IMG_2185[1]Det er kun lidt over ét år siden, at Paradise Lost sidst besøgte København. Nu stod de så på scenen i Danmark igen i et ganske fyldt Lille Vega omend ventetiden på bandet nærmede sig det direkte urimelige denne aften. 

Dørene åbnede kl 20 og aftenens første og eneste support-act “Outshine” var blevet annonceret til at skulle gå på kl 21. Da klokken slog 21.20 var Outshine endnu ikke gået på og man begyndte efterhånden at tro, at det skulle blive en lang aften. Men så gik Outshine endelig på og leverede en på ingen måde medrivende koncert. Bandet har en fed forsanger, men så stopper det vidst også her. Bandets blanding af Alice in Chains og tidlig Nine Inch Nails ramte mig bestemt ikke denne aften. Måske mest af alt fordi bandet overhoved ikke virkede til at gide det denne aften i Lille Vega og så mangler de stadig det fede nummer, der skiller sig ud fra resten af deres numre.

Efter en længere change-over var klokken blevet 22.30 før Paradise Lost gik på. At publikum skulle vente i 2½ time efter dørenes åbning er simpelthen i overkanten, særligt når man IMG_2188[1]tænker på, at der “kun” var ét supportnavn.

Men nu stod de altså på scenen og tonerne af “Embers Fire” og den glimrende “Erased” sparkede koncerten igang. Den gotiske metal havde det ikke videre godt i Lille Vega’s ellers så ofte glimrende  lydforhold. Det var tungt, højt, men alt for basset og så var vokalen næsten væk. Samtidig stod jeg med fornemmelsen af “endnu en dag på kontoret” for Nick Holmes og resten af Paradise Lost.

Nuvel Nick Holmes var da i ganske godt humør denne aften og der blev små-snakket og fyret et par (ikke ofte) så vellykkede jokes af fra scenekanten. Desværre led hans vokal af, at være en kende slidt denne aften. Der var et par falske fraseringer hist og her og flere steder, knækkede stemmen helt over. Måske var det derfor, man havde valgt at skrue hans vokal så langt ned i det samlede lydbillede?

Jo vi fik leveret “As I Die” og den smukke “The Enemy” afsluttede hovedsættet, inden bandet igen kom på scenen til “The Rise of Denial”. Flere gange i løbet af koncerten forsøgte Nick Holmes, at få os igang ved gentagende gange at klappe i takt. En manøvre der er så gennemarbejdet, at det i længden simpelthen bare bliver kedeligt og det var egentlig ganske kendetegnet for denne koncert. Det virkede som endnu en dag på kontoret for Paradise Lost, der leverede en kedelig og forudsigelig koncert i et mudret lydbillede. 

5-penta