Del 2 af fredagens udskejelser på Copenhell omhandler nogle af de lidt mindre bands – læs her om hvordan By The Patient tog os med storm, hvordan Between The Buried And Me fik lullet os i søvn hen imod Purified In Blood der rev os i småstykker, hvordan Cancer Bats smadrede alt og alle (!!!) og Parkway Drive’s kæmpefest i mudderlyd.
By The Patient
Dansk dødsmetal har om noget været ret uinteressant i en del tid efterhånden. Vores forbilleder i udlandet har simpelthen stået for stærkt til at vi har kunne skabe os et nogenlunde personligt udtryk, og danske By The Patient har da også været tæt på at ryge i fælden.. Men heldigvis kun tæt på!
For med deres udgivelse “Premonitions” samt den nye EP “Afterbirth”, har de slået fast med syvtommer-søm at de vil mere end bare lyde som gængs amerikaner-død! Deres nordiske islæt i spillestilen, giver en association til både black metal, melodisk dødsmetal og klassisk dødsmetal – en blanding der snildt kunne gøre Danmark bemærket!
By The Patient spillede en kort (ikke unormalt på den lille Pandæmonium-scene) men præcis og energisk koncert, hvor hoveddelen af sættet bestod af numre fra Premonitions og et par fra Afterbirth EP’en. Og så skal det lige tilføjes at lyden var PERFEKT!
Forsanger Tan Møhl-Hansen var en san energibombe og formåede virkelig at komme ud over scenekanten, hvor resten af bandet stod mere selvsikkert tilbage og styrede slagets gang.
By The Patient var en ren fornøjelse! – og så var fredagen fanme skudt igang!
Between The Buried And Me/Purified In Blood
Fra en koncert og hurtigt videre til næste – det uhyre tekniske band Between The Buried And Me havde nemlig fået tiden 15:30 på Hades-scenen. Og hvordan de får formået at komme ud over scenen med deres indadvendte musik var noget af det jeg var allermest spændt på til denne festival!
Desværre da de gik på, blev alle mine bekymringer sande, og koncerten faldt fra start af helt til jorden. Lyden var for lav, musikken for kringlet til at lyden kunne bære det, fremmødet for tyndt og selvom forsanger Tommy Rodgers gjorde alt hvad han kunne for at fremstå energisk og udadvendt, så lignede resten af bandet en tirsdag eftermiddag i bog-klubben. ØV!
Derfor skyndte jeg mig hurtigt videre til Pandæmonium-scenen, da der her skulle spille et band samtidig med Between The Buried And Me, som jeg også virkelig gerne ville opleve – nemlig hardcore-bandet Purified In Blood fra Norge!
Organisatorisk set var det perfekt at smide disse to bands samtidigt, da Purified In Blood næsten er den diamentrale modsætning af Between The Buried And Me. Simpelt, udadvendt, bad-ass og meget højt! Hell yeah! Dette er sgu et band der kan sit kram og spiller røven ud af bukserne! Det fantastiske nummer “Mot Grav” blev leveret tidligt i sættet og kort efter hoppede forsanger Hallgeir Enoksen ned blandt publikum og moshede på livet løs – samtidigt med at vokaltjansen blev passet! Bum!
Herefter gik turen mod Helviti scenen for at se Amon Amarth – men Purified In Blood er sgu noget jeg vil holde øje med i fremtiden! Og måske Between The Buried And Me gør sig bedre på en klub-scene? Det vil tiden kun vise.
Da begge koncerter kun blev set delvist, gives der desværre ingen karakterer..
Cancer Bats
Ok, indrømmet, Cancer Bats er nok det band jeg havde set allermest frem til at opleve på Copenhell. For det første fordi de er et af mine ubestridte yndlingsbands, men også fordi de virkelig formår at levere gang på gang! Og denne gang var absolut ingen undtagelse!
Scenariet med varme, solskin og en kølig brise passede perfekt på disse Canadiske redneck-punks, der klokken 18:00 (et kvarter tidligere end annonceret, fy fy!) stod klar på scenen og deres vel nok bedst kendte nummer “Bricks And Mortar” blev fyret af, med stor præcision, en energi som ingen anden og satans god lyd!
Publikumsfremmødet virkede lidt sløvt fra start af – nok pga. tids-forvirringen, men da koncerten så småt skred frem var pladsen foran den lille Pandæmonium scene næsten fyldt til bristepunktet! Og Cancer Bats var vilde med den modtagelse de fik på Copenhell! Bandet spillede med stor glæde og indlevelse, og folk der har oplevet Cancer Bats før, VED at forsanger Liam Cormier er en sand raket på en scene og flyver til højre og venstre med en attitude der er lige dele sympatisk og bad-ass!
Numre fra alle bandets udgivelser blev spillet, heriblandt “Pneumonia Hawk”, “Smiling Politely”, “Sabotage”, “R.A.T.S” og “Hail Destroyer”. Ingen af disse numre var decideret højdepunkt. Ingen af de resterende numre var deciderede højdepunkter. Cancer Bats var højdepunkt!
Inden sidste nummer, “Hail Destroyer”, fik Liam Cormier undskyldt over at de desværre blev nødt til at rejse videre lige så hurtigt som de var ankommet, så de kunne desværre ikke nå at blive of feste med os. Han kvitterede i stedet med at crowdsurfe under slutningen af afslutteren “Hail Destroyer”, for straks at møde sine fans foran scenen – lige indtil sidste mand havde forladt Pandæmonium! 110% god stil!
Parkway Drive
Den sidste koncert på den mellemstore Hades-scene fredag, var med de Australske metalcore-konger i Parkway Drive. Og Parkway Drive havde sat sig for at der skulle være fest!
Og fest blev der! Allerede fra første nummer “Old Ghost/New Regrets” var bandet flyvende og publikum hoppede rundt galninge!
Men noget der fik sat en væsentlig dæmper for min fest, var den komplet ærgerlige lyd de fik disket op med. Rytmeguitarist og vokal var stort set helt væk fra hvor jeg stod, og da en stor del af Parkway Drive’s musik er Winston Mccall’s fandenivoldske vokal, så var dette et ærgerligt tab for helhedsindtrykket.
Men Parkway Drive var PÅ! De gav den alt hvad arme og ben kunne trække og publikum svarede igen med den største pit jeg har set på festivalen indtil videre. På scenen kan jeg ikke andet end at have den dybeste respekt for Parkway Drive’s optræden. Deres show formår til fulde at virke både komplet improviseret samt virkelig velovervejet. En bedrift der ses utroligt sjældent, og er egentlig kun overgået af koncerten med svenske Refused på Roskilde Festival sidste år.
Numre fra hele bagkataloget blev fyret af, og skal der fremhæves noget specifikt, så var de nye numre “Dark Days” og “Wild Eyes” helt eminente. De lidt ældre numre “Idols And Anchors” og den obligatoriske “Carrion” var også fede som altid, og inviterede til stor fællessang!
Parkway Drive kom og gjorde præcist det de skulle – nemlig at ruske op i folket og holde en fed fest! – en fest der dog endte i lidt noget lydmudder.. Men hva fa’en, ik?
