“The Heavy Metal World Sensation” står der på det ualmindelige grimme albumomslag på det nye Edguy album “Space Police”! Det skal tages med gran salt i hvert fald.
For nogen heavy metal world sensation er det her album bestemt ikke. Men mindre vil da også kunne gøre det, vil jeg mene. Og Edguy er et band man enten elsker eller elsker at hade. Det er tysk heavy på den der meget klæberige melodiske facon også kaldet power metal.
Space Police skulle i følge frontmand Tobias Sammet være en form for tilbagevenden til Edguy’s mere power metalliske lyd. Det skulle være en hårdere plade end længe set fra Edguy’s hånd… jeg ved nu ikke ligefrem om det passer. For jo albummet har da sine tyngder et par steder, men i bund og grund ender det hele mest som en omgang midttempo heavy, hvor de melodiske hooklines ikke synes, at stå så forfærdelig meget i kø.
Bedst er albummets åbner “Sabre & Torch” og selve titelnummeret “Space Police”, der vinder på en decideret fuldtræffer af et bombastisk omkvæd. Det fungere bare skide godt!
Tobias Sammet har efterhånden gjort ufattelig meget for at modernisere og skabe større opmærksomhed på den tyske power metal. Men det virker som om han ender med, at blive sin egen største konkurrent. For hvor Edguy er nu er de simpelthen hamrende kedelige i forhold til Sammet’s andet projekt Avantasia, som jeg på ingen måde kan lade være med, at sætte dette nye album op imod. Hvor Avantasia sprudler er Edguy falmende!
Sammet skriver sange til begge projekter og med Avantasia lyder det hele simpelthen bare mere interessant. Det er kort og godt bedre sange han skriver i Avantasia.
Tilbage står vi med Space Police, som har sine klare lyspunkter, men også falder igennem som et relativt kedeligt udspil, hvor de helt gode sange simpelthen mangler.
På med The Seven Angels!
Edguy – “Space Police” udgives via Nuclear Blast