Årets første koncerter på Wacken blev åbnet i den herligste sommervarme. Torsdagen var kendetegnet ved en række ældre ikoniske hard rock bands, noget atypisk metal-opera samt metalverdenens aller største show, der alle var med til at sparke festivalens musikdage igang.
Annihilator – Black Stage (anmeldt af Weiss)
Efter den klassiske Skyline-åbning var det blevet tid til det første rigtige band på Wackens to hovedscener. Annihilator fra Canada stod klar med deres på en gang hurtige, men også meget melodiske thrash metal. Bandet har deres rødder tilbage til start 80’erne og må siges at være et af Canada’s største eksportvare når det gælder metal-musik.
Området foran Black Stage var godt pakket og folk syntes at være klar på endelig at få sparket festen igang. Det blev den så sandelig også allerede fra start, da bandet lagde ud med “Smear Campaign” efterfulgt af den klassiske “King Of The Kill”. Næverne kom solidt i vejret og bandet virkede glade for endelig at stå på Wackens scene igen efter en længere årrække.
Annihilator har skrevet en række fede riffs igennem årene, men alligevel har de ikke de numrene skrevet, der for alvor kan kategoriseres som klassikere. Det savnede man en smule ved denne koncert, der syntes at gå noget dødvande midtvejs. Om det skyldes den stegene varme eller det faktum at Annihilator simpelthen mangler det RIGTIG fede nummer skal jeg ikke gøre mig klog på.
Sikkert er det dog, at Annihilator gjorde en fin figur på Wacken og da bandet lukkede og slukkede med “Alison Hell” var stemningen helt i top blandt det svedne publikum.
Haggard – W.E.T Stage (anmeldt af Aleg-One)
Der er noget lettere komisk og/eller befriende og/eller fandens fedt at opleve et orkester med op imod 20 medlemmer stå på en scene så lille som den i det store telt denne torsdag aften. Haggard er et band der spiller metal der smager af både folkemusik og opera, oftests med store armbevægelser og en god historie at fortælle! Så det at opleve dem live for første gang, var noget jeg havde set frem til!
Deres koncert var indbegrebet af god stemning og vellyd. Publikum virkede helt klar på at opleve noget de ikke ser hver eneste dag – og det fik de! Specielt under nummeret “Awaking The Centuries” fra pladen af samme navn gik rent ind med de klassiske strygere og opera-vokalen blandede med de dybe dødsmetal-growls fra frontmand og torveholder Asis Nasseri.
Alt i alt en ganske tilfredsstillende oplevelse, som jeg håber på at opleve igen snart! En lidt større scene og længere spilletid ville dog være rart…
Thunder – Black Stage (anmeldt af Weiss)
Og så blev det tid til noget helt, helt andet. Wacken’s Black Stage stod torsdag i hard rockens tegn. Efter en kort chance-over, var det blevet Thunders tur på Black Stage. Deres melodiske hard rock må siges at være noget af det blødeste jeg endnu har lagt øre til på Wacken’s hovedscene. Men velspillet var det godt nok, allerede fra første akkord satte i med “Dirty Love” .
Danny Bowes er blevet en ældre herre at se på igennem årene der er gået, men vokal-mæssigt er han stadig utrolig dygtig. Selvom sveden løb af frontmanden i et sådan tempo, at man troede han kunne falde om når som helst af væsketab, så gav han den alt hvad stemmen kunne trække.
Desværre var der ikke mange der havde taget plads foran Black Stage til Thunder og i virkeligheden skulle dette band slet ikke have stået på den store scene. Argumentet for at placere Thunder på Black Stage må være, at de ikke kræver meget i forhold til deres produktion på scenen og Wacken derfor kunne lave en hurtig chance-over til Deep Purple på Black Stage efterfølgende, da Rammstein havde sikret sig hele True Metal Stage denne dag. Ellers kan jeg ikke se idéen med dette band på den store scene.
Lyden var noget nær perfekt og Thunder var i det store hele en dejlig oplevelse i Wacken’s eftermiddags-sol, selvom en mindre scenen kunne have gjort meget mere for dette band.
Deep Purple – Black Stage (anmeldt af Weiss)
Og så blev det tid til et af aftenens første rigtige hovednavne. Deep Purple behøver nærmest ingen introduktion, man skal blot sige Smoke on the Water og så ved man hvad det her handler om.
Jo Deep Purple er så sandelig blevet ældre med årene, der er gået og det ses tydeligt hos særligt Ian Gillan, der kæmper en hel del med vokalarbejdet. Det var helt tydeligt allerede i første nummer Highway Star, at manden ikke længere har en vokal som i storhedstiden.
Som jeg også skrev i mit fokus på Deep Purple i optakten til Wacken 2013, så er en af Deep Purple’s helt store styrker rytmearbejdet mellem Ian Paice på trommer og bassist Roger Glover og endnu engang var det en korrekt antagelse. Det sammenspil er simpelthen i særklasse. Ian Paice svinger uhyggelig godt med sit kogende gryde-arbejde. Han har den helt rette feeling i sit spil, der ofte udvikler sig i jazzede eskapader. Sådan var det på Wacken og forhelvede hvor var det fedt.
Som i 70’ernes storhedstid gik Deep Purple også på Wacken ud i lange, lange syrede jam-sessions fordelt mellem guitar og orgel. Denne gang synes det dog en tand for meget og det var som om, at 70’er-syren ikke helt fungerede på en stor festival metalfestival som Wacken. Folk kedede sig simpelthen i de lange, lange solo-passager. Men sådan er Deep Purple nu engang, her fungerede det bare ikke optimalt og man stod egentlig kun og ventede på, at de store hits blev leveret mellem alle soloerne.
Det blev de gudskelov også med både “Strange Kind of Woman”, “Perfect Strangers” , og selvfølgelig “Smoke on the Water” inden ekstranumrene med “Hush” og “Black Night” sendte publikum over mod True Stage, hvor Rammstein ventede kun et kvarter efter.
Deep Purple er nu engang Deep Purple, men med deres lange syrede soloer formåede de ikke at opretholde interessen på en så stor festival som Wacken.
Rammstein – True Metal Stage (anmeldt af Aleg-One)
Rammstein er vel efterhånden synonym med ”over the top”. Alt de leverer er der meget af! Skal der være ild? Så er der MEGET ild! Skal det være perverst? Så er det MEGET perverst? Skal det være blodigt? Ja, I ved hvor jeg vil hen..
Dette er også noget der er med til at gøre en oplevelse med Rammstein helt speciel. For de ved hvor skabet skal stå, og det bliver stillet hver gang de går på scenen.
Personligt var det min første gang i selskab med Rammstein (don’t ask why..), og dette har jeg ladet mig fortælle også var grunden til at jeg nok blev blæst så meget bagover som jeg gjorde. For de har det vidst med at levere lidt af det samme show uanset hvor de står henne. Og man kunne godt håbe på at når det nu er deres første gang på Wacken, når det nu er på hjemmebane og når de nu har haft jeg ved ikke hvor lang tid til at sætte showet op (jeg lurede at de allerede testede ”Pussy”-kanonen dagen før).
Men underholdt var jeg sgu! Og når man starter med et festligt nummer som ”Ich Tu Dir Weh” og slår over i ”Wollt ihr das Bett in Flammen sehen?” er der ikke en nakke i ro på hele pladsen!
Undervejs fik vi selvfølgelig også “Mein Teil” med en komplet bindegal Till Lindemann i blodigt slagterkostume og stor gryde, ”Büch Dich” (med flabet ”Rammstein”-intro) der endte i rendyrket S&M show! Vildest mener jeg dog det var under ”Du Hast” hvor der blev skudt fyrværkeri hen ud over publikum der blev sendt tilbage igen på scenen hvor det hele endte i et stort brag – fanme skarpt! Og for helvede hvor er det også fedt at opleve 60-70.000 mennesker synge med på alle Rammstein’s tekster! Helt unik oplevelse er jeg helt sikker på!
Alt i alt var jeg ganske tilfreds med Rammstein’s koncert og kan ikke se hvordan jeg kunne have været underholdt bedre – personligt. Som helhed havde man måske forventet lidt ekstra glasur på kagen? Det er jo trods alt det de er bedst til!
Så min bedømmelse må falde på at det er min første gang i selskab med de gale tyskere!
