Lørdag-aften stod i den melodiske hard rock’s tegn på High Voltage. Svenske H.E.A.T har efterhånden sat sig solidt på den svenske hard rock scene efter flere tours med landsmændende i Mustasch og tyske Scorpions.
Musikalsk er H.E.A.T heller ikke langt fra navne som Scorpions, Europe og Toto i deres sen 80’er periode. H.E.A.T dyrker nemlig slut 80’ernes storladende stadion hard rock, med melodier der klæber sig til hjernen og simpelthen ikke giver slip igen.
Bandets fjerde udgivelse “Tearing Down The Walls” har netop ramt gaden og det var derfor med dette album i ryggen at svenskerne gæstede et nærmest totalt udsolgt High Voltage lørdag-aften.
Først skulle vi dog igennem de fuldstændig intetsigende sleaze/glam-rockere i Pretty Wild. Et band der lyder nøjagtig som alle mulige andre gennemsnitlige sleaze-rockere fra sverige. Kort sagt: et forsøg på at lyde som en svensk Motley Crüe-klon. Det her var bare en omgang kedelig rock uden nogen som helst energi på scenen. En stor cadeau skal dog lyde til bandets guitarist der i dén grad viste høj klasse i de mange soloer.
Men lad os komme hurtigt videre til det aftenen egentlig handlede om. Nemlig H.E.A.T, der gik på scenen efter en alt for lang pause mellem supportbandet og hovednavnet. Dette må så siges at være undskyld, da bandet leverede den nok bedste lyd jeg nogensinde har oplevet på High Voltage. Det var højt, massivt og imponerende nok havde lydmanden denne aften formået, at give H.E.A.T en lyd, så det rent faktisk lød som om vi stod på et kæmpe stadion og ikke i en pakket rocklub. Sådan skal dét gøres! Hvordan det kunne lade sig gøre skal jeg ikke gøre mig klog på, men godt arbejde var det i hvert fald!
Der blev lagt ud med “Point Of No Return” – det bedste nummer fra den nye skærring, der med et massivt melodisk
bombardement af et klasse omkvæd, omgående fik startet fællessang på High Voltage!
Man kan mene meget om H.E.A.T’s mand i front. Den unge svensker Erik Grönwall, der med en fantastisk udgave af Run To The Hills blev vinder af den svenske udgave af Idols tilbage i 2009. Det lader dog ikke denne anmelder skræmme. For når man har et så åbentlyst stort talent som denne sanger i virkerligheden har på en scene, kan man simpelthen ikke lade være med ikke at blive revet med. Erik’s stemme og hans fraseringer lyder live præcis som på plade og passer perfekt til H.E.A.T.’s melodiske hard rock og det selvom han hopper og danser rundt på scenen imens.
Når H.E.A.T spiller det de nu engang gør. Dvs ikke videre banebrydende hard rock med en masse melodi, kan det for undertegnede godt gå hen og blive kedeligt og for ens i længden live. Man savner variation i numrenes dynamik og midtvejs var det tydeligt, at variationen manglede. Men til alt held for H.E.A.T skete det uventede. Bandet kortsluttede bogstaveligtalt High Voltage. Strømmen gik og hele klubben gik i sort i et par minutter. Hvad gør man så i den situation? Når man hedder Erik og er manden i front, så vælger man med største selvfølgelighed, at stagedive ud blandt publikum indtil strømmen kommer tilbage. Når strømmen så kommer tilbage så fortsætter man showet syngende oppe på baren. Kodeordet her er fest og H.E.A.T’s koncert, der midtvejs ramte et kedeligt punkt, blev reddet af et uventet strømsvigt.
H.E.A.T var kort og godt en herlig rockfest og denne koncert cementerede for alvor, at der altså er en efterspørgsel på denne type af musik herhjemme på livefronten. Godt og vel 300 mennesker besøgte High Voltage denne aften og det beviser altså vigtigheden for sådan et venue som High Voltage. Metaludbuddet er kæmpe stort på livefronten herhjemme og så er det altså skønt, at også de mere melodiske genre også har sin tydelige ret herhjemme. Eksemplet med H.E.A.T denne aften viser i hvert fald at der er et marked for det!
