IMG_1045Så stod de der omsider igen. True metal-krigerne i Manowar. Omsider på dansk jord igen. I Vega’s intime rammer, med et PA-anlæg der lignede noget, der kunne få bygningen til at falde sammen ved bare et enkelt stortrommeslag. 

Jeg havde i høj grad set frem til Manowar. At skulle opleve dem på dansk jord igen – og så oven i købet i Vega!

Da vi ankommer til salen var det første vi bliver mødt af vagter, der gik rundt til alle og fortalte, at man for alt i verden ikke måtte tage billeder af bandet, hverken med mobil eller lommekamera. Det skulle senere vise sig, at det blev vagternes fornemmeste opgave, at få folk til at holde mobilen nede. Nuvel fair nok tænker jeg. Sådan er det når man hedder Manowar åbenbart!

Men nu til musikken, for det er det som det jo handler om! Manowar gik på scenen 45 min. efter annonceret starttid, med et solidt trekløver af “Manowar”, “Call To Arms” og “Sign Of The Hammer” – så er stilen ligesom lagt! Fokus på old school Manowar. Pure fucking heavy metal! Og det blev da også en tour de force igennem Manowars relativt store bagkatalog af klassisk metal i en solid cocktail, krydret med nye numre fra The Lord Of Steel. En ganske fed setliste egentlig.

Og netop The Lord Of Steel fik mulighed for at vise sit værd i live-sammenhæng. “Hail, Kill and Die”, “The Lord Of Steel”, “Manowarriors”, en ganske glimrende udgave af den bragende “Expendabels” og desværre en fuldkommen mat og flad udgave, af den på plade ellers glimrende, “El Gringo”. Men øv hvor jeg dog savnede “Touch The Sky.”

Showet Manowar havde medbragt i Vega var ikke det vildeste. Tre storskærme var placeret bag trommepodiet, hvorfra der, via en dias-fremviser, blev vist forskellige dynamiske billeder fra bandets albumcovers til mindre video-sekvenser.

Midtvejs i det i alt to timer lange sæt, fik vi den obligatoriske Joey DeMaio bassolo. Godt det distortion og så ellers bare smadre bassen så meget det nu er muligt. Manowar lige efter bogen. Sådan har det altid været og sådan ville det blive ved med at være. Kliché på kliché og enten kan man lide det eller ej! Jeg synes sgu det har sin charme!

Desværre var lyden langt fra godkendt denne aften. Manowar havde kørt det HELT store PA i stilling, faktisk så meget at man ikke kunne se store dele af scenen fra siden. Generelt alt for stort til et så lille sted som Vega. Men det blev der så gjort noget ved, ved fuldstændig at maltrakterer guitaren. Stortrommerne og bassen buldrede derudaf. Men lyden, og helt særligt guitaren, var svingende denne aften og blev aldrig godt. Og det hæmmede i dén grad koncerten, samtidig med at bandet aldrig rigtig virkede tændt. Jeg er på ingen måde fan af frontmænd, der forlader scenen konstant når de ikke synger. Den gode frontmand skal kunne få publikum i sin hule hånd, ved at virke nærværende – også i de perioder hvor personen ikke synger! Så går man da ikke fra scenen hver gang. Men det var desværre det reelle faktum hos Eric Adams denne aften.

At Joey  DeMaio så har lært et par strofer på dansk om at drikke bajere og kneppe danske piger (ja, det er taget ordret) skabte da jubel blandt publikum. Men letkøbt det var det og endnu mere jubel kom der, da Copenhell-booker Jeppe Nissen kom på scenen. Ikke for at fortælle at bandet var blevet booket, men for at Joey kunne bevise, hvor meget Manowar var ønsket på Copenhell. Hvorfor dette ligegyldige stunt, der ikke giver andet end falske forhåbninger? Selvfølgelig er Manowar da ønsket på Copenhell af deres egene fans?

Koncerten blev rundet fornuftigt af med “Kings of Metal” og “Hail and Kill”, inden ekstranumrene – ikke overraskende – skabte den største jubel og egentlig den forløsning hos publikum, som jeg havde ventet på igennem hele sættet, med “Warriors Of The World” og “Black Wind, Fire And Steel.” Bandet takkede af efter Joey DeMaio havde revet strengende af sin bas én efter én. Lidt over to timer i selskab med Kings Of Metal aka Manowar.

Derudover har jeg aldrig oplevet et så dårlig publikum oppe foran scenen. Stemningen forrest var ikke som den plejede at være til metalkoncerter, hvor der er moshpit. Der blev skubbet helt uhæmmet på en måde, der var både ondsindet og aggressiv. Og kiggede man rundt og så på folks ansigtsudtryk, var der ingen positiv stemning at se i øjnene. Tværtimod. Det var rigtig dårlig stil også selvom der selvfølgelig altid vil være massen og skub når man står forrest. Det her var bare en tand for meget og det virkede som om folk hadede hinanden. Det har jeg aldrig oplevet før.

Jeg blev ikke overbevist af Manowar denne aften, der syntes at tage alt for let på opgaven og samtidig med at lyden var så elendig som den var, blev koncerten aldrig over middel. Den tilpas varierede sætliste var denne aftens højdepunkt og så det faktum at Manowar rent faktisk stod på en dansk scene igen! Afslutningsvis kan det undre mig, at man havde meldt udsolgt og så stod balkonen gabende tom i Vega. Der kunne snildt være presset mindst 200 mere ind, hvis disse bare havde stået på balkonen. Og måske kunne det have givet et nyk til den dyrebilletpris.  Men sådan skulle det ikke gå, og det er egentlig ret synd for alle de mange fans der ikke nåede at få billet, at se balkonen være tom.

Mange tænker sikkert: var det et show og en koncert der var 600 kr værd? – Nej det var det ikke, så langt fra!

5-penta