Beta2300 satte atter rammen for en solid rockfest, en tirsdag aften i april!
Scorpion Child var, sammen med de to andre forrygende hard rock bands Jackson Firebird og Horisont, det folket var kommet for at se.
Man må i den grad sige, at der er sket meget siden amerikanske Scorpion Child kom forbi hovedstaden for første gang. Det var i november sidste år, på det lille bitte undergrundsspillested UnderWerket i Valby. Det er lidt under et halvt år siden og jeg vil skyde på, at vi dengang MAX var 25-30 mennesker til den koncert.
Nu kom de så til København igen og gjorde rent bord på Beta, der atter kunne vifte med udsolgt-flaget! Sådan skal det gøres, efter at have spillet for så relativt få mennesker lige under et halvt år før!
Også musikalsk er der sket noget med Scorpion Child siden sidst. For siden de spillede på Underwerket har bandet sagt farvel til deres gamle trommeslager, anden guitarist og bassist. Tilbage er kun sanger Aryn Jonathan Black og nu single-guitarist Christopher Jay Cowart fra den originale besætning.
Det var et pakket Beta, der tog imod Scorpion Child, et band der i dén grad vinder på Aryn’s udstråling, indlevelse og vokal som frontmand i bandet. Han er en indpisker i stor, stor stil og med ham i front bliver en Scorpion Child koncert simpelthen aldrig kedelig.
Bandet har kun et enkelt album på gaden, og samtlige af disse numre er én stor hyldest til the good ol’ rock – nogle vil også bare kalde det retro-rock. Og det er det sådan set også. Scorpion Child lyder nemlig som en tung udgave af led Zeppelin.
Koncerten på Beta nåede ikke op på de samme højder som på UnderWerket, skønt lyden på Beta ikke overraskende var meget bedre. Man savnede energien blandt publikum, som ikke syntes at være nær så meget til stede som på UnderWerket. Og så savnede man i dén grad en ekstra guitarist, som jo altså ikke var med på Beta.
Igen vinder Scorpion Child altså på frontmand Aryn Jonathan Black og hans indpisker-evne, for resten af bandet virkede, i hvert fald denne aften, ganske anonyme. Dog med et positivt vink til trommeslageren, der nærmest flænsede sit trommeskind op, med en omgang solide øretæver bag de stakkels gryder.
Scorpion Child er retro-rock i stil med Graveyard, Kadavar, Free Fall og The Vintage Caravan. Det er musik som vi er vilde med i Danmark og efterhånden overrasker det mig ikke, at de nærmest gang på gang kan melde udsolgt på spillestederne med disse navne.