Dansk grindcore-angreb med en masse mængde død overbeviser på debutpladen
Åh, grindcore.. Sammen med power-metal er det nok en af de få genre-grene jeg endnu ikke har lært at elske til det fuldeste (uden jeg skal sammenligne de to, overhovedet..). Men lagene i musikken er dog så småt ved at åbenbare sig for mig, og meningen bag galskaben begynder så småt at vise sig. Og hvilken bedre grund skal jeg så bruge, til at tage fat i det nye danske grindcore-håb Gestapolis? Ingen, siger jeg!
Og heldigvis for mig, er denne grindcore-pille væsentlig nemmere at sluge, idet at Gestapolis vælger at inkorporere en masse dødsmetal-elementer til ligesom at bryde hele kaoset lidt mere op. Dette er med til at gøre tunge stykker (breakdowns om man vil) ENDNU tungere samt fremhæver anarkien i det kaos som genren ellers tit tendenserer til.
Hovedpersonerne på pladen må uden være forsanger Mathias Junge samt trommeslager Mads Lauridsen. Brutaliteten i vokalen er sjældent set mere frygtindgydende i Danmark, og passer perfekt sammen med Jakob Larsen’s mere high-pitchede vokal (han er desuden forsanger i black metal bandet Eldjudnir, så det giver mening det hele). Det ultra-tighte og aldrig kedelige trommespil er virkelig gennemført og er med til at styre slagets gang på skiven.
Det uhyre fede groove i nummeret “Fejlgearet”, den gennemtæskende “Profit Jesus” og alle de små skøre lydbidder (fx Arnold-quotet “PUT THAT COOKIE DAAAUWN”) er med til at skabe helheden på pladens 20 minutter over 14 numre.
Gestapolis har med “Amagerland” været med til at åbne mine øjne for at grindcore sagtens kan gøres spændende og dynamisk uden det hele skal munde ud i 20×30 sekunders frontalangreb. Og tak for det! Vi ses i pitten.
