Thy Art Is Murder - HateDer er meget had på denne her plade, men desværre heller ikke så meget mere. Med mindre dét at lyde som et samlebånds-deathcore band er en kvalitet i sig selv?

Ok, der er sikkert en grueligt stor sansynlighed for at jeg kommer til at lyde som en metal-elitist efter denne her anmeldelse, men lad mig forsikre – spørger du folk i min omgangskreds vil du nok få et modsat svar.
Når dét så er sagt, så har det australske deathcore-band Thy Art Is Murder ganske enkelt bare ikke lavet en god plade…

Allerede fra første nummer, står det klart at bandets lyd er baseret på et trigger-helvede på stortrommerne og riff-på-riff guitarer med en meget arrig og brütal råbe-vokal. Og selvfølgelig en helvedes masse breakdowns! Lyder det bekendt? Så er det fordi det er det.

Ok, givet vis har Thy Art Is Murder nogle hæderlige soli hist og her, samt virkemidlerne er da, omend lidt udtværerede, også effektive nogle steder – tåkrumningen når aldrig heeelt sit maksimum. Skal der nævnes nogle højdepunkter i dette helvede, så er det lidt mere atmosfæriske nummer “Immolation” ganske fin. Men resten af pladen lyder i sidste ende mest af alt bare som en dårlig parodi på Whitechapel.

Men Thy Art Is Murder og “Hate” har sikkert også sin tid og sted. Har fx. fundet ud af at den fungerer glimrende til hurtige og effektive vredesudbrud og hvis man bare har brug for at tæske sine ører med volumen sat på 11, til noget der ikke kræver den største eftertænksomhed. Og kan/burde man klantre dem yderligere for det?

4-penta

 

 

“Hate” udkom d. 5. April via Nuclear Blast