Metallica eller Jailhouse Rock Festival, som arrangementet i Horsens i virkeligheden blev kaldt, beviste at fællessang til fadølsskvulp ikke altid er nøglen til succes!
Jailhouse Rock Festival – som jeg langt hellere vil kalde dette arrangement, end Metallica plus support – ramte forleden Horsens. I virkeligheden var dette nemlig en del af den omrejsende europæiske metal-tour, “Sonisphere”, der for første gang ramte Danmark.
Ghost
Første navn denne dag var svenske Ghost, der på blot tre år er gået fra at være et ganske ukendt navn til at dele scene med bands som Metallica.
På papiret var det en stort set umulig opgave for Ghost denne dag. En kæmpe scene, i fuld dagslys foran et hhv. miks af familien Danmark, fadølsfolket og die-hard metalfans. Bestemt ingen let opgave.
Men Ghost gik til den med oprejst pande og godt hjulpet afsted med en suveræn lyd, der gjorde deres, lad os bare kalde det “oldschool-sataniske-heavy-pop”, tungere end på plade, kickstartede de kutteklædte spøgelser festlighederne med disco-hymnen “Year Zero”. Herefter gik old school heavy i den med “Con Clavi Con Dio”.
Ghost gjorde præcis hvad man kunne forvente af dem, under de omstændigheder de nu engang havde. Hele scenen blev brugt og Papa Emeritus II, der ellers normalt kun gør brug af mimik til at interagere med sit publikum, var betydelig mere udadvendt end før set. Men når alt kommer til alt, så skal dette band opleves i mørke og gerne på en mindre scene. Lyden var dog så afgjort med bandet denne dag, og det trækker oplevelsen i den postive retning.
På den halve time var underholdningensværdien stor og imens eliten havde travlt med at smide ølkrus og lightere mod bandet, var vi nogle andre der hyggede os gevaldigt med Ghost.
Gojira
Indrømmet. Franske Gojira er ikke et band jeg har dyrket ufattelig meget. Men for én i helvede hvor var det dog et tilgrængt los i løgne da Gojira sparkede deres halve time lange koncert igang i Horsens. Materialet er stærkt og igen må lyden fremhæves som noget af det bedste, jeg måske nogensinde har hørt fra en open air-scene.
Som det også var tilfældet med Ghost, så er denne scenestørrelse en stor mundfuld også for sådan et band, der med Joe Duplantier i front, kæmpede en brav kamp med at få sit yderst stillestående publikum igang. Det kom da også langsomt, som koncerten skred frem. Det virkede dog som om bandet lige skulle igang, efter en lidt haltende start og publikum ikke på nogen måde reagerede på Joe’s taler.
“Backbone” , “The Heaviest Matter of the Universe” og “Toxic Garbage Island” blev eksekveret med sikker hånd og fik startet kollektiv headbanging blandt de forreste rækker. Men godt som koncerten for alvor var kommet i omdrejninger, takkede bandet af. Dér kunne vi sgu’ godt have brugt lidt mere!
Ikke destomindre leverede Gojira sikker tungmetal foran et broget publikum!
Mastodon
Mastodon! Bandet mange regner som værende det næste store (og som vi snart har gjort længe nu) leverede kort sagt den værste koncert jeg endnu har oplevet med bandet fra Atlanta.
Mastodon har bevist at de ER et band der kan levere live. Det gjorde de på Roskilde Festival 2011. Der var de hovednavn på Orange Scene. Dér havde de noget de skulle bevise. Og det var både til at se, høre og mærke. Der var bevægelse, nerve og interaktion. Tre faktorer der ikke var tilstede igår i Horsens. Her var Mastodon en regulær skygge af 2011-koncerten, på trods af at lyden igår var langt bedre end på Roskilde. Det lignede et helt andet band.
Der blev ellers lagt perfekt ud med trekløveret “Black Tongue,”Divinations” og “Crystal Skull”. Men Mastodon-drengenes åbenlyse ugidelighed på scenen, samt en Brent Hinds mere og mere irriterende nasale “growl” satte en hæmsko for hvad der kunne være blevet et brag af en koncert, hvis altså bare bandet ville det. Det ville de ikke i Horsens.
Heller ikke bandets seneste skud på stammen “High Road” blev leveret med overbevisning. Her kæmpede Brann Dailor en hård kamp for at ramme tonerne i omkvædet.
Mastodon har brug for en decideret frontmand til at løfte foretagende. De har brug for en indpisker. For jovist er medlemmerne ufattelig dygtige instrumentalister, men der mangler et element, der kan løfte deres liveshows, hvis idéen om det næste store ikke skal skylles ud i lokummet.
I Horsens var det tamt, selvom lyden også var med Mastodon.
Slayer
Tilbage i august 2013 gjorde thrashmetalmaskinen – også kaldet Slayer – på trods af udskiftninger i besætningen al tvivl om deres fortsatte berettigelse på scenen til skamme. Dengang hed scenen Store Vega og dér beviste Slayer én gang for alle, at det var et band man bestemt ikke skal afskrive endnu. Koncerten i Vega var kort sagt yderst imponerende! Om man vil det eller ej, synes udskiftningerne i bandet, at have givet Slayer en fornyet energi.
Forventningerne var derfor i top, da Slayer entrerede scenen i Horsens og som det eneste navn før Metallica havde de en hel time til at hærge. Og gudskelov for det!
For allerede da første powerakkord lød i World Painted Blood vidste man med det samme, at vi var i Kerry King’s sikre hænder. Her er et band der har erfaringen med så stor en scene og formår at udnytte pladsen til deres fordel. Lyden var som den havde været under resten af de foregående koncerter. Højt og yderst kraftfuld. Præcis som den skal være til en koncert med Slayer.
En stram og tætpakket sætliste, uden så meget pis, var hvad Slayer kastede i hovedet på os. Vi fik overraskelser som “Hate Worldwide” og en klokkeklar fuldtræffer af en thrashperle i “Necrophiliac”. Inden “Mandatory Suicide”, “Captor of Sin” , og “War Ensemble” sendte os alle ned på knæ, i et forrygende velspillet trekløver af et thrashmetal bombardement. Der blev ikke vist nåde og fans af thrashmetal fik hvad de kom for her!
Hvad jeg desværre ikke forstår til Slayer’s koncerter, er hvorfor de altid vælger at panorere lyden forskelligt i hhv. højre og venstre, istedet for at centrere mixet. Således at dem der står i højre side stort set kun kan høre Kerry King og modsat i venstre nærmest kun kan høre Gary Holt. Det er et åbenlyst forstyrrende element i oplevelsen.
Set bort fra det, så sejrede Slayer stort denne aften, med en hårdt og velspillet hit-parade, krydret med sjældne sange fra bagkataloget. Her må nummeret “Black Magic” siges at være aftenens helt store oplevelse, sammen med det smukke banner til ære for Jeff Hanneman der kom frem, da “Angel Of Death” blev spillet som aftenens sidste nummer.
Aftenens helt store metalliske oplevelse! Sådan, Slayer!
Metallica
Og så var scenen sådan set sat til aftenens sidste navn – Metallica. Sætlisten kendte vi alle. Danskerne havde bestemt. Danskerne havde valgt hits på hits på hits og derfor ødelagt muligheden for at give Metallica videre sved på panden denne aften.
Pladen “Master of Puppets” udgjorde starten af koncerten, med hhv. “Battery,” “Master Of Puppets” og “Welcome Home (Sanitarium)”. En ganske fed start, hvor “Ride The Lightning”, der blev leveret som aftenens fjerde slager nærmest alene hev den første store sejr hjem. Og så skulle der faktisk gå en rum tid før vi igen så farligheden i øjnene hos Metallica denne aften.
“The Unforgiven” blev leveret i en sjasket udgave, for slet ikke at tale om “Wherever I May Roam”, hvor Lars gik fuldstændig skævt på resten af bandet. Det virkede sgu som om Metallica i bund og grund tog alt for let på hele idéen om en sætliste fyldt med hits. Der manglede simpelthen det glubske bid og farlighed over Metallica, som dette band altså er verdens bedste til, når de vil det. Det ville de i sandhed på Roskilde Festival 2013. Her var sætlisten også langt mere spændende og udfordrende, selv for Metallica.
Metallica er metalens stadionnavn over dem alle, og selv når de kører den hjem på rutinen, med en standart sætlite denne aften i Horsens, kan der opstå guld. Og det gjorde der så sandelig med “… And Justice For All” , der gik rent ind på hylden som aftenens bedste, sammen med førnævnte “Ride The Lightning”. Men hvor der er højt at flyve er der dybt at falde og vi kom hurtigt ned igen med endnu en sjasket udgave af “Whiskey in the Jar”.
Denne aften i Horsens var det et tilbagelænet Metallica, der gik til stålet og hvor James Hetfield var vores allesammens hyggeonkel. En, nuvel, dejlig onkel, der tog os med en tur tilbage i tiden, for at genopleve alle de store klassikere som Metallica nu engang har skrevet. Det er bestemt ikke en dårlig ting, men det var heller ikke videre energisk, farligt eller spændende på nogen måde. Det var standart på en semi-god dag, hvor fyrværkeri, krudt og bang var skiftet ud med fællessang, hyggestemning og fadølsskvulp, på en ellers dejlig sommeraften i Horsens.
Men det er vel også det danskerne vil have?
3 comments
Jesper says:
Jun 5, 2014
Dette var mine 4. koncert med de gamle hoveder i Metallica, og ja stemningen var så absolut styret af familien Danmark, der med fadøl i hånd og topmave sang med på de kendte numre fra et band, der til trods herfor var rigtige fede! Synes lyden var kanon, omend guitaren var lidt uheldig mixet til tider, men måske bare mig :)
Bjørn says:
Jun 5, 2014
Jeg kan afsløre at Slayers lydmand ikke havde panoreret noget som helst. Da jeg gik fra højre side mod midten var Kings guitar stadig den højeste. Det var ikke et uheld heller. Kerry er bare helt absurd højere end Garys i soloerne…
Lasse says:
Jun 7, 2014
Det var en rigtig fed koncert oplevelse i Horsens! Jeg så Slayer og Metallica men ville også gerne have se Gojira, men der var vi ikke gået ind på området endnu. Lyden ved både Slayer og Metallica var var rigtig god syntes jeg fra der hvor vi stod ca. et sted i midten af det hele lidt til højre.