For tredje gang i år stod den på Volbeat for undertegnede. Kendetegnet for disse tre gange har været det faktum, at alle tre koncerter er blevet spillet på tre meget forskellige spillesteder. Tre forskellige venues, hvor Volbeat har skulle bevise deres værd. Den første var i så intime rammer, som det nu engang kan blive med Volbeat – nemlig i Vega. Den anden gang var på det måske største sted man kan opleve Volbeat – nemlig på Orange Scene. Og så endelig i betonkatedralen aka Forum i København.
Iced Earth
Men først skulle vi igennem “support”-navnet. Iced Earth behøver ikke nogen videre introduktion, hvis man bare er lidt tilstede i metalmiljøet. Men spændende var det dog, at disse semi-legender skulle varme folket op inden Volbeat. Og så kunne true-eliten jo sagtens råbe op om, at Iced Earth bestemt ikke burde være før Volbeat. Men ved I hvad? Jeg tror lige præcis at Iced Earth var PRÆCIS hvor de ville og ønskede at være. Som et band med så mange år på bagen og så stadig kunne få lov til at ramme nye mennesker og måske få nye fans. Det må være det det handler om for et band.
Ingen tvivl om, at Iced Earth var på udebane denne aften. Og det tror jeg bestemt også godt de var klar over. Størstedelen af Volbeats publikum kender simpelthen ikke til bandet. Men det var bestemt ikke noget der slog bandet ud. Med så stor en erfaring Jon Schaffer og co. har så ved de også hvodan sådan et job skal spilles. Der var blevet lagt betydelig vægt på de mindre hårdtslående numre og mere fokus på de melodiske og semiballaderne. Derudover fik vi leveret et par helt nye numre fra deres kommende skive, en skive de iøvrigt kommer forbi Danmark med igen i 2014 når de rammer Lille Vega.
Iced Earth spiller simpelthen forrygende godt sammen. Men aftenens helt store minus var altså vokalist Stu Block jeg ved simpelthen ikke om manden intet monitor havde eller om han var syg, men du godeste hvor sang han dog rygende falsk op til flere gange. Særligt i den ellers så fantastiske Watching Over Me var den helt gal.
På trods af det og på trods af, at jeg savnede en smule mere af de hårdtslående numre var Iced Earth en glimrende start og lyden i Forum viste sig fra sin bedste side!
Volbeat
Indrømmet så er jeg ved de seneste to koncerter med Volbeat i hhv. Vega og på Roskilde ikke blevet blæst bagover. Om denne aften kunne gøre op med dette måtte tiden vise.
Da lyset gik i Forum var der i hvert fald ingen tvivl om, at folket var klar til at tage imod bandet, der lagde dejlig tungt ud med min personlige favorit fra den nyeste Outlaw Gentlemen and Shady Ladies. Nemlig den old school metalliske “Doc Holliday”. Og sikke en start! Eksplosioner og ild var der nok af. Og noget Volbeat egentlig aldrig har brugt før. Men nu var det altså på tide.
Og det var samtidig også på tide, at Volbeat tog det næste skridt i forhold til større scenedekorationer. I bedste teatralsk 80’er stil var scenen udformet som en stor kirkegård med en masse dekorationer. Med hhv. en stor kirke, en række kors, gravsten, en hængende mand og jeg kunne blive ved. Forrest stod bandet, som altid anført af Michael Poulsen, der til denne lejlighed gudskelov også havde skruet lidt ned for alle takketalerne og lod musikken tale istedet.
Det er længe siden jeg har hørt Volbeat sætte en koncert igang med så tonserfede numre i starten af sættet. “Doc Holliday” efterfulgt af den groovede metalliske “Hallelujah Goat” og så et kærkomment velkommen tilbage til Radio Girl. Sådan skal en koncert sparkes igang og så ellers direkte videre til “Mirror and The Ripper” og “Sad Mans Tongue”!
Der er ingen tvivl om, at det at gå til en Volbeat koncert ikke så overraskende også er, at opleve et andet publikum end dem man normalt ellers ser til de koncerter vi som metalfans kommer til. Det er hele Danmark der har taget imod bandet med åbne arme og sådan er det nu engang. Og selvom den over to timer lange koncert midtvejs synes at træde en smule vande 
med de klassiske gæster (Johan Olsen og Pernille Rosendahl) blev alt godt igen så snart den forrygende “A Moment Forever” fra Rock The Rebbel-udgivelsen satte Forum i kog.
Jeg har sagt det før. Men Rob Caggiano er altså det bedste der kunne være sket for Volbeat. Med ham har de fået en lyd der foralvor kan sikre dem international hæder. Soloerne sidder perfekt og han formår simpelthen, at give en anden kant til Volbeats bagkatalog. Som de faktisk kom godt rundt i denne aften. Fordelt med hhv. to numre fra “The Strength/The Sound/The Songs”, 4 fra hhv “Rock the Rebel/Metal the Devil” og “Beyond Hell/Above Heaven”, 5 fra “Guitar Gangsters & Cadillac Blood” og 7 fra “Outlaw Gentlemen & Shady Ladies”.
Og jo. Indrømmet. Jeg synes sgu også at “Cape Of Our Hero” er et røvkedeligt nummer – også i livesammenhæng. Men glæden ved så at høre “Caroline Leaving’s” tilbagekomst lige efter, iøvrigt med et kæmpestort flammende dødningehoved hejst op samtidig, kunne så gøre op for dette. Og det er lige netop det Volbeat kan og gør. De rammer bredt og de har succes med det.
At kalde Volbeat sell-outs – tjo. De kan i hvert fald hejse udsolgt-flaget ved samtlige af deres koncerter.
Bedste Volbeat-koncert i mange år! Jer der har sikret sig billet til den sidste DK-koncert kan godt glæde sig!
