Et af Norges aller ypperste black metal orkestre gæstede en kold og våd torsdag den gamle biograf på Amager. Det var en rejse op ad bakke, der til sidst gav fuld pondus!
Chthonic
Første navn på scenen var lidt en special guest i forklædning (i mere end blot én forstand). For der var nemlig tale om ingen ringere end Chthonic – Taiwan’s nok mest anerkendte metalband! Men en torsdag aften i Amager Bio lignede de mest af alt “blot” et supportnavn for et navn vi alle kender væsentligt bedre. Så da de gik på scenen, var det med vanlig skepsis blandt publikum, armene over kors og en lettere forventende attitude.
Da Chthonic så kom igang var det tydeligt at se at de er et band der uden tvivl har en masse at byde på, og er meget scenevante! Det hele virkede meget autentisk, og deres blanding af black metal og traditionel øst-asiatisk musik ledte straks tankerne hen til et band som fx Melechesh. Men lyden til Chthonic var generelt set desværre piv-ringe, og forsanger Freddy Lim lød flere steder meget skinger, som gjorde at fokus på musikken desværre blev fjernet komplet. Og hvor er det dog med had/kærlighed-forhold at de har eye-catcheren Doris Yeh på bas, klædt i et outfit der ikke overlader meget til fantasien (også sjovt at se de mange zoomende smartphones rettet mod hende..).
Ikke overraskende var det sidste og deres vel nok mest kendte nummer, “Takao”, der fungerede bedst -men så var det også ret godt.
En fin start, men intet fantastisk.
Satyricon
Mægtige Satyricon! Åh ja, sidst de gæstede Danmark var til Royal Metal Fest i April måned, og for satan hvor står den koncert stærkt i erindringen! Det var en magtdemonstration uden lige, så det var klart at forventningerne var skruet helt i vejret, når de skulle gøre entré i Amager Bio!
Der blev lagt stærkt ud med et springfarligt trekløver i form af “Hvite Krists Død”, “Now, Diabolical” samt “Black Crow On A Tombstone” – bum! Men så kom det måske forventelige (men som man ikke håbede på) – de nye numre, der i aften faldt meget til jorden. Ligesom det er med pladen (personligt for mig), så kræver den minimum 4-5 gennemlytninger før at den sidder under huden, og at se numrene live var som om jeg startede forfra ved nul. Jeg følte det SLET ikke (med én undtagelse godt nok..). “Our World, It Rumbles Tonight”, “Ageless Northern Spirits” og “The Infinity Of Time And Space” var kort sagt røv-kedelige. Men så er det fucking heldigt at et nummer som “Nekrohaven” er på den skive, for hold kæft det er et fedt nummer! Og fucking heldigt er det også de har lavet numre som “Forhekset”, “To The Mountains” og “The Pentagram Burns”. For SÅ vågnede publikum fanme op! Herefter gik Satyricon så af scenen, og blev i stor stil hujet, klappet og trampet tilbage på scenen, til et af de stærkeste tre-kløvere af ekstranumre jeg længe har hørt: fælles-sang til den altid episke “Mother North” – BUM – vild mosh-pit til den rockende “Fuel For Hatred – BUM – samt hittet og fan-favoritten “K.I.N.G” – BUM!
Satyr var som sædvanelig i sit es og er velnok black metallens bedste front-og showmand (?). Så han er i sig selv show nok, og når han har den menneskelige mentronome – den mange-armede Frost bag tønderne, så kan man ikke andet end at tabe kæften over hvor tight det hele er på scenen.
Der var ikke noget drabelig corpse-paint, ikke nogle brændende kors, ikke noget blod og intet ild. Men Satyricon har ikke behov for alt dette gimmick, så til trods for at de havde en god start, en meget sløv midte og eksplosiv finale, så fik de kørt sejren i hus til sidst!
