Copenhell // 12/6 2014

Torsdagen og dermed dag 2 på årets Copenhell startede ud såååledes:

Aphyxion (anmeldt af Aleg-One)

Jeg havde egentlig planlagt at lægge vejen forbi Hades scenen for at se det græske thrash-metal band Suicidal Angels. Men da jeg ankom ved pladsen omkring kl 12:50, var den ikke åbnet endnu, så det var kun det “lille” område foran Pandæmonium der var tilgængeligt. Anders Bøtter gik på scenen og introducerede første band på scenen. Pladsen var stadig ikke åben. Så jeg sked hul i det og bevægede mig hen imod festivalens mindste scene i stedet! Og dét er jeg sgu glad for!

Fordi på denne scene stod et band jeg har haft æren af at følge i et godt stykke tid efterhånden. Faktisk siden de spillede på Wacken Open Air i 2011. Dengang var de en flok UTROLIGT unge drenge med et hårdt udtryk og nok gåpåmod til at de nok skulle få vendt nogle nakker i processen. I dag er de stadig en flok unge drenge. Men derudover er der ikke så meget jeg kan genkende fra dengang. De er i dag et band med et ustyrligt selvsikkert liveudtryk, og en fed og personlig musisk stil jeg nok bedst vil kunne klassificere som “bølle-død” (mundvigen og øjenbrynene vendt nedad og store armbevægelser krydret med kødfyldte chug-chug riffs og masser af balls!).

Aphyxion sparkede røv. Intet mere, intet mindre. Og efter koncerten var slut, var det første jeg sagde; “det her band skal nok blive stort!”.

Suicidal Angels (anmeldt af Weiss)

Torsdagen på Copenhell blev for undertegnet åbnet, med en solid omgang retro fwraaash af den helt gamle skole. I virkeligheden skulle den have stået på klassisk 80’er hard rock med Lynch Mob. Men i sidste øjeblikket var aflysningen tikket ind og Suicidal Angels træde til. Iøvrigt en fair nok erstatning når man tænker over, at D-A-D var hevet ind istedet for Megadeth. Så var der i hvert fald lidt mere for thrash-hovederne at se frem til.

Og disse hoveder fik da også fuld valuta for pengene. Vi var bestemt ikke mange da bandet gik på scenen et godt stykke over annonceret start kl13. Men grækerne gik til den fra første riff til sidste riff. Det her var så klassisk thrash metal, som det overhovedet kunne blive. Inspirationen fra Kreator, Slayer og Destruction er tydelig i Suicidal Angels musik og der blev da startet en ganske pæn mosh foran trods det tidligere tidspunkt.

Musikalsk mangler bandet lige det sidste, for at det for alvor kan trænge igennem og ikke bare blive endnu et nyere retrolydende thrashband i rækken af semifede bands. For dem er der sgu godt nok mange af i øjeblikket.

Men Suicidal Angels gjorde en pæn figur og fik åbnet ballet fint på Hades denne torsdag uden at være prangende.

Iøvrigt kan jeg fortælle, at det er ganske glimrende musik at smadre biler til.

Black Book Lodge (anmeldt af Aleg-One)

Et andet fremskydende band på den danske rock/metalscene er Black Book Lodge. De spiller en tung og melodisk doom-rock, der nikker genkendende til i hvert fald Black Sabbath og Neurosis. De har fået anerkendende nik fra i hvert fald et andet dansk band Helhorse, der også havde dem med som support til deres seneste release-fest. Spørgsmålet skulle så bare være om de kunne stå distancen, når fadølsfolket skulle underholdes på Copenhell.
Det kunne de desværre ikke helt.
Black Book Lodge er nemlig et band, jeg stadig mener mangler en del liveerfaring, før det bliver rigtig interessant at se på. Sangene kan nemlig langt hen af vejen sagtens stå alene, og det er også bevist – for deres debutplade “Tundra” fik GLIMRENDE anmeldelser fra næsten alle sider af. Live bliver det dog en anelse tørt at se på, og her savner jeg især at forsanger Ronny Jønsson træder mere i karakter, og får vist mere af den inderlighed og intensitet der gemmer sig bag de tunge og slæbende riffs i musikken. Måske de skulle hyre en ny guitarist så han skulle stille den fra sig og være 100% dedikeret frontmand? Ja, hvad ved jeg. I dag fungerede det bare ikke for dem, og jeg skulle kæmpe store dele af koncerten for at bevare koncentrationen.

Bad Religion (anmeldt af Weiss)

Bad Religion på Copenhell? Det var nok de færreste der havde set den komme. Ikke destomindre stod de på scenen som første navn på Helviti denne torsdag. Og som altid, fristes man næsten til at sige, blev hovedscenen åbnet af et klassisk old school navn. I år var dette så Bad Religion.

Min seneste oplevelse med dette band var på Roskilde Festival i 2011. Her havde punkerne fået den umenneskelige spilletid som første navn på Orange Scene søndag. Dette blev ærligtalt en sørgelig ørkenvandring. Håbet var derfor at se et betydeligt mere sprudlende band denne gang.

Bad Religion var nok det band på hele festival der kunne nå at have flest numre med på en time lang koncert. Hele 24 blev det til. Desværre var dette langt fra en fordel. Bad Religion lignede nemlig på Copenhell alt andet end et sprudlende band. Tværtimod lignede de nogle der overhoved ikke gad være hvor de var. Om det er punkens “fuck-you-attitude”, at være ligeglad med lortet skal jeg ikke komme ind på. Men det fangede ikke det relativt store publikum, der mest af alt havde mere travlt med hyggesnakken i det dejlige solskin, end at følge med i hvad der skete til koncerten.

Bad Religion havde ellers strikket en ganske fin setliste sammen, bestående af både nyt og gammelt materiale, hvor særligt “21st Century (Digital Boy)” fik revet undertegnede godt med. Men nogen stor koncert blev det aldrig. I virkeligheden kunne man godt frygte, at tiden måske er ved at løbe ud fra de aldrende punkere?

Finntroll (anmeldt af Weiss)

Og så aldeles hurtigt videre til noget langt mere festligt. Finntroll ventede nemlig lige efter Bad Religion, på Hades. Scenen der i år har haft urimelig ringe lyd til flere koncerter. Frygten for endnu en gentagelse af dette var derfor stor inden Finntroll’s koncert. Og ganske rigtigt. Det var bestemt ikke blevet bedre. Tværtimod. Fra hvor vi stod var det nærmest umuligt at høre hvilket nummer bandet spillede, hvis ikke man lige kunne genkende enkelte hooklines eller strofer. Det er sgu urimeligt overfor publikum. Bassen buldrede som altid igennem og det var overraskende lavt.

Forventninger til denne koncert var ellers tårnhøje. Dels fordi det altid er en fest når et folkemetalnavn gæster Copenhell og dels fordi Finntroll er kendt for deres medrivende fester, hvilket senest blev bevist da undertegnede så dem i Malmö tidligere i år.

Stemningen var god, publikum var mødt talstærkt op og finnerne gjorde ellers deres for at få festen igang. Men lyden var konstant imod dem i begyndelsen, så på de godt og vel 45 min. bandet havde at gøre godt med gik de 10 minutter af dem på at få rettet det hele til. Men SÅ kom vi altså også igang skal jeg hilse at sige.

“Mordminnen”, “Solsagan” og den smukke, smukke “Nattfödt” blev leveret til perfektion og med den uundgåelige folkemetalhymne “Trollhammaren” formåede Finntroll alligevel at hanke godt op i sit publikum og undertegnede, der med ét kunne se sig selv i en crowdsurfe. Det blev ikke en ligeså stor fest som Korpiklaanis magtdemonstration i 2012. Men mindre kan altså også gøre det. Finntroll beviste atter, at folkemetal og Copenhell er et makkerpar der ikke kan og bør skilles!

Så kære Jeppe: Ensiferum eller Turisas næste år, tak!

Sepultura (anmeldt af Weiss)

Og så til noget helt, helt andet. Sådan da. For vi bliver ved bands der gør brug af mere eller mindre store inspirationer fra deres egen hjemstavn. Denne gang skal vi have fat i en solid omgang thrash, med brasilianske rytmer.

Sepultura satte nemlig gang i Helviti tidligt torsdag aften, med deres på én gang brutale og fræsende sambametal. Indrømmet så var forventninger til dette band ikke de højeste. Men Sepultura formåede sgu at rive folk godt og grundigt med. Ikke bare i pitten men også hos det publikum, der havde placeret sig længere tilbage. Det var massivt, tungt og et solidt los i røven på alle kritikkere, inkl. undertegnede, af dette band den dag idag. Sepultura kan sgu’ endnu!

Man kunne måske godt have valgt at variere sætlisten en anelse mere, så samtlige af de store hits ikke blev leveret tilsidst. Men da “Refuse/Resist”, “Ratamahatta” og i særdeleshed “Roots Bloody Roots” blev smækket afsted kunne jeg simpelthen ikke skimte én eneste metalhead, der ikke havde hovedet i bevægelse.

I særdeleshed en dejlig aften i selskab med Sepultura!

Trap Them (anmeldt af Aleg-One)

Sådan! Så kom dét band jeg nok havde glædet mig aller mest til at se på hele festivalen, sammen med svenske Watain der spillede dagen efter. Amerikansk grindet blender-core (for at citere vores ærkefjende Aleksi fra Rockfreaks) når det er aller bedst – TRAP THEM! At Copenhell havde fået dette band booket er også lidt af en bedrift i sig selv, i det de stort set aldrig giver koncerter. Deres europa-tour bestod således af en koncert i Danmark, Norge og Sverige. Færdig slut. Dette skulle så også vise sig at være koncertens svageste punkt.

Fordi selvom Trap Them skriver både inderligt og dragende samt eksplosivt og energisk, så kan man sagtens mærke, at de er et band der ikke har brugt meget tid på at finjustere deres liveoptrædener. Således kunne man opleve små energiudbrud i starten af showet, som der så blev slukket brat for igen. Det var et band der nærmest ikke ænsede publikum og blot stod i deres egen verden og spillede samt en frontmand, der ikke heeeelt vidste hvordan han skulle adressere og snakke til publikum mellem numrene, hvilket gjorde at mange råbte “WHAT?!” til ham når han snakkede. Han var helt uforståelig. Dog blev der også tid til lidt uforudsigeligt, da forsanger Ryan McKenney efter sigende bankede sig selv i hovedet med mikrofonen, så han i slutningen af showet blødte ned i ansigtet. Det er fanme punk! Og så får de sgu point for at spille “Lungrunners” fra den nye plade “Blissfucker” samt at slutte af med det satans fede nummer “The Facts”. Spark i nos!

(og tak til Mathias Junge for billedet!)

Triptykon (anmeldt af Weiss)

Hypen omkring Triptykon har været enorm op til koncerten på Copenhell, hvilket iøvrigt er fuldt forståeligt ovenpå Tom Gabriel Warrior og co. mildest talt ganske glimrende udgivelse “Melana Chasmata”. Et album der har høstet flotte, flotte anmeldelser for sit utrolige mix af stilarter, mørke og ikke mindst voldsomme udtryk.

Triptykon er da også nærmest umulige at sætte i bås. Se bare når man bladre igennem Copenhell’s lille program-bog og når til Triptykon. Her står der, at bandet spiller doom, black og død. Så er man vidst også på den sikre side i dén beskrivelse. Triptykon er helt deres egne i udtrykket og derfor er hypen fuldt ud fortjent.

At koncerten på Copenhell ikke levede helt op til denne hype er så en anden snak. For selvom Triptykon generelt spillede fedt, så var denne koncert absolut blottet for kontakt mellem band og publikum. Det var ganske enkelt en kedsommelig oplevelse i perioder.

Vinden blæste og rev lyden ud til alle sider, så den massive tyngde bandet har på plade desværre forsvandt fuldstændig ud i ingen ting. Man må dog give credit til bandet for ikke at lade sig gå videre på af den voldsomme blæst. Udtrykket var fortsat voldsomt og intenst. Men stadig syntes det bare ikke at fungere ordenligt.

På plade vinder Triptykon stort, men live er der ingen tvivl om, at de skal opleves i en mørk og tætpakket klub, hvor setup’et passer langt bedre til deres stil end på en vindblæst festivalplads i dagslys.

Within Temptation (anmeldt af Aleg-One)

Weiss.. Du skal nok ikke anmelde denne koncert. Folk vil jo per automatik tro du er farvet af din farvelade-power-metal-med-keyboards-og-drager musiksmag, så ingen vil tro på hvis du siger Within Temptation på Copenhell var godt. Næsten alle andre syntes jo også det var helt ad helvedes til. Og så må Kong Core træde til. Fordi Within Temptation var nemlig – langt hen af vejen – rigtig godt!

Fordi Within Temptation er UHYRE professionelle i det de gør. Det er både deres hæmsko og deres styrke. Fordi det hele spillede. Til mindste detalje. Selv helt ned i koreografien var der intet overladt til tilfældighederne – og til en løssluppen og fandenivoldsk metalfestival, så savner man sgu lidt tilfældigheder. Noget der stikker ved siden af, som gør det hele lidt mere nærværende. Det var der ikke meget af til denne koncert. Til gengæld var det et rigtig flot show, med kæmpe produktion, ild på scenen og en sangerinde der både formåede at synge helt fantastisk godt og se ustyrligt lækker ud samtidig (og hun er 40år gammel med 3 børn!). Specielt da nummeret “Mother Earth” gik på, gav det hele rigtig god mening! Hvorimod da Xzibit (ja, ham der fra Pimp My Ride) kom op på storskærmen og sang kikset rap-duet, der blev det godt nok lidt for… kikset..Undervejs var der også storskærms-duetter med navne som Tarja (tidl. Nightwish) i nummeret “Paradise (What About Us) “, Howard Jones (tidl. Killswitch Engage) i nummeret “Dangerous” og Keith/Mina Caputo (tidl. Life Of Agony) der alle faktisk fungerede okay. Lidt mærkeligt at stå og se på, men det bidrog til den imponerende og storslåede produktion de var i besiddelse af, så jeg klager ikke.

Og så skal Sharon Den Adel have cadeau for at give en ustyrligt sexet udgave af Lana Del Rey’s (der ironisk nok spillede samme weekend hos ærkerivalerne i Northside Festival) nummer “Summertime Sadness”.

Within Temptation passede måske ikke særlig godt ind på Copenhell, men respekt for at festivalen alligevel tør satse på de mere symfoniske indslag! Men dét Within Temptation gør og det de er gode til, det gør de til gengæld rigtig godt! Og så var det faktisk et dejligt afbræk i al smadderen.

Og hvis Weiss så alligevel skal have lov til at indskyde en bemærkning i denne anmeldelse:

Copenhell skal bestemt ikke være blege eller bange for, at booke typer som disse bands igen. Jeg så eksempelvis meget gerne en koncert med Nightwish og fantastiske Floor Jansen på Copenhell næste år (shoot me!) !

Taake (anmeldt af Aleg-One)

Her var jeg i vildrede. Jeg anede vitterligt ikke om jeg skulle vælge at se 1.) Clutch, som jeg af uransagelige årsager aldrig har fået set før, og som jeg egentlig er blevet ganske vild med at lytte til, eller 2.) Norges black metal stolthed og anarkist TAAKE, som jeg har set en del gange, og som jeg ved leverer hver gang. Jeg valgte Taake. Og det fortryder jeg ikke ét sekund. Fordi ligesom med koncerten på samme tidspunkt aftenen før, så formåede Taake ligeså at rive scenen fuldstændig fra hinanden!

Okay, de gik på scenen til mindre lydproblemer, der dog hurtigt blev rettet op. Men så blev det også så frygtindgydende sejt og modbydeligt satanisk en affære, at jeg faktisk har svært ved forstå det hele. Jeg blev ellers et kort sekundt skuffet over at Hoest (forsanger og frontfigur i Taake) havde valgt at skifte sit punkede scene-tøj ud med en kutte og mere afdæmpet scene-energi. Det er jo det han er sejest til! Men derved fik sangene lov til at stå stærkere, og når han går direkte fra “Hordalands Doedskvad III” over i “Du Ville Ville Vestlandet” over i “Nordbundet” over i “Fra Vadested Til Vaadesmed” og så ud og ind til ekstranummeret “Umenneske”, så ja… Wow… Så er man sgu solgt!

Jeg har nu set Taake 4 gange. Dette var klart den bedste gang, og jeg kan atter en gang ikke vente til at se ham og hans band rive scenen fra hinanden med sin misantropiske, anarkistiske og fandenvivoldske porno-black metal! All hail Taake!

Twisted Sister (anmeldt af Weiss)

FEST! – mere behøver der egentlig ikke at stå her…

Men skal vi alligevel have lidt flere detaljer på, så kan Twisted Sister’s fantastiske koncert på Copenhell opsummeres ud fra følgende:

Et band der er tilbage i Danmark for første gang siden 1986. Forventningens glæde over lige netop dette band på denne festival var derfor stor. Når så dette band har en ustyrlige og fuldstændig vanvittig (på den der rigtig fede måde) frontmand i form af den 59(!)-årige Dee Snider ved mikrofonen, så er det simpelthen umuligt for et band som Twisted Sister at træde forkert. Det var det i hvert fald på Copenhell!

Nuvel Twisted Sister har bestemt ikke skrevet numre, der er stærke nok til, at man idag kan kalde deres bagkatalog legendarisk. Men de har dog en håndfuld sange, som hver og én har gjort sig ud som soundtracket for en hel generation af rockere og metalheads fra 80’erne og op til idag. Og når DE sange bliver leveret på en festival, hvor publikum er klar til fest, så går alt op i en højere enhed. Jeg snakker selvfølgelig om “We’re Not Gonna Take It” og “I Wanna Rock”.

Man kunne godt frygte at Twisted Sister ville ende som en halvkomisk parodi på en festival som Copenhell. Men lige det modsatte syntes at ske. Dee Snider var vores allesammens heavy-far og med ham i front guidede han os sikkert igennem en rockfest af dimensioner, hvor udgangspunktet var det egentlige gennembrudsalbum “Stay Hungry” . Bestemt ikke et dårligt valg!

Og med en afslutning, hvor Twisted Sister kastede sig ud i Motörheads legendariske “Born To Raise Hell” var en ting helt sikkert: Twisted Sister er stadig fandens sultne!