Korpiklaani m.fl // Pumpehuset 15/4 2013

Der var gjort klar til det helt store folkmetal-brag, da Pumpehuset inviterede til fest med Korpiklaani, Metsatöll, Heidra, sauna, spabad, mjød og vodkabar. Og en fest det blev det sgu godt nok – hvem sagde mandag-aften?!

Da vi ankommer til Pumpehuset’s gårdmiljø er det første vi ser en opvarmet spa-tønde og duften af brændt træ, der opvarmer vandet og saunaen lidt længere nede ad vejen. Det var simpelthen så gennemført og en fed fed start på aftenen. Hvor mange der så var i tønden skal jeg ikke kunne sige, da jeg selv var nødt til at holde mig indendøre inden koncerten gik igang.

Heidra

Heidra er første band på Pumpehusets store scene denne aften. Heidra er et band jeg har fulgt tæt. Det var således også med stor forventning, at skulle opleve dem på en af de helt store scener før et af folkmetal-scenens aller største navne. En fed mulighed for det unge danske vikinge-orkester.  Salen er dog ikke videre fyldt, da bandet går på scenen, men hurtigt kommer folk til og Heidra ender faktisk med at spille for en god fyldt store sal, der iøvrigt denne aften havde solgt hele 500 billetter (FLOT på en mandag-aften!!)

Der blev da også leveret fra aller første akkord, da bandet sætter i med “Sworn To Vengeance”. Bandet udstråler fed energi fra scenen og særligt forsanger Morten Bryld synes at være i sit es, med en klart større publikum-interaktion set fra hans hånd nogensinde. Hvad der så desværre kommer til at ramme bandets koncert denne aften er lyden. Det synes mudret og særligt Carlos’ guitar er desværre nærmest helt fraværende hele koncerten igennem. Øv øv øv, men gudskelov formår bandets høje energi og udstråling at kompensere en del for dette og Heidra slipper rigtig godt fra denne koncert. En koncert hvor rigtig mange mennesker nu forhåbentlig har kunnet se bandets potentiale!

Metsatöll 

Så er det tid til Estlands fineste folkmetal-act. Jeg må indrømme, at jeg ikke har hørt særlig meget Metsatöll op til aftenens koncert. Så hvad der nu er i vente aner jeg ikke? Om jeg blev overrasket? Dét gjorde jeg helt bestemt! Om det var på den positive måde? Dét var det helt bestemt! For er du gal hvor Metsatöll leverede varen.

Bandet går på scenen til en langt bedre lyd end Heidra. Metsatöll’s lyd er også overvejende hårdere i udtrykket, der bedst synes at kunne blive beskrevet som groovet tungmetal, med folkinstrumenter som fløjte og sækkepibe. Der bliver givet gas fra aller første sekund og med flere henvendelser til publikum i løbet af koncerten er kontakten til publikum konstant. Det her er nogle erfarne herrer. Det er tydeligt at mærke. Der bliver spillet med en forrygende tightness, der når sit højdepunkt i det dunkle og mørke nummer “Metsaviha 2”. Her er scenen badet i røg og blåt lys. Publikum står som hypnotiseret og stiger på scenen, imens bandets medlemmer råber nogle stamme-agtige ord – ja det skulle nok ses (eller høres?!).

Metsatöll får lov til at spille en hel time denne aften. Og gudskelov for det, for den her koncert var ubetinget en af mine største oplevelser i meget lang tid!

Korpiklaani

Aftenens hovednavn går på scenen til et jubelbrøl. Bandet fra Finland er tilbage i Danmark for anden gang i deres karrierer (den første var på Copenhell i sommers) og det kan mærkes på publikums fremmøde der er imponerende flot.

Korpiklaani er på tour med deres seneste album Manala, så det er derfor ikke overraskende at det største fokus ligger på denne skive i løbet af koncerten. Og der startes også ud med to fra den nye “Tuonelan tuvilla” og “Ruumiinmultaa”. Lyden skal lige rettes til. Den er ikke synderlig højt og hverken violin eller vokal går ordenligt igennem.

Desværre er det også tydeligt, at den nye plade ikke er kommet ordenligt ind under huden på de mange fremmødte, hvilket er en skam for det er virkelig en fed skive. Det bliver også først i tredje nummer – den forrygende “Juodaan Viinaa” , at publikum for første gang for alvor giver den gas med kædedans og moshpits. Nu er festen for alvor sat i gang og der danses, crowdsurfes og moshes så sveden står ned ad væggene. Så er det altså svært for Korpiklaani at træde forkert. Der skal simpelthen ikke andet til end deres musik til at starte en vanvittig fest. Imponerende.

Men det står dog også klart, at godt og vel 2 timers Korpiklaani simpelthen bliver for langt i længden. Lige så festfyldt deres musik er, lige så ensformigt bliver et også, og når man så har valgt at ligge alle sine hits til sidst i sættet så bliver setlisten midtvejs altså lidt af en musikalsk kedelig affære og det ser egentlig ud til, at det kun er folk i moshpitten aller forrest der kan bibeholde interessen.

Denne interesse kommer dog tilbage så snart “Vodka”, “Tequila” og “Beer Beer” bliver skudt afsted i høj fart. Pumpehuset eksploderer i fest. Men hov – hvor er “Happy Little Boozer”? Den kom sgu aldrig. Øv bøv.

Korpiklaani leverede en sikker fest, der dog blev lidt af en ørkenvandring midtvejs, men så igen vandt til sidst. Numrene de spillede var som sådan fine nok de skulle bare være blevet rokeret lidt rundt, så interessen ikke faldt midtvejs.