En stort set udsolgt store sal i Pumpehuset dannede mandag-aften rammen om en af nyere tids største hard rock sensationer – amerikanske Halestorm.
Inden Halestorm gik på scenen var det de danske sleazere i Star*Rats der skulle stå for førunderholdning. Og jo, det var da som sådan en ganske hyggelig koncert med de dansk/svenske rockere – dog ikke videre sprængfarlig i musikken, som i deres udtryk på scenen og det synes ikke på nogen måde, at være Star*Rats publikum denne aften. Det var simpelthen umuligt for dem at tænde publikum.
Anderledes tænding var der – ikke overraskende – over aftenens hovednavn Halestorm. Jeg indrømmer blankt, at jeg inden koncerten ikke havde de store forventninger, hvilket i bund og grund bunder i min uvidenhed om bandet. Det eneste jeg som sådan vidste på forhånd var, at de havde vundet årets metal/hard rock kategori i Grammy Awards tidligere på året over bands som Lamb of God, Anthrax og Iron Maiden – et eller andet må de vel så kunne.
Da Halestorm går på scenen med Lzzy Hale i front går publikum fuldstændig amok. Der åbnes med Freak Like Me – en herlig hard rock 
basker, der går direkte over i bandets måske bedst skrevne riff overhovedet med Love Bites (So Do I). Desværre halter lyden gevaldigt i starten. Det er alt for lavt og guitarene bliver overdøvet af de hårdt pumpende trommer.
Og så er der den gode Lzzy Hale. Indrømmet – jeg var skeptisk over hende inden koncerten. Men hold nu kæft – i sandhed en cool rock-mama! Jeg må overgive mig. Live er hun en energibombe uden lige. Hendes vokal udtrykker en råhed og nerve som klæder musikken rigtig godt, og så fyrer hun samtidig nogle fremragende guitarsoloer afsted.
Jo – Halestorm har publikum i deres hule hånd denne aften og da bandet giver deres hyldest til – the one and only, Dio – med Straight Through The Heart er vi helt op at ringe.
Desværre vælger bandet så at falde lidt i intensitet midtvejs i sættet. Lidt pladerbalde ballade-rock med Lzzy Hale på klaver. Det kunne vi godt have været foruden og man mærker, at publikum kun venter på endnu en rock n roll-forløsning. Lyden er heldigvis blevet langt 
bedre og forløsningen kommer med Mz Hyde og gudhjælpemig en glimrende cover-udgave af Judas Priest ‘s Dissident Aggresor, hvor Lzzy Hale for alvor får vist sin gennemslagskraft som hard rock sangerinde. Fantastisk! Mindre fantastisk var det dog så at opleve Pumpehusets vagtkorps efterfølgende forsøge, at ødelægge den fremragende stemning, ved at vise deres grimme ansigt, som stenstøtte og autoritær-magt midt i moshpitten. Vi er til en rock koncert for fanden, lad dog folk gå amok?!
Afslutningsvis får vi en glimrende trommesolo af Arejay. En showmand uden lige og en fryd at opleve bag tønderne. En imponerende akrobatisk trommebasker fyldt med energi.
Da Halestorm slutter af med I Miss the Misery kan ingen i publikum være gået skuffet fra koncerten og ja jeg selv? Ja, jeg blev overbevist. Halestorm er et fremragende hard rock-foretagende og fortjener deres status som grammy-vindere!
