Så er det blevet tid til det fjerde band i vores The New Shit koncept! Denne gang går vi old school med et helt nyt thrash metal band fra København: Mental Coma!
Mental Coma er et helt nyt skud på stammen af nyere retro-thrash metal bands. Bandet er dannet i 2011 og har netop udgivet deres første EP, “Wasteland”.
Der er ingen tvivl om, at disse unge gutter har lyttet til en hel del thrash fra særligt den tyske del af genren, hvor navne som Sodom og Kreator simpelthen er uundgåelige at nævne i denne sammenhæng. Dette her er rendyrket thrash-metal. De opfinder nok ikke den dybe tallerken, men alligevel fornemmer man en stor ærlighed til deres tilgang til musikken – og så spiller de sgu fedt!
Wasteland-ep’en består af i alt 3 sange: “Nation Devastation”, “Nuclear Blast” og “Wasteland”. Ikke overraskende handler alle disse sange om politiske emner, krig og masseødelæggelse. Vokalist Sam Thrashers ofte råbende vokal på Wasteland minder mig en smule om særligt Mark “Barney” Greenway fra Napalm Death, hvilket bestemt er en fed ting i thrash-metal sammenhænge, da det giver den ellers så klassiske metalgenre en lidt hårdere kant.
Københavner-bandet har kørt sig selv rigtig fint i stilling med udgivelsen af “Wasteland”, og med denne udgivelse er der lagt op til, at bandet i de kommende år kan udvikle sig til noget endnu større! Vi tror i hvert fald på dem og mener helt bestemt at deres sans for det fede riff, den stilrene indstilling, og et energisk vokalarbejde, kan sikre dem en plads som denne måneds The New Shit-band her på sitet!