Der var dømt både nyt og gammelt indenfor dansk metal, da Mercenary og Essence lagde vejen forbi Lille Vega i fredags. Med sig havde de taget københavner-drengene fra Electric Hellride med og det skulle vise sig, at være en rigtig god idé!

Electric Hellride

For Electric Hellride gik til stålet allerede fra første nummer, Phosphorous. Bandets blanding af thrash, groove og core er en efterhånden ved at være en klassiker herhjemme, og efterhånden skal bands i disse genre til at vise en smule mere originalitet, før det for alvor kan komme op og rykke i mig. Men i løbet af den halve time bandet spillede blev der fremført et par nye numre, der lød en hel del tungere, end hvad man før har hørt hos Electric Hellride, hvilket bestemt er positiv! Disse nye numre skulle gerne komme med på en kommende EP bandet snart vil udgive.

Electric Hellride blev dannet i 2009 og har siden der bl.a. spillet på Wacken Open Air i 2012 og udgav samme år deres debutalbum “Hate.Control.Manipulate” på Mighty Music.

Denne aften udviste Electric Hellride en spilleglæde der ramte så absolut plet hos publikum i Vega. Skønt salen ikke var fyldt formåede bandet at få rusket publikum godt varme inden aftenens to hovednavne. Og det skyldes udentvivl den smittende energi københavnerne udviser på scenen. For hold da nu helt kæft hvor bliver gået til den når Electric Hellride slipper tøjlerne. Særligt bandets trommeslager Brian Olsson er simpelthen nødt, til at få et par ord med på vejen for den kæmpe energi der bliver udvist bag tønderne.

Alt i alt var Electric Hellride en ganske glimrende oplevelse og en dejlig start på aftenen, selvom bandet spiller en type af metal herhjemme, man efterhånden har hørt lige lovlig meget af til at det rent musikalsk for alvor når helt op i de øverste lag.

7-penta

 

 

Essence 

IMG_2340[1]Så var det tid til det band jeg til aftenen havde set allermest frem til! Det er blevet sagt før og nu siger jeg det igen: de er og bliver Danmarks metalhåb netop nu. Og siden jeg så de unge jyde-thrasere for første gang på Gimle i Roskilde for et par år siden til The New Era Tour, er der sket ufattelig meget for det unge band. Lange europa-tours med store, etablerede navne, support for både In Flames og Megadeth og nu med hele to udgivelser i sækken.

Fra bandet satte i gang med Final Eclipse var det da også helt tydeligt, at den voldsomme turné-virksomhed bandet har været igennem, har sat sine spor. Det var et top-proffesionelt Essence der denne aften stod på scenen i Vega. Dog stadig med de helt store smil på læben, der tilkendegiver at bandet simpelthen bare nyder at spille rendyrket thrash, om det så er på en stor eller lille scene.

Setlisten denne aften viste et herligt mix af både nyt og gammelt Essence, hvor ny-klassikeren Blood Culture endnu engang viste sit kæmpe store potentiale. Det nummer er simpelthen et af de bedste der længe er skrevet i dansk metal, med sit forrygende drive og fængende riffs.

Aftenens desværre nok største minus må dog siges at være møntet på vokalist Lasse Skov, hvis vokal denne aften synte at svigte. Det virkede som om, den ellers så glimrende råbe vokal simpelthen manglede noget saft og pondus i Lille Vega. Til tider lød det desværre næsten falsk. Jeg tænker om sangeren måske har haft problemer i form af sygdom? Denne aftenen var vokalen simpelthen bare ikke god nok og flere gange kæmpede Lasse mere end hvad godt var, for at ramme de høje toner. ØV, den havde jeg ikke set komme.

Fraset den tynde vokal var det et Essence i absolut topform og kan det holdes er der kun én vej for gutterne og det er frem!

7-penta

 

 

 

Mercenary

IMG_2341[1]Mercenary er efterhånden et helt klassisk navn på den danske metalscene. Bandets blanding af melodød og power metal har givet dem en større skare af fans, hvor flere af disse var samlet i Lille Vega denne aften.

Der blev lagt ud med New Dawn efterfulgt af Soul Decision. Men fra start virkede det som om at bandet holdt en smule igen. Der synes ikke at blive udvist den helt store spilleglæde og selvom manden i front René Pedersen igen og igen forsøgte, at piske en stemning ind hos sit noget stillestående publikum så syntes det ikke at hjælpe. Det blev i hvert fald helt tydeligt, da den ønskede wall of death på ingen måde blev ført ud i livet.

Lyden var ellers ganske god og hvert et instrumentet syntes at have deres rette plads i lydbilledet. Men ærlig talt gutter, I kunne nu godt have spillet Firesoul. Det var helt klart en mangel i sætlisten, hvilket bandet i den grad også fik at vide, da de afsluttede deres time-lange koncert, uden at have spillet hittet. Publikum krævede det, men lige lidt hjalp det. Vi fik den ikke!

For mig virkede Mercenary denne aften som et band, der var blevet overhalet indenom af nogle unge gutter fra Aalborg. Der var på ingen måde samme nerve og energi, at spore hos Mercenary, som der var med Essence kort forinden. Koncerten var som sådan ikke skidt, den var bare ganske kedelig.

6-penta