Dark Mental Festival // Spillestedet Stengade 25/4/2013

Den 25. til den 27. April stod den på Dark Mental Festival på Spillestedet Stengade – en vækstlags festival af høj professionel karakter!

Dark Mental Festival er en upcoming metalfestival arrangeret af Dedicated Booking med Ria Rasmussen ved roret! Den bliver meget passende afholdt på Spillestedet Stengade, der med sine intime rammer og overkommelige barpriser (30kr for 50cl øl – ja tak!) skulle huse 3 dages tætpakket metalprogram!

Torsdag
Aleg-One: Første dag på festivalen blev der lagt hårdt ud med dødsmetalbandet Fall Of Pantheon, der bl.a. også kan opleves på dette års Copenhell! De spiller utroligt tight allerede fra start, og lyden fra scenen er betydeligt bedre end de sidste par gange jeg har oplevet drengene live. Fremmødet i salen er dog af diskutabel karakter og det kan godt mærkes på scenen at det er svært at holde gejsten oppe hvis man ikke helt kan mærke energien fra forreste række. De tog det dog med oprejst pande og tilgangen til det hele blev lidt uhøjtidelig. Meget passende, og det gjorde de få publikumer følte sig godt inkluderet i deres performance. Der blev spillet det meste af den glimrende nye EP “The Shadow Envelops All” og til slut i sættet var folk da heller ikke blege for at svinge håret lidt! God start på festivalen!

Weiss: Ja uden tvivl en go start på festivalen omend man bestemt godt kunne have ønsket sig, at et af årets Copenhell-navne fik en noget bedre tid på denne festival. Er helt enig i, at det var synd, at der ikke var flere publikummer til at overvære d’herrers seance. For de spiller sgu en herlig omgang død.

Aleg-One: Næste band vi skulle opleve – efter ganske kort ventetid – var de Aalborgensiske metalcore-drenge fra E’nemia. Hvis fremmødet var lidt ærgerligt til Fall Of Pantheon, så var det desværre ikke blevet meget bedre her. De fik tæsket os igennem godt og vel en halv times klassisk metalcore som man kender den, med breakdowns, råbe-og clean vokaler, hardcore-riffs og positiv stemning på scenen. Ikke en koncert der har sat sig vitterligt meget fast hos mig, men ikke desto mindre er vi så småt ved at være varmet op!

Weiss: Man må sige at sceneskiftene ikke tog synderlig lang tid på denne festival. Meget professionelt, uden synderlig mange forsinkelser. Skal jeg være 100 % subjektiv her, hvilket man jo skal i en personlig blog, så har jeg sgu svært ved den musik E’nemia spiller. Breakdowns og skiftevis råbe og cleanvokaler, det har simpelthen bare ikke ramt mig endnu. Scene-energien D’herrer i E’nemia udviste var derimod det der fangede mig. For den sad sgu lige i skabet. Allerede fra første nummer blev der svedt igennem godt og grundigt og det betyder sgu også en hel del! Dog skal de stoppe med de der jyde-jokes fra scenen når de spiller i København. Vi fanger det sgu’ ikke herovre og det ender bare ud i pinlig tavshed!

Aleg-One: Meget passende til at overtage tjansen fra E’nemia, var Københavnske Restoring Kaos, der ligesom førnævnte også bevæger sig inden for metalcore-rammerne. Restoring Kaos har dog en langt federe lyd og elementerne i musikken synes at være langt mere gennemtrængende her. Især skal vokalist Morten fremhæves. Han mestrede alt fra de helt dybe brutale growls til en næsten James Jasta (Hatebreed)-agtig vokal. Ganske fedt!

Weiss: Ja her var det jo så igen tunge breakdowns og en go portion hard og metalcore. Det er tydeligvis min makkers fortrukne, men jeg har simpelthen bare svært ved at hoppe med på vognen. Restoring Kaos spiller med en lyd som er enormt tidstypisk, men igen med en fed scene-energi. Som Alexander også nævner så var vokalen også for mig det altafgørende. Fed variation der udentvivl forhøjer  standarden i dette band.

Aleg-One: Forcentury var næste band på banen – og første mere melodiske indslag på festivalen. De er med deres blanding af heavy og power metal lidt en afstikker til det mere hårdstlående torsdags-program, men folk var så småt ved at møde talstærkt op, så om det skulle blive helt mærkeligt måtte kun tiden vise! Men bandet kan fanme spille røven ud af bukserne, det er helt sikkert! Riffs, trommer, soli og bas blev spiller med højt humør og tæskede derudaf i dejligt forfriskende mani – ikke en finger af sætte her! Hvilket bringer mig til den nok største modpol i deres optræden – nemlig forsanger “John Thunder”.
Hans optræden lød indledningsvist lidt som den stive stamgæst på Sam’s Bar der giver den gas på karaoke-maskinen.Det blev dog heldigvis bedre undervejs i showet! Men der var sgu indlevelse! Og underholdende var det da…

Weiss: Forcentury er sgu underholdende, men på den fede måde. Det var et af de bands jeg havde set mest frem til på festivalen, netop fordi de måske stikker lidt ud fra mængden og fordi de har udgivet en af de bedste danske metalskiver i 2012. Jeg ved at bandet hader at blive kaldt power metal. Hvorfor fatter jeg ikke? Er power metal virkelig så slemt?! Nuvel jeg kalder dem så for et progressivt, melodisk metalband hvis det kan glæde bandmedlemmerne og for at vores læsere forstår hvor vi er henne i metal-spektreret. Som jeg giver Alexander helt ret i, så er de musikalske kvaliteter utrolig høje i dette band og ud over teknisk kunnen så skriver bandet også nogle fede sange (melodier!!). Men som jeg så også må give Alexander ret i, så bliver John Thunder’s vokal simpelthen for ensformeligt i længden. Vokalfraseringerne kører i nøjagtig det samme toneleje stort set hele vejen igennem uden egentlig variation. Hvad der får det til at lyde så super fedt så udgivelsen synes simpelthen at mangle i vokalen i livesammenhæng. Men alt i alt en fed koncert af Forcentury der bragte en fed variation på Dark Mentals første dag.

 Og vi fortsatte med melodierne. For næste band på scenen var Keema, der med deres selvudnævnte popmetal var en noget anden oplevelse end hvad vi tidligere havde set på festivalen. Hånden på hjertet så var det her bestemt ikke min kop te. Ikke fordi det som sådan var melodisk. Folk der kender mig ved jeg elsker melodier i min metal, men det her var bare sovset ind i alt for meget af det. Og publikum syntes simpelthen ikke at være det rette til det og ellers var jeg simpelthen bare ikke klar på sådan et radikalt skifte. Her havde det nu været federe hvis et par af bandmedlemmerne i Keema’s andet band ST. Prostitute var kommet på istedet.

Aleg-One: Efter en velfortjent hvile-pause for mit vedkommende, var det tid til at se hvad døds-thrasherne i Roarback havde at byde på! Der var fuld smæk på fra allerførste strofe og af Roarback gerne vil være et yderst brutalt selskab kunne godt mærkes i musikken! Men også forsanger Dennis Ullehus gjorde sit for at sætte gang i aftenens første pit, der dog desværre endte i noget lidt akavet wrestling på gulvet med en tilskuer. En ganske solid performance fra et band vi nok skal høre en del mere fra i fremtiden!

Torsdagens hovednavn, de sagnomspundne thrash-metallere fra Morbid Saint, var omsider klar til at indtage scenen! Og man kunne sagtens mærke på publikum at det her var hvad vi havde ventet på! Salen var så fyldt som man kunne ønske sig og folk fik modtaget de aldrende Morbid Saint-gutter som hjemvendte krigsveteraner. Og SÅ var der eller ingen kære mor!

Morbid Saint spiller en utrolig brutal form for thrash-metal, som ikke engang Exodus, Kreator og næsten heller ikke Slayer kan være med på! Lyden var noget nær perfekt, meget høj og bandet spillede på en og samme måde tilbagelænet og med et manisk glimt i øjet der understregede hvilket vanvid vi var i selskab med! Perfekt afslutning på en ellers lidt ujævn første aften! Fee’!

Weiss: Ja hold da helt kæft hvor blev vi bombarderet med synderknusende thrash-riffs. Jeg ville sagtens kunne argumentere for, at Morbid Saint  denne aften på Stengade, var hårdere end det hårdeste dødsmetal act på denne festival (Og dem var der altså en del af skal jeg hilse at sige!). Ekstremt højt og synderknusende. Det var ikke til at se, eller høre for den sagskyld,  at dette band ikke har været aktive siden 1994. Der blev svedt og knoklet på scenen og bandmedlemmerne så ud til at nyde hvert et sekund. Er du vanvittig for en brutal afslutning!