At et band som Kvelertak nyder international success er for mig lidt en gåde, med deres bindegale blanding af hardcore, black metal, traditionel heavy – osv! – i betragtning. Men for helvede hvor er det også fedt! Derfor skal dagens fokus på Roskilde Festival stå i deres tegn!
Kvelertak er et band jeg blev introduceret til i forbindelse med deres Copenhell-optræden i 2011. En optræden der uden tvivl også var et af de bedste det år, og som gjorde at jeg fluks hoppede over i merchandise-boden og støvede alt op med bandet som de ejede – jeg var fan!
Kvelertak’s historie i Danmark strækker sig dog længere tilbage end det. Første gang de gæstede landet, var nemlig også på Roskilde Festival, hvor de i 2009 spillede på den mindste scene – upcoming-scenen Pavilion Jr… I 2013 spiller de således på festivalens næststørste scene, Arena!
Kvelertak live er faktisk næsten ligesom Kvelertak på plade – energisk, melodiøst og kompromisløst! Selvom at live får den altså lige en ekstra skalle, og man kan aldrig helt vide hvad forsanger Erlend Hjelvik kan finde på at gøre.. Til deres koncert på Wacken 2011 så man ham således løbe ud midt i teltet hvor der stod en wrestling-ring hvor han så kravlede op i torvene og gav en del af koncerten derfra. Ligesom han også på Copenhell samme år var den eneste vokalist jeg så der valgte at crowdsurfe under deres koncert.
Du skal se Kvelertak fordi du er glad for festlig og uhøjtidelig – men også utroligt velskrevet – metallisk hardcore rock/metal (ja, whatever, ik?). Jeg håber i hvert fald personligt at ikke alt for mange vælger at campere i køen til Metallica og vælger at tage med mig op og få en uhyre fed fest foran Arena-scenen, i selskab med en af norges stoltheder samt rising stars – Kvelertak! Gennembruddet er nu – men hvor langt kan de nå?
Så få en ordentlig skid på, tag op til Arena-teltet, hvor Kvelertak spiller lørdag kl 20:30! Og så giver vi en stor fuckfinger til verden og rusker op i sidemanden, så koncerten bliver det brag den fortjener!
Se bare videoen nedenunder her, hvor Kvelertak spiller på en pub i Singapore, hvor de tager koncerten – og festen – udendørs på gaden! Rock on!