Efter 1,5 års fravær er Graveyard endelig tilbage på djævleøen. Sidste var på Pavillon scenen på Roskilde Festival 2011. En koncert der sparkede så meget røv, at man ikke kan lade være med at være ovenud forventningsfuld. Efter en vellykket amerikansk turné hen over vinteren, med rigtig gode anmeldelser, har Graveyard nu sat kursen tilbage mod Europa. Første stop på denne tour var i Amager Bio.
Graveyard entrerer scenen til lyden af sirener og et jubelbrøl fra et godt fyldt Amager Bio. Bandet starter ud med introsangen, “An Industry of Murder” fra det seneste album Lights Out fra 2012. Desværre er lyden meget mudret, så bandet bruger lige første nummer på at få indstillet tingene. Derefter kører det for bandet og da de starter introen til “Hisingen Blues”, fra albummet af samme navn, går salen for første gang amok. Det var tydeligt at publikum bedst kendte Graveyards andet album fra 2011. Hisingen Blues bliver spillet med en sikkerhed og en entusiasme, som smitter af på publikum. Især trommeslager Axel Sjöberg skal nævnes i denne sammenhæng.
En af de bedste ting ved Graveyard er deres stille sange. De formår virkelig at få så meget substans og sjæl i sangene, samtidig med at de stadig spiller en god gang rock. I aften fik vi “Slow Motion Countdown” fra de nye album, som jeg personligt havde set meget frem til og “Uncomfortably Numb” og “The Siren” fra Hisingen Blues albummet. Især til de 2 sidste var der dømt fællessang i salen, dog uden at overdøve Joakim Nilssons stemme, som var noget nær perfekt denne aften.
Desværre begynder publikum at blive lidt trætte til sidst i koncerten, og små-snakken begynder i hjørnerne. Det ærgrer mig at det sker, og det går i høj grad ud over de nyere sange. Til sidst i koncerten går det da helt galt, da folk begynder at hoppe op på scenen og vil stage-dive. Jeg bliver ærlig talt lidt pinligt berørt på Danmarks vegene, når folk har så lidt situationsfornemmelse. Bandet tager det dog meget professionelt, men mister desværre lidt kontakten til publikum til sidst.
Da bandet går af scenen efter en time og tyve minutter står man tilbage med en god fornemmelse, men samtidig også lidt ærgelse over slutningen, hvor publikum begyndte at skabe sig. Det skal dog ikke tage noget fra bandet, som gav os et solidt spark i nosserne og viste, at rock n roll stadig lever i bedste velgående.
Graveyard i Amager Bio er blevet gæsteanmeldt af Eske Jeppesen
