Så var det omsider dagen hvor Volbeat vendte tilbage til den danske scene efter 2 års turnevirksomhed i det udenlandske.
Bandet havde inviteret til turnéstart, i hvad der for dette band, er intime rammer i store Vega.
Personligt havde jeg set frem til at opleve følgende denne aften: først og fremmest Rob Caggiano, den nye mand i bandet, der havde sin
koncertdebut denne aften. Men også de lovede nye numre. Er der overhovedet noget at komme efter på plade nr. 5?
Bandet gik på scenen til den vanlige indgangs-intro med Motörheads Born To Raise Hell. Og allerede fra start står det helt tydeligt at lyden er på Volbeats side. Det var højt som i RIGTIG højt, og alt gik igennem.
Jeg havde stillet mig i Rob’s side for, på tæt hold, at opleve mandens engagement i disse nye omgivelser. Og jeg må sige at han uden sammenligning bliver aftenens absolutte hødepunkt. Endelig har Volbeat fået sig en ordenlig og fokuseret leadguitarist. Det har i den grad været savnet, og det er helt tydeligt at bandet også selv har ment det, da der på flere af de ældre numre er blevet lagt ekstra guitarsoli ind over fra Rob’s hånd. Et kæmpe plus i min bog, hvor særligt en formidabel guitarsolo i Guitar Gangsters and Cadillac Blood står som et af aftenens højdepunkter. Men hvor Rob udviste uhyre tightness og fokus gennem hele showet, var fokuset i den grad en mangelvare hos Michael Poulsen.
Efter at have oplevet bandet på en udenlandsk kæmpe festival som Wacken, med en frådende energi der var helt i top, ja så synes der bare at ske et eller andet, så snart han står på en dansk scene igen. Drop nu for pokker de evige takketaler, og om hvad vi synes i skal spille! Hold nu fokus og spil en tight rock/metal-koncert istedet for at lefle for hr og fru Danmark. For helvede! Vi behøver snart ikke vide hvor meget i elsker os mere! Folk skal sgu nok købe skiverne og komme til koncerterne alligevel!
Endvidere var vi blevet lovet premierer på nyt materiale og det fik vi da også – bare langt fra nok. Kun 3 nye numre fik vi serveret i en setliste på næsten to timer. Vi kunne sagtens have tålt meget mere, men det fik vi desværre ikke. Derimod gik bandet til stålet med en stribe covernumre – hele som halve. Både lidt Rammstein og lidt Priest hist og her, hvilket var med til at cementere det utrolig ufokuserede og lidt lallede set denne aften. Der blev kort sagt hygget for meget og udvist alt for lidt nerve. En nerve som Rob Caggiano ene mand stod for.
Trods mangel på fokus, kan man dog ikke lade vær med at rive sig med når heavy baskere som “Pool of Booze Booze Booza”, “Halleluja Goat”, “Mirror And The Ripper” og “A Warrior’s Call” bliver skudt afsted. Og så lød særligt ét af de nye numre utrolig lovende (jeg mener den hed “The Hangman’s Body Count”), specielt hvis du er typen der er til 80’er heavy og guitarsoli – lad mig igen sige at Rob Caggiano gør et godt stykke arbejde her!
foto: Rasmus Ejlersen – www.rasmusejlersen.dk – https://www.facebook.com/rasmusejlersen.foto
1 comment
Keks says:
Feb 20, 2013
men syns dog publikummet ændrer sig mere og mere. mange flere der kommer og stiller sig i midten selvom de “ikke kan lide når de skubber”. der er gang i folk med horns (eller bare hænder fordi de ikke er vant til horns), de synger med af fuld skrue, men der er ikke ret mange der svinger nakke eller hopper rundt. det må man vel tage med når det både er en tirsdag aften og det er blevet mere mainstream at gå til volbeat koncerter.
Men enig, der var stort opblæsning at nu skulle vi høre nye numrer og så kom der kun 3??? Men Rob er fantastisk og den bedste guitarist de har haft indtil videre.
God stil med at hive drengen op og forære ham en guitar ;)