Metalcore-pionererne Norma Jean lagde Beta ned med deres udfordrende og forsfriskende tag på den ellers så udvandede metalcore!
Branson Hollis
Nye bands der prøver at lyde som om de har ramt en kreativ højborg, og på en og samme måde kaster om sig med følelsesladet kompositioner og energifyldte passager, er tit enten op eller ned ad bakke. For sådan noget mestrer man oftest først efter mange år, eller også ligger det så meget i ens gener, at den er lige i skabet i første forsøg. Branson Hollis falder som et ungt band desværre lidt i første kategori. Bandet fra Paris spiller en udgave af post-hardcore der er set mange gange før, med den klassiske mikstur af screamo vokaler og (forsøg på) rensunget omkvæd – det så i aften endte med at være pivfalske.. På scenen er det også som om de ikke helt kan finde ud af om de vil være følsomme og tilbagetrukket eller vilde og voldsomme. Så der er nok en del der skal arbejdes på – så kan det være om mange år, at de for alvor brænder igennem, for udgangspunktet er der som sådan ikke noget galt med!
Night Verses
Og så er det sgu også rart at der er bands derude som Night Verses! For hvor Branson Hollis nok først mestrer deres stil efter fortsat øvelse, så rammer Night Verses plet i første forsøg! Stilmæssigt ligger de to nemlig ret meget op af hinanden, men forskellen fra at gå fra “nårh ja okay” til “holy moly!” ligger også mellem de to. Night Verses har nemlig talent så det står ud af alle kropsåbninger – lige fra den vilde og ekstremt tightspillende trommeslager, den kreative og nyskabende guitarist, tilbagelænet og sikkert basspil og højenergisk vokalist, der til tider sender tankerne hen på Sam Carter fra Architects.
Night Verses tæver os igennem lidt over en halv times post-hardcore som kun de bedste kan levere det, og hvis det ikke fremgår af resten af teksten, så har I her min varmeste anbefaling! Det holder!
Liferuiner
Åh, hvilken rutschebanetur denne aften er. Det startede lidt hvalpet, så gik det over i det fantastiske, og så ender vi nu endnu en gang ved noget lidt barnligt og letkøbt. Lad mig spørge, hvad er værre end dum musik der lyder dumt? Det er dum musik der prøver at lyde klogt. Liferuiner prøver nemlig ihærdigt at gemme deres breakdown-lagkage i melodiske mol-akkorder, krydret med letkøbt tumblr-filosofisk spoken word. Hvis der er noget der kan appelere lavere end laveste fællesnævner, må det næsten være det her. Fair nok, er man nemlig til breakdownception stilen, hvor “bang your fucking heads!” er din time to shine, så kan jeg sgu også godt se kvaliteterne der ligger her. Men overbevisende, det kan man vidst ikke rigtig kalde det. Der er dog point at hente for god energi på scenen!
Norma Jean
Aftenens headliner, showets mastermind, aftenens creme de la creme, genrens ypperstepræster, metalcorens magtmænd! Norma Jean! Bandet der på min personlige årsliste fra 2013 både endte på en førsteplads ved bedste album OG bedste sang. Så man kan vidst ROLIGT sige at jeg glædede mig til at opleve dette band, der desuden også leverede en af 2012’s aller bedste koncerter, da de sammen med The Chariot gæstede Pumpehuset.
Og med en intro bestående af et nyt nummer, jeg ikke havde hørt før (“Stone Dog”) blev showet sparket igang på aller fornemmeste vis! Herefter fik vi ellers serveret en god dosis både nyt og gammelt, alt fra ældre numre som “Disconnectie”, “Bayonetwork” og “The end of all things will be televised” over i nye numre som “Wrongdoers”, “If You Got It At Five, You Got It At Fifty” og den eminente “Sword In Mouth, Fire Eyes”. Desværre var setlisten lettere mangelfuld på albummene imellem nyt og gammelt. Jeg kunne godt have brugt en “Robots 3 Humans 0” eller en “Bastardizer” for at ryste posten yderligere, især fordi det var netop disse to numre der fungerede bedst sidst de gæstede Danmark. Slutningen med “Memphis Will Be Laid To Waste” fungerer dog altid lige præcis som den skal!
Heldigvis formår Norma Jean at sætte numre sammen på kryds og tværs, så de leverer mange af de ting folk bedst kan lide i deres numre, hvilket er med til at opretholde et fantastisk energiniveau. Og som det desværre også var tilfældet med koncerten med Comeback Kid ugen forinden, så føltes denne koncert også alt alt alt for kort, i forhold til hvor meget det her band har at byde på fra et fantastisk bagkatalog. Så man gik veltilfreds hjem med følelsen af en fed koncert, men for mange “hvis de bare liiiige”-tanker gør at den aldrig kom op og blev uforglemmelig.
Mit eget kamera gik død for strøm (god forberedelse, ikke?) så tusind tak til Nicolai Lomholt for billeder!