Så kom dagen endelig. Dagen rigtig mange hard rock fans har set frem til. Dagen hvor australske Airbourne omsider smed deres tredje riffbasker af en skive af sig!
Black Dog Barking hedder skiven og vi kan allerede nu godt få slået fast med det samme: Airbourne er kommet her ned på jorden for at spille ROCK, rock n roll og intet andet! Og det gør de gudskelov også godt og solidt!
Black Dog Barking er en skive der kunne opsummeres med ganske få ord. Energisk, råt, højt, toptunet og bad ass! Bandet svinger fuldfedt afsted over stepperne allerede fra start. Are you ready to rock? Er det virkelig nødvendigt at spørge os om det, kære Airbourne? Selvfølgelig er vi det! Og det kan vi takke jer for. Denne skive er indbegrebet af svingende rock n roll med ganske lidt slinger i valsen. Riffsne er måske nogle af de tungeste de har skrevet til dato. Og netop tyngden er det jeg hæfter mig særligt meget ved på Black Dog Barking. Produktionen på særligt trommerne har fået en herlig tyngde, der nærmest er et metalband værdig – hør selv på “Back in The Game” og den hårdtpumpende “Hungry”, som jeg mener er skivens bedste.
Hvad man dog savner på denne skive er et større fokus på de memorable melodier, som Airbourne tidligere har bevist, at de kan skrive. Man savner sgu et melodisk mesterværk som f.eks Bottom Of The Well fra 2’eren. Det tætteste vi kommer på det er i førnævnte “Back in The Game.”
Alligevel kan jeg ikke lade vær med at blive revet med, når Airbourne sætter gang i spaderne. Det er dét det band kan. Skabe glæde og fest og det er dét rock n roll skal kunne og så ellers ikke så meget analyse-pis fra min side af. Du ved hvad du har. Guitar, bas, trommer og vokal, tre akkorder og et solidt riffarbejde og du har definitionen på Airbourne og rock n roll!
Er der iøvrigt nogle der har fortalt dig, at årets største fest på Roskilde Festival til sommer bliver leveret af et australsk rock n roll band?
Airbourne – Black Dog Barking udgives 21/5 2013 via Roadrunner/Warner Music