Det er lørdag aften og tid til Rival Sons fjerde besøg i Danmark på blot et år. Men da bandet indtil nu kun har fået gode anmeldelser, og med det faktum at der, ifølge min sidemand, komme flere og flere folk til deres koncerter, ja så er der jo ingen grund til ikke at komme igen.
Aftenen startede med canadiske The Balconies. Efter kun at have tjekket dem ud online og læst lidt om dem forinden, forventede jeg ikke det store. Ej heller regnede jeg med, at de ville passe ind her på Blastbeast. Og nej de får da nok aldrig deres egen anmeldelse herinde, men de gjorde deres job super godt denne aften. Publikum, der allerede var mødt talstærkt op, fik et band der spillede en solid omgang rock med nogle tunge elementer i ny og næ og en forsangerinde, der kunne fange publikum, både med sit guitarspil og sin stærke vokal. Så efter ca. 30 minutter var publikum gjort klar til det de var kommet for – Rival Sons!
Da det blev tid til Rival Sons var Voxhall meget tæt på, hvis ikke helt udsolgt. Dette er jo altid en fornøjelse at se, særligt i de her tider. Rock vil folket i Århus i hvert fald gerne have sådan en lørdag aften.
Det første som hurtigt stod klart denne aften var, at lyden var i orden. Dette burde naturligvis være en selvfølge, men sådan er det desværre ikke altid. Heldigvis har den været god de sidste mange gang jeg har været på Voxhall – selvfølgelig en tradition der skal forsætte.
Det næste der stod klart var hvor fantastisk en sanger Jay Buchanan, han synger på alle måder fantastisk og gør meget forskellige ting i løbet af sættet, så det er ikke blot godt, det er også meget varietet. Det var ikke meget tale vi fik fra frontmanden, men det var der bestemt heler ikke behov for, fordi med hans karisma på den scene, så er folk fanget helt automatisk.
Resten af bandet spillede alle som de skulle og rent teknisk var der ikke noget at sætte en finger på, det uanset om der er fuld smæk på drengen og vi er i den tunge og hårde ende af rock, eller om det er tæt på et blues nummer vi hører, hvilket også gav et meget varieret sæt.
Dette bringer mig til det som både gør bandet rigtigt godt, men også der hvor det koster. Rival Sons valgte, som de normalt gør, at spille meget lange udgaver af deres nummer med masse af mellemspil, og når man er så dygtige som de er, og Scott Holiday spiller fantastisk riffs og soloer på guitaren, så kan man sgu kun nyde det når det sker i et nummer der i forvejen har smæk på drengen! Det fik sgu folk til at kaste lidt med nakken. Problemer opstår derimod i de mere stille numre, som er udemærkede sange og bliver spillet og sunget godt, men der bliver det også tydeligt at en del af publikum altså er kommet for en rock-fest. Numrene bliver sgu for lange og, i mangel af bedre ord, begynder at kede sig lidt. For nok er det de spiller godt, men balladerne må bare ikke blive så lange, for de har trods alt en del af dem i sættet.
Heldigvis var publikum generelt kommet for fest, og det fik de så snart der blev skiftet til et nummer med smæk på. Det var dog også det eneste der rigtigt var at sætte på Rival Sons denne aften, så det giver god mening at de gennem tiden har varmet op for store navne som AC/DC, og i dag stille og roligt vokser med opgaven og er ved indtage deres egen plads på rock scenen! Så jeg kan kun anbefale at kigge forbi næsten gang muligheden byder sig, hvis man trænger til høre en solid omgang rock fra et band der bestemt har kigget de store i sømmene, da de lærte at spille spade.
Skrevet af gæsteanmelder Martin Horn Pedersen
