Vans Off The Wall Tour var kommet til landet med et latterligt udført arrangement der sked højt og helligt på den ellers flotte mængde fans der var mødt op i Store Vega.
Her ankom man til spillestedet – ok, vi var lidt forsinket, pga et kamera der skulle lånes der aldrig mødte op, men ikke nok til at det var katastrofalt.. Men man bliver mødt af en kammerat i foyeren, der meddeler at både Like Moths To Flames OG Memphis May Fire allerede har spillet… What!?.. Vans Off The Wall Tour havde nemlig besluttet at de danske fans ikke betyder nok til at man gider overholde tidsplanen, fordi de efter sigende skulle hurtigt videre bagefter – så man smed da lige første navn på næsten en halv time før annonceret tid.
FØJ FOR HELVEDE siger jeg bare! Det lige før jeg skider i mine Vans sko af foragt! Håber i det mindste der sidder nogle folk og græmmer sig et sted, for ting som det her er slet ikke acceptabelt!
Vi kan dermed af gode grund kun give jer lidt ord fra koncerterne med We Came As Romans og hovednavnet Parkway Drive!
We Came As Romans
Ja, første band jeg fik set denne aften var som sagt We Came As Romans fra Detroit i USA. De er et band jeg ikke helt kan finde ud af om de tiltaler mig eller ej, men We Came As Romans har med nogle af deres sange alligevel formået at fange min opmærksomhed – eller i det mindste sørget for at jeg har en sang eller to på hjernen engang i mellem. Så deres koncert her i Vega skulle blive spændende at se, om de i virkeligheden har noget større at byde på.
Bandet lagde hårdt ud med det nyere nummer ”Tracing Back Roots” fra pladen af samme navn, og her har We Came As Romans smidt mange af de forældede elektroniske elementer, til ære for en mere rendyrket guitar-lyd, hvilket klæder dem utroligt godt.
I slutningen af nummeret kom bandets clean vokalist så på scenen, og det var her tingene begyndte at irritere mig lidt. For selvom han har nogle hooks jeg godt kan nynne med på, så er hans fremtoning virkelig utålelig! Han passer på ingen måde ind, med mindre deres mål er at have en popdreng på scenen med kiksede bevægelser, der hele tiden ser ud som om han er med i en One Direction musikvideo. I så fald, bravo!
Men lyden er faktisk ret god – og høj! – og jeg føler mig til dels underholdt showet igennem, der peaker med hittet ”Hope” med sit uhyre catchy omkvæd får godt gang i folk.
Desværre virker deres optræden blot som ”another day on the job”, og jeg føler ikke at publikum bliver inkluderet i deres optræden. Måske We Came As Romans, ligesom resten af tour-produktionen, bare havde lidt travlt med at komme videre?
En ok men lettere kedeligt koncert, så om Romerriget kan bestå eller atter falde, må tiden vise. Efter i aften vakler det dog en smule.
Parkway Drive
Efter godt en halv time skulle der gå før næste navn gik på scenen – men man skulle godt nok ikke vente længe før man var 101% sikker på hvem hovednavnet var i aften – nemlig Parkway Drive! Længe før de gik på, blev der således råbet ”Parkway Drive!” i kor, stampet i gulvet og klappet og hujet, og da lyset så endelig gik ud blev man mødt med øredøvende jubel. Fantastisk!
Parkway Drive er og bliver den største opvisning i hvordan metalcore-genren skal eksekveres live. Fandens høj energi, et smil på læben samt masser af oprigtighed, kærlighed til sin musik og knivskarp publikumskontrol-og kontakt. Dette bliver alt sammen mestret til fulde!
Der blev indledt med nummeret det hårdere nummer ”Dark Days” fra den seneste plade ”Atlas”, og herefter blev det en tour de force i bandets vel nok stærkeste bagkatalog og 13 numre senere har vi fået hørt numre som de energiske ”Sleepwalker” og ”Swing”, de tunge numre ”Deliver me” og ”Boneyards”, de lidt mere stille (hvis man ellers kan kalde dem det!) ”The River” og ”Home Is For The Heartless” samt de ubestridte højdepunkter – og bandets bedste numre – ”Wild Eyes”, ”Idols And Anchors” og afslutteren ”Carrion”. Alt sammen perfekt afbalanceret mellem højt og mellem-tempo samt nyt og gammelt.
Den sympatiske energibombe af en forsanger Winston McCall var også i sit es i aften, lige med undtagelse af han lige skulle varme stemmen ordentlig op i de første par numre, hvor han godt kunne virke lidt lav. Men herefter var han mindst lige så imponerende som på plade! Stærkt!
Publikum var også fantastiske! Masser af energi, sing-a-long, crowdsurfere, kæmpe moshpit og nogle der havde været så passende at hive badedyr med (i god tråd med Parkway Drive’s australske surfer-baggrund). God stemning hele vejen igennem og det var umuligt ikke at blive glad i hele skærmen af at være tilstede denne aften!
Hen mod slutningen, efter bandet var gået af scenen og var kommet tilbage igen, sagde Winston McCall at de lige havde tid til éen sang mere, hvorefter en fra publikum kommer med den obligatoriske ”Spil den med Slayer!”. Winston kommenterer at de kan de sgu nok ikke, hvorefter hele salen råber ”Slayer! Slayer! Slayer!” – meget underholdende!
Efter godt en times tid gik Parkway Drive af scenen igen. En alt for kort oplevelse hvis du spørger mig (specielt når hele arrangementet allerede sluttede ca. 22:15…), men til gengæld var det en kompakt og intens en af slagsen.
