D-A-D fejrer i år 30 års jubilæum. Men endnu et jubilæum presser sig på. Den ikoniske 89’er-udgivelse “No Fuel Left For The Pilgrims” har nu været på gaden i 25 år! Og dét bliver fejret med manér på Copenhell, med albummet spillet fra start til slut. Eller nærmere sagt fra slut til start. Og det er en udgivelse dansk rock og metal simpelthen ikke kan komme uden om!
No Fuel Left For The Pilgrims er muligvis den danske hårde rocks absolut vigtigste udgivelse. Den hellige gral for rockmusikken i Danmark. No Fuel Left For The Pilgrims var albummet, der sendte D-A-D direkte ned i lommen hos Warner, der efterfølgende lovede bandet guld og grønne skove. Det var albummet der sikrede D-A-D den stjernestatus de stadig den dag i dag har herhjemme og som igen, er begyndt at blomstre på de større udenlandske scener.
“Sleeping My Day Away”, “Jihad” og “Point Of View” er uden tvivl lyden og soundtracket til en hel ungdomsgeneration af både rockere og metallere i slut-80erne, hvor undertegnede desværre kun lige var på trapperne.
Ikke destomindre var No Fuel Left For The Pilgrims sammen med opfølgeren Riskin’ it all, de to udgivelser der sikrede min indgangsvinkel til den hårde rock, som bette knægt i midten af 90’erne.
No Fuel Left For The Pilgrims er albumet hvor D-A-D tog skridtet væk fra den humoristiske “cowpunk” og ud til den større bredde, med en lyd produceret af den danske stjerneproducer Nick Foss, der var i international høj klasse.
Men helt væk fra cowpunken, kommer vi nu alligevel ikke helt. Man kan tydligt fornemme country/western-inspirationen i Jacob Binzers melodiske riffs og mørke “surfer” lead-lyd i numre som “Girl Nation”, “Lords Of The Atlas” og selvfølgelig det absolutte hovedværk “Sleeping My Day Away”. Det lyder kort sagt som D-A-D og den dag idag er der stadig ingen andre, der lyder som D-A-D gjorde på No Fuel Left For The Pilgrims.
Der blev satset på den tungere rock på dette album. Med heavy metal-slageren “Ill Will”, den tunge groove rocker “Rim Of Hell” og riffbaskeren “Jihad”, tegnede der sig et billede af D-A-D, som et band, der for alvor satsede internationalt på denne deres tredje fuldlængde.
Og internationalt blev det da også. Så meget at Disney lagde sag an mod Københavner-drengene for brug af deres navn. Resultatet af dette kender vi alle. Men No Fuel Left For The Pilgrims gav bandet vinger og de kunne nu tage på længere world tours i lande som USA, hele Europa, Australien og Japan.
I kølvandet på den enorme No Fuel Left For The Pilgrims World Tour blev “Osaka After Dark” udgivet. Bandets første egentlige liveudgivelse, optaget over flere nætter i Japan. Udgivelsen er den dag idag et absolut samlerobjekt for D-A-D-fans.
No Fuel Left For The Pilgrims blev også det egentlige startskud for det lange venskab mellem D-A-D og Roskilde Festival. Nuvel, bandet havde spillet et par koncerter på Roskilde op til denne udgivelse. Men lige omkring og efter No Fuel Left For The Pilgrims røg på gaden, lavede D-A-D hattrick på Orange Scene, med koncerter på festivalen i både ’88, ’89 og ’90. Sådan fortsatte det egentlig godt op igennem 90’erne, hvor Jesper Binzer’s ikoniske UDEMÆRKET ROSKILDE, fik lov til at flyde ud over masserne foran Orange Scene flere år i træk.
I år er det Copenhell der står for skud. Og med No Fuel Left For The Pilgrims i sin helhed, er Copenhell sikret en nærmest historisk dansk hard rock/heavy-fest af de helt store, og som udentvivl vil huskes mange år frem.
“Vi var der da D-A-D spillede No Fuel i sin helhed!”
Vi høres ved “Ill Will”, “Wild Talk”, “Siamese Twin”, “Overmuch”, “Lords Of The Atlas”, “Girl Nation”, “True Believer”, “ZCMI”, “Rim Of Hell” , “Point Of View”, “Jihad” og Sleeping My Day Away” – og tillykke med de 25 år!