Ikke siden Copenhell 2012 har Slayer spillet i Danmark, og i løbet af tiden der er gået siden, må man så sandelig sige, at der er sket en masse internt i bandet. Dave Lombardo er ude og bandets guitarist Jeff Hanneman gik bort i maj. Nu stod halvdelen af det oprindelige band så på scenen i Vega og indrømmet – jeg var bestemt skeptisk op til koncerten.
Fear Factory
Inden Slayer gik på scenen var industrial-grooverne i Fear Factory blevet hevet med som special-guest. Iøvrigt samme aften, hvor bandet oprindeligt skulle have spillet på Atlas i Aarhus. Hvorfor dette valg skal jeg ikke gøre mig klog på. Men her stod de altså på scenen i Vega inden Slayer.
Fear Factory er et band jeg aldrig rigtig har dyrket og selvom jeg har haft muligheden for at se dem en del gange de seneste par år har jeg 
altid af alverdens årsager formået at undgå dem. Nu har jeg så fået lejlighed til at se dem to gange på blot 4 dage. På Wacken’s store Black Stage og så i “lille” Store Vega.
Ens for begge koncerter var at lyden var ekstremt høj og særligt stortrommerne buldre solidt derud af. Sanger Burton C. Bell har dog helvedes svært ved at ramme selv de reneste toner, hvilket gudskelov var en del bedre denne aften i Vega end den farce han var på Wacken. Men kors i røven hvor kan den mand ramme nogle falske toner indimellem.
Fear Factory kunne nemt have ladet denne aften i Vega være en walk-over efter deres koncert foran 50.000 på Wacken. Det blev den gudskelov ikke og bandet syntes at føle sig godt tilpas på scenen i Vega, selvom man savnede en smule mere interaktion med publikum, der var langt højere på Wacken.
Men Fear Factory gjorde præcis som de skulle denne aften, som support for Slayer. Men man stod stadig med fornemmelsen af, at det alligevel måske havde været federe med et længere set og en headliner-koncert på Atlas istedet?
Slayer
Jeg var som sagt en skeptisk mand… lige indtil klokken slog 21.15 og Slayer gik på scenen med World Painted Blood. For med ét stod det klart, at denne Slayer-koncert i Vega ville blive noget specielt – på den positive måde! Publikum var tændt fra start, det var helt tydeligt! Og lyden må siges at være noget af det bedste jeg endnu har hørt til en koncert med Slayer.
Vi ved allesammen godt at hverken Lombardo eller Hanneman er med Slayer længere. Og det kan vi så tude over og hate på fra nu af og til vi selv kradser af. Omvendt kan vi også se realiteten i øjnene og glæde os over, at der rent faktisk står et band på scenen denne aften i Vega og leverer den ene klassiker efter den anden, med en spilleglæde jeg ikke har set fra dette band i mange mange år!
Der er rigtig mange grunde til, at lige netop denne Slayer-koncert endte med at blive så god som den rent faktisk gjorde. Selvom førnævnte ikke længere er med, så er Slayer nu og for altid Slayer rent musikalsk. Og for helvede da hvor det klædte mægtige Slayer, at være i øjenhøjde med deres publikum igen. Som også Tom Araya påpegede indledningsvis i koncerten, så er det godt nok mange år siden, at Slayer har spillet på et SÅ intimt sted som Store Vega i Danmark. Når den faste scene i Danmark enten har heddet Orange Scene, Valby-hallen eller Helveti.
Det virkede simpelthen som om Slayer kunne mærke sveden og energien fra det energiske publikum og det smittede tydeligt af på bandet, med den storsmilende Tom Araya i centrum. 
Han havde simpelthen svært ved at komme til orde med publikums gentagende “Slayer, Slayer”-brøl imellem numrene. Der var magi i luften denne aften!
Sætlisten bød da også på den absolut mest suveræne start, med det bombastiske trekløver “World Painted Blood”, “Disciple” og “War Ensemble”. Sådan starter man sgu’ en fed metalkoncert ud når man hedder Slayer. Og efterfølgende gik det egentlig hånd i hånd med flænsende thrash i godt og vel halvanden time. Sætlisten var old school-Slayer-fanens absolut hedeste drøm, men med Slayer’s klassiske hurtighed røg intensiteten blandt publikum en smule midtvejs i sættet. Der kunne man måske godt have brugt et midttempo nummer eller to for at bryde med de hurtige riffs!
Men alt i alt er det småting og Slayer var sønderknusende og overbevisende denne aften. Jeff Hanneman kan kun være stolt!
Alle billeder er taget af Peter Troest – www.troest.nu
1 comment
Sebastian says:
Aug 7, 2013
Jeg blev også positivt overrasket over i går. Synes dog at lydmanden lige skullebruge de første 4-5 numre til at få justeret sig helt ind, der manglede top i de første numre og det mudrede en del indtil der blev rettet op på det.
Er glad for at lysmanden til Fear Factory havde brugt det hvide lys op, så der ikke var så meget tilbage til Slayer. Det blev en kende for meget til Fear Factory og lognede til tider en techno fest med ren stroboskop lys.
Var dog meget imponeret over at lydmanden til Fear Factory lavede FOH med en LS9 32, den havde jeg ikke set komme.