Copenhell 2013 – Fredag d. 14/6/2013 del 1

Så kom dagen endelig hvor Copenhell åbnede op for hele pladsen. Festivalen blev skudt rigtig igang i ganske fint vejr – det regnede i hvert fald ikke, og selvom undertegnede kæmpede en brag kamp for at sikre sit telt, grundet tons tunge vindstød, blev fredagen for undertegnede en kæmpe fest, med alt hvad det indebar af vikinger, den med Satan og et enkelt strømsvigt. 

Amon Amarth 

Amon Amarth var det første band til at bestige den store Helveti-scene. Og hånden på hjertet: jeg kunne simpelthen ikke finde på en nogen bedre start på denne festival end med vikingerne fra Sverige.

Amon Amarth havde taget deres store vikingeskib med på tour og så var der ellers lagt godt til rette for den helt store vikinge fest. Bandet starter koncerten ud med den forrygende “War of the Gods” fra den seneste plade Sutur Rising. Det er dog helt tydeligt, at lyden er et problem i det første nummer. Guitaren er nærmest helt væk og bassen buldrer derud af. Dårlig lyd er i øvrigt en sjældenhed på Copenhell, hvor standarten er, at der bliver spillet forbandet dejlig højt.

Det var derfor lidt af en kold klud at få i hovedet, at Amon Amarth skulle starte ud, med en så dårlig lyd. Gudskelov blev der rettet op på dette allerede da andet nummer satte ind.

Andet nummer hedder iøvrigt “Pursuit of Vikings” og det er sådan set Amon Amarth’s største hit og sikke en fest det blev, da dette nummer blevet leveret så tidligt i settet. Respekt for at bandet vælger at placere dette nummer så tidligt i settet – så tror man altså på sit eget materiale, og det er der sådan set heller ikke nogen grund til ikke at gøre når man hedder Amon Amarth!

Johan Hegg er indehaver af en af de dybeste growls overhovedet og den store viking var så sandelig i sit rette element denne eftermiddag. En utrolig udadvendt forsanger og spilleglæden hos Amon Amarth var åbenlys stor. Fra “Pursuit of Viking” kom turen til den melodiske perle “For Victory or Death” inden vi fik leveret “Deceiver of the Gods” fra den kommende plade af samme navn.

Amon Amarth kunne ikke have åbnet Copenhell på en bedre måde og efter pitten i front havde sat sig på jorden og lavet sejltag i bedste vikingestil og “Twilight of the Thunder God” samt den tonsertunge “Guardians of Asgaard” var blevet skudt afsted, var smilene efter koncerten kæmpe store! TAK Amon Amarth for Odin da!!

Ghost

Koncerten med Ghost på Copenhell skulle blive det femte møde med dette band, siden jeg så dem for første gang på Roskilde i 2011. Det var så derimod den første gang, at de skulle opleves i dagslys ud af de fem koncerter. Så jeg var enormt spændt på hvordan Ghost ville tackle det faktum, at mørket ikke havde sænket sig til deres koncert.

Bandet startede ud med den svingende “Infestissumam” inden Papa Emeritus II gjorde sin entre på scenen og bandet kørte direkte over i “Per Aspera Ad Inferi”. At dømme på mængden af publikummer, var Ghost uden tvivl et af de mest hypede bands overhovedet på festivalen i år. Rigtig mange havde taget plads ved Hades-scenen denne tidlige fredag aften. Det skulle ikke undre mig, hvis der var rigtig mange der skulle se dette band for første gang på Copenhell i år.

Ghost har kun udgivet to fulde albums, men allerede nu kan de trække fulde huse over alt i Europa. Og det er egentlig ikke så overraskende, for som jeg også i en tidligere anmeldelse har skrevet – og som jeg fortsat står ved – så er Ghost noget af det bedste der er sket på metalscenen i mange mange år. De er et perfekt afbræk i hele idéen om, at man som metalband idag kun skal kunne spille voldsomt og brutalt for at det holder. Ghost holder fast i melodierne og det simple spil og det er sådan set det de kan. Og det var det de gjorde på Copenhell.

Jeg kan dog ikke komme uden om, at man altså savnede mørket til denne koncert. Selvom bandet gjorde hvad de kunne med en masse, masse røg så forsvandt noget af mystikken sgu’ i solens skær.  Ret ærgerligt selvom den musikalske fest var sikker, med nyere numre som “Year Zero” , “Secular Haze”  og de ældre – næsten ny-klassikere- “Ritual” og “Con Clavi Con Dio”

Alice in Chains

En del hårdnakkede metalfans har i månederne op til Copenhell brokket sig i stor stil over, hvorfor et navn som Alice in Chains overhovedet skulle spille på Copenhell. Nu er svaret ganske simpelt: Fordi de spiller højere, tungere og mere præcist end mange andre bands på denne festival i år!

Fra da bandet satte i med første akkord i “Them Bones” blev der spillet forbandet højt. Meget højt. Måske det højeste jeg endnu har hørt på Copenhell. Og de tungtrockende legender fik sat publikum i stævne med en solid knytnæve af en åbner, der udover “Them Bones” også talte “Dam that River”.

Der er blevet talt og skrevet meget om Alice in Chains uden Layne Staley (deres gamle forsanger). William Duvall beviser dog gang på gang, at han er og bliver en glimrende erstatning og sammen med Jerry Cantrell formår de, at levere nogle nærmest hypnotiske vokalharmonier, der rammer plet gang på gang og det gjorde det så sandelig også på Copenhell.

Koncerten på Copenhell var meget li’ den Alice in Chains leverede på Roskilde. Og man synes at kunne fornemme, at bandet i perioder kørte den hjem på rutinen. Det skulle en 20 min. lang strømafbrydelse så nok sætte en stopper for. Bandet havde simpelthen formået at kortslutte Helveti-scenens generator og scenen stod derfor uden strøm i midten af bandets setliste. Sur røv, men bandet tog det med oprejst pande og gik flere gange ud og hilste på publikum, istedet for bare at gå backstage inden de kunne fortsætte. Det er sådan det skal gøres i sådanne situationer og bandet beviste høj, høj moral og professionalisme.  Dette gav et afbræk i bandets rutine og skabte et større nærvær med deres publikum. Desværre var det bare irriterende, at vi skulle vente så længe på at bandet kunne fortsætte.

Men bandet fortsatte efter afbrydelsen og afsluttede deres setliste med manér. Alice in Chains beviste på Copenhell, at man sagtens kan lave en stram og præcis hård rock koncert, uden brug af scenelir, men med rent og velspillet musik  – kom snart igen, tak!

Danzig 

Danzig var blevet tilføjet til plakaten, som festivalens sidste store hovednavn. Og manden bag nogle af de helt klassiske numre indenfor punkrocken og hard rock/metal havde fået til opgave at lukke Helveti-scenen fredag-nat. Danzig er på 25 års jubilæums-tour. En tour han startede på Copenhell og som sender ham videre rundt i hele Europa, også på bl.a Wacken i Tyskland.

Mørket havde sænket sig solidt over festivalpladsen, da Danzig gik på scenen. Det havde tyndet en smule ud i publikum, hvilket jeg tildels vil tilskrive den bidende kulde fredagaften. Og så det faktum, at mange måske ikke er så bekendte med Danzig’s eget materiale. Men manden og hans band gik på scenen med “SkinCarver”, som aftenens første nummer. Igen var lyden dejlig høj og igen sad den lige i skabet.

Indrømmet – jeg har aldrig været tilhænger af Danzig’s vokal, og det kommer jeg heller ikke til oven på denne koncert. Det virkede mest af alt på publikum, som om at man sådan set bare ventede på, at Doyle ville komme på scenen, så man kunne få leveret de lovede Misfits-sange. Og ja, det var da også først da den kæmpe store gigant af en guitarist enterede med sin guitar og Misfits sangene kom ud over scenekanten, at der for alvor kom gang i rækkerne bag de første 3 foran scenen. Stemningen nåede det ultimative højdepunkt da “Last Caress” røg ud over scenekanten.

Alt i alt var Danzig en blandet fornøjelse. Er man stor fan af bandet, har man sikkert haft en fest og særligt med fokuset på Misfits. Men i det store hele var det sgu’ en halv kedelig koncert uden de store højdepunkter.