Watain-The Wild HuntWatain viser stadigvæk tænder, dog uden at bryde grænser. The Wild Hunt er i lange drag hvad man kan forvente, uden så meget mere.

Watain er vel nok en af black metallens største gåder. De balancerer perfekt mellem total anarki, politisk ukorrekthed, skandale og major label, skønsang og grammy-priser. En balancegang jeg nyder at følge, fordi det bliver aldrig helt pænt – musikken er fandenivoldsk, bidsk og tit overraskende, uden at det behøves være lo-fi black metal indspillet på en diktafon i en olietønde (fred være med dem der foretrækker det sådan…). Og så står de for at have leveret den mest intense, helvedes storladne, voldsomme og smukke black metal koncert jeg nok nogensinde har set, da de nedlagde Party Stage på Wacken Open Air i 2011.

På “The Wild Hunt” tager Watain skridtet ud som signet på Century Media – et skridt der godt kunne gå hen og blive farligt, og mange var nok også lidt bange for dette, da første-singlen “The Child Must Die” udkom. Jeg kan på nuværende tidspunkt sige at der ikke er grund til at frygte. Watain er nok engang stadig Watain – de udfordrer os godt nok lidt mere nu, som fx på nummeret “They Rode On” der er et akustisk nummer med clean vokal (!!!). Men nummeret “De Profundis” skal ikke have spillet i mange sekunder, før de jagende delay-efekter, de tæskende trommer og paniske riffs atter en gang åbner ballet for den Watain vi kender.

Pladens bedste nummer “Black Flames March” samler tråden op fra deres forrige plade “Lawless Darkness”, ved at have et melodisk riff og mange stemningsskift fra melankoli til soniske black metal angreb flere gange undervejs. Faktisk kan jeg ikke lade være med at tænke lidt på Behemoth når jeg hører det her nummer, og det skal absolut ses som en god ting!

Resten af pladen er, uden at vække den største opsigt, stadig gedigen og vellydende black metal. Som fx “Sleepless”, der tonser manisk derudaf lidt i samme stil som “De Profundis”, titelnummeret “The Wild Hunt” har en dragende og hypnotiserende stemning, “Outlaw” der med sine østlige rytmer næsten tangerer lidt til at lyde som deres kolleger i Melecesch, et flot instrumentalt nummer i “Ignem Veni Mittere” og den yderst “Casus Luciferi”sk tilbageskuende “Holocaust Dawn”.

Watain har med “The Wild Hunt” begået en sikker plade, der nok skal please sine fans, uden at de bliver med de største armbevægelser og underdanighed.
Men bookerne i Danmark må gerne snart tage sig sammen til at hive dem her til landet – for dét show.. DÉT show.. Wow..

7-penta“The Wild Hunt” udkom d. 19/8/2013 via Century Media”