Vi varmer op til årets danske metalbrag, med en omgang “5 hurtige” til de danske navne, der spiller på dette års Copenhell!
Her i anden runde har vi spurgt bassist Trygve Borelli Lund fra det nyeste danske stjerneskud Black Book Lodge om deres Copenhell-erfaringer.
Hvorfor skal folk komme og se jer spille på Copenhell?
Jeg springer den vamle sælgertale over og opfordrer eventuelle nysgerrige læsere til at lytte på Spotify og vurdere om det er noget de har lyst til at tjekke ud. Og nåhr ja…vi spiller godt – og det er bestemt ikke en selvfølge i disse tider.
Hvem glæder I jer mest til selv at opleve?
Helt sikkert Maiden og Anthrax. Men udover det gamle shit, så ville det også være mægtigt at se Behemoth og Clutch…og sikkert også en håndfuld andre bands, jeg ikke lige kan komme i tanke om.
Hvad er jeres bedste minde fra Copenhell?
Jeg tror faktisk det er vores kollektive Copenhell-debut. Men mon ikke det bliver starten på et langt og smukt venskab?
De 5 hurtige:
- Vodka eller øl? Vi drikker nok mest kaffe og kildevand i Black Book Lodge. Men jeg ved da, at Jakob (trommeslager) og jeg deler en forkærlighed for obskur mikrobryggeri-øl. Selvfølgelig ikke ligeså mædl som at drikke pislunken Harboe pils. Men det er livet for kort til, hvis du spørger mig.
- Beton eller græs? Umiddelbart græs. Men hvis der er tale om noget lækkert stålfiberbeton, så kan jeg godt blive i tvivl. Pas.
- Viking eller zombie? Jeg må næsten svare viking, da vores logo ligner de runer, man forbinder med gammel nordisk og germansk kultur.
- Pit eller plæne? Lyden er noget lort i det dersens pit, da højtalerne som regel så er placeret 15 meter over ens hoved. Men sjovt, hvis man skal nikke skaller osv. Jeg er nok mest plænemand.
- D-A-D eller Megadeth? Måske en lidt fjollet sammenligning, men forståelig nok i denne her kontekst. Jeg siger ja tak til “Peace Sells”, hvis den skal stå oldschool thrash riffage og ja tak til “Helpyourselfish”, hvis jeg vil høre en yderst velskrevet rockplade. Det var da et fint diplomatisk svar?
Black Book Lodge, Pandæmonium, torsdag kl 14