Lad det mig være sagt med det samme. Dem der kender mig ved jeg er en decideret sucker for power metal. Det er sgu en svaghed af de helt store. Og Sonata Arctica har bestemt været et band, jeg har nydt at lytte til længe. Det var derfor også med stor spænding, at jeg satte den nye skive Pariah’s Child på forleden. Tilbage er det gamle logo og deres klassiske ulv. Det kunne måske også betyde en tilbagevenden til deres mere klassiske power metal-orienterede lyd. Men…
Lad det mig så også være sagt med det samme. Denne her skive skuffer og den skuffer i stor stil, med kun enkelte lyspunkter. Hvorfor? Fordi den kort og godt mangler det helt basale – de gode sange.
Denne udgivelse er simpelthen så idéforladt, at det halve kunne være nok. Den starter ellers nogenlunde ud med “The Wolves Die Young”, der bliver reddet af et solidt omkvæd, jeg tror nok skal blive en ørehænger til koncerter fremover. Men hvis de så bare havde droppet det pokkers bjældeklang i verset. Hvorfor skal det lyde som om julesang? Jeg siger jer man kommer i den helt rette julestemning af at høre det her.
Det virker som om bandet har taget for let på denne udgivelse. Det virker som om inspirationen simpelthen ikke har været der. Eller i hvert fald det meste af tiden. For momentvis dukker der lyspunkter op. Lyspunkter hvor Sonata Arctica viser en smule bid. Som på “Half A Maraton Man”, hvor bandet endelig blænder op for en del mere pondus, saft og kraft end på resten af pladen. Eller på den ganske flotte “What Did You Do In The War, Dad?”, der vinder på den stærke melodi.
Men så stopper det altså også her!
For fuldstændig galt går det altså på sangen, der handler om……… en lyseblå sky(!)…. ja i læste rigtigt…. sangen hedder “Cloud Factory” og med en tekst der i omkvædet siger: “There Is a Factory Clouds Are Made In – They Make ’em Big And Blue”, har jeg sgu svært ved, at tage det her foretagende seriøst. (Du kan høre nummeret om den lyseblå sky nederst, hvis du tør!) Hvad bandet har tænkt på her skal jeg ikke gøre mig klog på. Men for fanden Sonata Arctica. Det VED jeg I kan gøre bedre. Det har i bevist før! Det er sgu’ for sukkersødt det her.
Endnu mere galt går det så på nummeret “X Marks The Spot”, et nummer der måske tangere noget af det dårligste jeg nogensinde har lagt øre til. Kort fortalt kan i forvente en form for spoken word i en mikstur af en smule symfonisk metal og et børnekor, der synger gospel, efter der er blevet sunget: “Come On Children let me hear you sing: Yea yea” – lyder det underligt på skrift, så vent til du selv hører det.
Jo jeg havde faktisk dannet mig en smule høje forventninger af Sonata Arctica denne gang. Men Pariah’s Child ender, i bund og grund ud, som et komisk indslag hos et band, der ellers normalt har styr på deres sager. Synd og skam, nu vil jeg sgu høre den nye med Gamma Ray istedet! ØV!
Sonata Arctica – Pariah’s Child udgives via Nuclear Blast d 28/3 2014