Om en kedelig tirsdag aften kan løftes af noget så tungnemt som Forum’s bøvede betonklods er et tvivsspørgsmål af de helt store. Meeeeen.. Nu var det trods alt også Nine Inch Nails der skulle hjælpe os på vej!
Ok, først og fremmest så skal jeg overhovedet ikke vide mig klog på supportnavnet Cold Cave, om det var godt eller dårligt, eller hvad man ellers kan pådutte af smarte ord. Det eneste vi blev enige om var at de lå et sted mellem Depeche Mode, The Cure og noget Dead Or Alive (dem der har den der “you spin me right round, baby right round like a record baby” osv). Og så swingede det sidste nummer sådan okay godt.
Men ja. Uden for comfort zone – rører ikke ved det. God fest til jer!
Nine Inch Nails behøver dog ingen nærmere introduktion. En-mands bandet bestående af lydtroldmanden og definitionen på nerve og intensitet, Trent Reznor, skulle hanke op i os alle med deres på en gang hårdtslående og følsomme industrial rock/metal.
Og er der noget man altid kan regne med fra Nine Inch Nails, så må det være et sublimt liveshow. Og det fik vi også i aften! Ser man bort fra den imponerende mekaniserede storskærm, så fik vi serveret hvad der nok bedst kan beskrives som et tredimensionalt lysshow fra store LED-platforme der hang ned fra loftet. Men manden står jo også bag showet til den episke og legendariske US-tour “Lights In The Sky”. Og det var ikke helt på det niveau, men det ville også være at forlange meget.
Setlisten bestod af numre fra heeeeele bagkataloget – og med et heldigt fokus væk fra den helt nye plade “Hesitation Marks”. Ikke fordi det er en dårlig plade overhovedet, men stilskiftet er simpelthen for stor en kontrast til at jeg ville kunne se det fungere foran et publikum i Forum. De numre fra den han spillede, var faktisk pladens tre bedste numre – åbneren “Copy of A”, singlen “Came Back Haunted” samt den groovede “All Time Low” – så jeg klager slet ikke! Derudover fik vi serveret hele frem numre fra gennembrudspladen “The Downward Spiral” (inklusiv et af de bedst producerede numre NOGENSINDE – “Reptile”!! Fuck yes man!).
I løbet af showet hev han næsten alle de fedeste numre i begge ender af intensitetsskalaen frem! Der var “Wish”, “Gave Up”, “Reptile”, “March of The Pigs”, “Survivalism” i den hårdere ende og “Something I Can Never Have”, “Closer” (fucking liderligt nummer! hold da helt kæft!), “Eraser”, “The Day The World Went Away” og lukkeren “Hurt” i den blødere ende. Krydret med “hoppe med”-hitsne “Head Like A Hole” og “The Hand That Feeds” kan man jo slet ikke brokke sig…
Alt dette cementerer i stor stil hvad det er Nine Inch Nails kan, hvad de har bidraget med til musikhistorien og i bund og grund det kæmpe talent der ligger bag alt Trent Reznor rører ved.
Skal jeg endelig sige noget negativt, så må det nok være at flere personlige favoritter, som fx “The Big Come Down”, “1.000.000”, “Terrible Lie”, “Discipline”, “Somewhat Damaged”, “Last” osv osv manglede lidt før at jeg blev helt fanboy-ekstatisk.. Men førnævnte “Reptile” og “Closer” gjorde alt for mig denne aften.
Trent Reznor var lidt mere tilbagetrukket end vi fx så ham på Roskilde Festival i 2009, hvor der allerede efter andet nummer blev kaster rundt med guitarer og keyboards. Den indebrændte vrede og umenneskelige nerve var der intet af denne aften. Men derimod fik vi et sublimt show med nærvær, en genial setliste og et imponerende visuelt show.
Forhåbentlig går der ikke fem år før vi får Trent og co. at se igen. For det kunne man godt klare lidt oftere!
