget er sagt og skrevet om hans vokal og meget er sagt og skrevet om hans teatralske approach på scenen. Vi fik det hele leveret præcis som på Copenhell. Det var med draculakappe, dødningehoveder, corpsepaint. Kort sagt, der var ikke sparet på noget og ja, det er ufattelig nemt at gøre grin med, men på den anden side, så er det også bare mandens måde at udtrykke sig på og så må man finde sig i det eller lade vær og gå sin vej.
For Mayhem skød det absolut tungeste skyts af, med det samme de kom på scenen. Der blev lagt for dagen med 
“Pagan Fears”, “Deathcrusch” og “Burried By Time And Dust”. Alle tre numre fra hhv. Deathcrush-udgivelsen og De Mysteriis Dom Sathanas, der i år kan fejre 20 års jubilæum. Så var vi satme også kommet igang.
Mayhem og Pumpehuset var det helt perfekte match. For en gangskyld var det rart med en black metal-koncert, hvor man rent faktisk kunne se hvad der skete på scenen, uden at blive bombarderet med det ene stroboskoplys efter det andet. Det var rent faktisk mulighed for at se medlemmerne. Selvfølgelig pånær Hellhammer, der var godt gemt bag den massive trommeopsætning.
Mayhem overraskede sgu’ positivt denne aften. Det er på disse steder et band som Mayhem skal opleves. Ikke på de store festivalscener, på højlys dag. Mayhem skal have mørke og et nærvær med sit publikum. Uden disse to faktorer er det simpelthen umuligt at få noget som helst ud af en Mayhem-koncert.
Setlisten var soldt varieret og spændte bredt ud over hele deres karriere. En setliste der for undertegnede toppede, med en forrygende udgave af den mørkeste mørke “Illuminate Eliminate” fra den forrige udgivelse “Ordo Ad Chao”, og så selvfølgelig afsluttende med de helt klassiske “Freezing Moon”, “De Mysteriis Dom Sathanas” og “Pure Fucking Armageddon”.
Mayhem leverede et sandt black metal bombardement, med en forrygende setliste, en perfekt opsætning og en suveræn lyd! Mere kan jeg faktisk ikke bede om!
Underholdningen var i top!
