Sidste dagen på Wacken 2013 bød på lidt af hvert, både musikalsk og vejrmæssigt! Med alt fra pirat-metal, groove-metal, symfonisk-metal og storslået klassisk musik!
Alestorm – Party Stage (anmeldt af Weiss)
Så skulle Alestorm ENDELIG opleves for undertegnede. Jeg måtte misse deres koncert på Copenhell pga black metal -bandet Bornholm. Men nu var tiden så endelig kommet til at skulle opleve pirat-metallerne. Jeg har hørt fra en hel del fra folk i miljøet, at Alestorm ikke fungere live. Jeg er dog vild med dem på plade, så det skulle blive spændende at se om folks antagelser om dem live ville holde stik. Er de så dårlige som folk siger?
Med det samme stod det klart, at Alestorm var blevet placeret på den forkerte scene. Der var ALT for mange samlet ved Party Stage og når denne scene i forvejen har problemet med gentagende elendig og alt, alt, ALT for lav lyd, så bliver det simpelthen svært, at gennemføre en ordenlig koncert. Og ja, det måtte Alestorm sande. Lyden var simpelthen forfærdelig og gennemgående alt for lav. Det kan ikke være rigtigt at man skal stå foran scenen og så kunne mærke Fear Factory brage afsted på Black Stage samtidig ved siden af.
Alestorm forsøgte ellers at få gang i publikum med deres folke inspirerede metal, men lige lidt hjalp det, da lyden simpelthen ikke var med bandet denne dag. Det kunne aldrig blive godt. ØV – næste gang jeg skal opleve Alestorm skal det være i en pakket klub og ikke under Wacken’s elendige lydforhold på Party Stage!
Lamb Of God – Black Stage (anmeldt af Aleg-One)
Det navn som jeg uden tvivl havde glædet mig aller mest til at opleve på hele festivalen, Lamb Of God, stod klar til at gå på scenen kl 15:45 lørdag eftermiddag. Publikum var klar, glade og op til 15-20 minutter før koncertstart begyndte folk at kalde “Lamb Of God! Lamb Of God!” (nyttesløst, ja. Men det giver da et indblik i stemningen!)
De kom ud til tonerne af Chris Adler’s tromme-intro til nummeret ”Desolation” fra den nyeste plade ”Resolution”, og boom, folk var på! Desværre for Lamb Of God var lyden i det her og andet nummer ”Ghost Walking” ikke specielt god. Det blev der heldigvis rettet op i under ”Walk With Me In Hell” – og så skete det. Et skybrud af dimensioner, der ellers var tiltrængt i den varme vi har oplevet, slog hul i himlen og det var som at kræfterne fra oven, vitterligt prøvede at skræmme os væk.
Men det gik ikke! For selvom mange vendte snuden væk fra pladsen, var der rigtig mange der valgte at blive og holde fest i regnvejret! Og når Lamb Of God, og især frontmand Randy Blythe, er i så god kontakt med sit publikum som de/han var her, så er det sgu svært ikke at føle at man er en del at noget større her. Desværre kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor episk denne koncert havde været, hvis det havde holdt tørt…
Klassikere som blandt andre ”Ruin”, ”Now You’ve Got Something To Die For”, ”Laid To Rest”. ”In Your Words” og ikke mindst ”Redneck” og ”Black Label” blev skudt af med selvsamme velkendte Lamb Of God stil, med kæmpemæssige pits og scene-energi som kun få besidder.
Jeg tror måske det er ret heldigt at skybruddet kom som det gjorde… For ellers havde pladsen nok ikke stået den dag i dag.
Sonata Arctica – Party Stage (anmeldt af Weiss)
Kors hvor er jeg dog blevet gjort til grin og hånet i vores camp gentagende gange efter jeg proklemerede, at jeg ville se Sonata Arctica fremfor Lamb of God på Wacken, særligt efter det finske bands seneste mindre gode koncert i Pumpehuset i januar. Men jeg står fast, jeg er vild med deres seneste Stones Grow Her Name. Så bandet skulle selvfølgelig have en chance mere på Wacken.
Bandets koncert på Wacken var ligesom i Pumpehuset centreret omkring deres seneste udspil, med hele 5 numre fra den nye. Der blev lagt ud med “Only The Broken Heart” og min store frygt for endnu en oplevelse med elendig lyd på Party Stage blev ikke helt indfriet – gudskelov. Forholdene rent lydmæssigt var blevet noget bedre end til Alestorm. Men stadig var det ikke helt godt.
Det samme kan man egentlig sige om Sonata Arctica’s koncert denne dag. For selvom jeg er glad for det seneste udspil, så manglede der simpelthen nogle flere af de ældre uptempo numre, for at koncerten kunne komme helt op at ramme det virkelig fede.
Det hjalp så heller ikke meget på det, at himlen valgte at åbne op for sluserne ca 20 minutter inde i koncerten. Der regnede og regnede og forvandlede med det samme den ellers stenhårde plads til et mudderhul på under 3 kvarter.
Heldigvis for bandet, så har de i det tyske et yderst dedikeret publikum, som modstod regnen og blev stående til det aller sidste. Bandet takkede af med “Don’t Say A Word” efter en koncert der aldrig blev det helt store højdepunkt, men som alligevel var bedre end deres seneste koncert i Pumpehuset. Og nej, mit fravalg af Lamb of God er stadig ikke fortrudt!
DevilDriver – Party Stage (anmeldt af Aleg-One)
Solen var kommet frem igen, promillen var fornuftig og turen gik til Party Stage, hvor groove-maskinen DevilDriver var klar til at gi’ den gas sammen med os!
Og som det før er nævnt, skal det nævnes igen. Lyden – på – Party Stage – er – ELENDIG! Skru nu op for helvede!!
Heldigvis for Devil Driver er de et band der ved hvordan man håndterer en scene, så fokus blev aldrig helt mistet under deres koncert, der til trods for at man kunne stå langt foran og stadig snakke sammen med normal stemme (jep, sådan var det…).
Med en sætliste der var fokuseret på både kendt, gammelt, sjældent og nyt materiale, var der en del at komme efter – og når undertegnedes yndlingsnummer ”Before The Hangman’s Noose” bliver spillet for første gang siden 2011, så er der sgu ikke et øje tørt!
DevilDriver havde kun momentvist svært ved at holde det høje niveau hele vejen igennem, primært på grund af de mange sjældne live-numre og de nye ukendte, der alt sammen nok var med til at fremmedgøre en del af de ikke-hardcore fans tilstede.
Men alt i alt en godkendt præstation, der led under lidt for mange sats fra bandet og en lydmand der forhåbentligt er fyret for længst.
Candlemass – Party Stage (anmeldt af Weiss)
Og så til noget helt, helt andet! Fra let og poppet-metal skal vi til det helt tunge. De episke doom metal legender Candlemass var i år placeret på Party Stage samtidig med Alice Cooper, hvilket nok betød en del på fremmødet til de svenske legenders doom-messe, for vi var desværre ikke særlig mange til koncertens start. Men det lod bestemt ikke Candlemass gå på.
Efter de seneste par koncerter på Party Stage var lektien efterhånden lært. Ville man have det højt og med en lyd der kunne mærkes måtte man stille sig HELT op til fronthegnet ved højtaleren. Det gjorde vi så og ja lyden blev ikke overraskende betydelig bedre. Alligevel står man med den fornemmelse, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at dem længere tilbage ikke kan få det samme ud af koncerten, som dem oppe foran fordi lyden er for lav.
Men nu til Candlemass, som har fået den glimrende Mats med på vokal. Hans stemmeføring passer perfekt til Candlemass omend han måske har lidt for meget Dio-kopi plantet på sig.
Svenskerne spillede denne aften en yderst velspillet koncert. Tungt, riff-basseret og med et suverænt drive, meget få bands gør så godt som Candlemass. Der blev lagt ud med “Prophet” fra deres seneste “Psalms for the Dead” inden vi allerede i andet nummer skulle bruge stemmebåndet og skråle med på klassikeren “Bewitched”.
Candlemass har så sandelig skrevet nogle af de største doom-metal klassikere nogensinde og selvom koncerten led en lille smule af, at det ikke var alle der endnu havde lært den nye plade godt nok at kende helt, så var Candlemass en af de helt store højdepunkter på dette års Wacken. Og kan det egentlig blive andet end det når bandet har skrevet en af undertegnedes absolutte favoritter, den smukke, smukke “At the Gallows End”.
Solen var netop gået ned da Candlemass forlod scenen efter en tung, tung udgave af “Solitude” var blevet leveret. Sådan skal doom satme lyde og så nåede jeg sgu’ alligevel Poision og Schools Out med Alice Cooper!
Finsterforst – Wackinger Stage (anmeldt af Aleg-One)
En af de helt store opdagelser jeg gjorde mig på dette års program, må uden tvivl være det tyske pagan metal band Finsterforst. Men en lyd solidt plantet mellem alt fra Bathory, Immortal, Finntroll og Moonsorrow, kunne man godt tro at det her kunne gå hen og blive en episk og festlig oplevelse!
Hvilket var præcist hvad det blev til! Der var heller ikke meget mere der kunne være perfekt til den her koncert. Omgivelserne i den lille vikinge-landsby var helt perfekte, lyden var perfekt og bandet spillede røven ud af bukserne med både stor indlevelse og gakket uhøjtidelighed.
Højdepunktet til koncerten må nok være det episke nummer ”Fremd”, der ved at have meget mere storladen lyd og flere undertoner af black metal, skilte sig lidt ud, fra de ellers folke-metal drevne sange. Her skal især anden-vokalist og harmonika-spiller Johannes Joseph have stor ros! Fanme en sej gut!
Finsterforst tog os alle med bukserne nede og leverede en professionel, helstøbt og gennemført koncert for de ellers få fremmødte. Det kan alle andre godt ærgre sig over!
Nightwish – True Metal Stage (anmeldt af Weiss)
Nightwish var et af Wacken’s største hovednavne i år. Og det kunne tydeligt mærkes på pladsen for True Metal Stage der var fyldt godt op!
Bandet er fortsat igang med deres omfattende og hårdt-prøvede Imaginaerum world tour, der måtte se Anette Olzon bukke under inden touren sluttede. Istedet har Nightwish fået Floor Jansen med på vokal. Selvom jeg altid har været en støtter af Nightwish med Anette Olzon på vokal, så kan man ikke komme uden om, at Floor Jansen én gang for alle beviste, at hun besider en vokal, der simpelthen bare lyder bedre og er meget varieret end både Tarja og Anette. Floor Jansen’s vokal lyder nemlig som den perfekte mikstur af de to tidligere Nightwish sangerinder og Floor Jansen formåede på Wacken, at gøre sangene til sine egene og til tider bedre end sine to forgængere, fordi hun kan det hele.
Vi fik hvad vi kunne forvente til et show med Nightwish. Store, store armbevægelser, et kæmpe show, godt med ild og en storskærm, der viste billeder fra Imaginaerum filmen. Musikalsk var sættet lagt med hovedvægt på Imaginaerum, hvor vi både fik “Ghost River” , “I Want My Tears Back,” “Last Ride of the Day”, “Song of Myself”, “Storytime” samt en række numre fra Nightwish’ klassiske bagkatalog, hvor “Nemo” selvfølgelig gav plads til den helt store fællessang.
Selvom Nightwish leverede en rigtig go koncert på Wacken, så var den fortsat ikke på højde med deres opvisning i Falconer i 2012, da Imaginaerum-touren ramte Danmark. Den står stadigvæk som en af mine største oplevelser nogensinde og det kunne denne koncert på Wacken ikke på samme måde leve op til. Men lidt er vel også godt?
Koncerten blev iøvrigt optaget og forventes, at blive udgivet på en officiel DVD i den nærmeste fremtid.
Lingua Mortis Orchestra feat. Rage – Black Stage (anmeldt af Weiss)
Og så til det der skulle ende med at blive ikke bare undertegnedes absolut bedste koncert på Wacken, men måske en af mine største koncert-oplevelser nogensinde! Lingua Mortis Orchestra feat. Rage gik på Black Stage næsten da Nightwish lige akkurat havde slukket for deres scenelys.
Og hold da op for en gigantisk oplevelse det blev. På scenen står et metalband. De hedder Rage og bag dem et stort symfoniorkester og sammen udgør de Lingua Mortis Orchestra. Det er ikke noget nyt, at et band spiller med et orkester. Det gjorde Dimmu Borgir eksempelvis samme sted sidste år. Men jeg vil våge den påstand, at det aldrig nogensinde før har lyt SÅ godt og SÅ velspillet før når et metalband og et orkester har mødtes som det gjorde denne nat på Wacken.
Hvert et instrument gik igennem og det er alligevel lidt af en bedrift med et over 20 mands stort symfoniorkester. Efter Nightwish’ store lyd skabt af keyboards og synth var det fedt at høre hvordan det med RIGTIGE musikere kan lyde når man ønsker en stor og sprød lyd.
På samme måde hjælper det også, at Lingua Mortis Orchestra feat. Rage har skrevet nogle forrygende sange og at man har en verdensklasse lead guitarist i Victor Smolski, der også lige vælger at spille cello i et enkelt nummer.
Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive i denne anmeldelse andet end at jeg har ondt af de folk der ikke så denne koncert og derfor ikke fik én på opleveren. Jeg håber på et eller andet tidspunkt, at det bliver muligt for en dansk booker at booke dette show til en koncert i Danmark. Håbet kunne være DR’s koncertsal eller Roskilde Festivalens Arena.
Årets koncert-højdepunkt og jeg er ikke ét sekund i tvivl!
Meshuggah – Party Stage (anmeldt af Aleg-One)
Den sidste koncert undertegnede skulle se inden snuden blev vendt tilbage i lejren og man så småt kunne tænke på at pakke sin Wacken-ferie sammen igen, var svenske Meshuggah, der blev smidt på programmet, da Arch Enemy aflyste hele deres tour.
Jeg vidste godt en del om hvordan denne koncert ville blive. For jeg så Meshuggah’s ubestridte magtdemonstration i Vega for nogle måneder siden. Jeg ved hvad de er i stand til! Det eneste der kunne få mine forventninger ned, ville være hvis lyden ville være så lav som den har været hele ugen på Party Stage.
”Swarm” fra den seneste plade ”Koloss” gik på. Og lyden var høj. MEGET høj! Og det lød GODT! Og hvis lysshowet i Vega var imponerende, så var det umenneskeligt i dag.
For Meshuggah er meget af alt. Og nogle gange må man da også ta’ sig selv for hovedet og lige få styr på tankerne og sikre sig at øjnene stadigvæk sidder lige i hovedet. For ja, de er bare et overflødighedshorn og et sanse-boom ud over alle grænser.
Jeg fatter ikke helt hvordan de gør det.. De kan starte et nummer som ”Bleed” uden at så meget som at tælle ind, og stadigvæk spille tightere end en psykisk forulemptet hønserøv.
Og modsat de andre gange jeg har set Meshuggah, var frontmand Jens Kidman faktisk langt mere ud over scenekanten end han plejer! En ting jeg altid har syntes de måske har manglet lidt – så det er jo bare dejligt!
Velkendte numre som ”obZen”, ”Rational Gaze”, ”Do Not Look Down”, ”Bleed” og den ultra Meshuggah’ske afslutning i form af ”In Death – Is Life/In Death – Is Death” blev slynget ud over scenen med stor perfektion og kæmpe glæde for det ekstatiske publikum.
Der er Meshuggah. Og så er der alle de andre.