Norske Sirenia er på gaden, med endnu en udgivelse, der oser af store armbevægelser og gotisk symfonisk metal.
Perils Of The Deep Blue hedder udgivelsen, der består af i alt 11 numre. Det karakteristiske ved Sirenia er ligesom mange andre bands deres signaturlyd. Her med brugen af stort-anlagt kor, symfoniske keyboard elementer, kvindelig vokaler og store melodiske vers og omkvæd.
Sirenia bliver, ikke uden den store overraskelse, ofte sammenlignet med de finske brødre i Nightwish og referencerne står da også tydeligt igennem når de store og pompøse sange bliver leveret på Perils Of The Deep Blue.
Produktionen på albummet er dog det tætteste vi kommer på noget være lort. Hvilket er rigtig ærgerligt. Nuvel lyden er generelt storladen og ja – egentlig bare kæmpe stor – og det er sådan set det. Trommerne lyder ad helvedes til. Forestil jer at de er blevet lavet i et Midi-program. De lyder simpelthen for elektroniske og pga af de kæmpe store keyboardflader og kor, er trommerne blevet trukket så meget tilbage i lydbilledet, at man dårligt fornemmer dem.
Jovist der er bestemt gode momenter på denne udgivelse og særligt numrene sunget norsk “Ditt Endelikt” og “Stille kom Døden” udmærker sig med sin fede dynamik og det faktum at bandet her synger på norsk, med en fed veksel mellem kvinde- og mandevokal . Det klæder musikken rigtig godt!
Jeg har simpelthen bare så svært ved at abstrahere for den ringe produktion på dette album. Havde denne været langt bedre havde helhedsindtrykket udentvivl set noget anderledes ud. Og nu ender “Perils Of The Deep Blue” som et lidt under et middelmådigt album, der har sine momenter, men som også vil være glemt efter kort tid.
Jeg tror sgu jeg vil smække Nightwish’ Nemo på istedet.
Sirenia – Perils Of The Deep Blue udgives via Nuclear Blast/Sony