De danske døsdmetalleres tredje fuldlængdealbum “FleshCraft” byder på en solid omgang aggressiv og brutal dødsmetal, præcist som vi kender og elsker den!
Corpus Mortale har de sidste knap 20 år været et af de mest interessante og vitale bands i undergrunds-dødsmetallen i Danmark – men det helt store gennembrud har dog hele tiden været lige ved og næsten, til trods for tourneer sammen med Nile, Grave, Krisiun, Konkhra og Ulcerate, samt to succesfulde pladeudgivelser. Men nu lader det til at gennembruddet er lige til at gribe ud efter, med udgivelsen af deres 3. studiealbum, “FleshCraft”. Til dels pga. et skærpet fokus på skarpe og talentfulde danske dødsmetalbands, såsom Deus Otiosus, Cerekloth, Undergang og ikke mindst Dawn Of Demise, men primært også fordi at FleshCraft er en pisse fed skive!
Med et langt mere fokuseret og massivt udtryk har Corpus Mortale fået finpudset deres lyd, til at kunne hamle op med selv de mest etablerede bands i genren, og er nu mange skridt tættere på at lægge sig i liga med bands som Vader, Aeon og Origin… Og at Corpus Mortale samtidigt er et bundsolidt live-orkester, fremmer blot indtrykket endnu mere, så man bare kan gå herhjemme og glæde sig, til at få lov til at opleve dem live igen!
Skal der fremhæves noget udover albummet som helhed, så er det den death n’ rollede “Love Lies Bleeding”, rytmebaskeren “The Unwashed Horde” samt de riffstærke “The Weakest Of The Weak” og “A Murderous Creed” der er stærke eksempler på Corpus Mortale’s sans for fede riffs, ond og modbydelig stemning samt brutale og aggressive rytmer!
Det er især bassist/vokalist Martin Rosendahl der skinner igennem på denne skive, og leverer troværdigt sin growle-vokal der giver associationer til den klassiske dødsmetal dog uden at lyde som andre end Corpus Mortale. Meeeen, en stor cadeau skal også gives til resten af bandet, der sammen formår at få gjort de sidste fem års albumpause ventetiden værd!
Du bør anskaffe dig FleshCraft af flere grunde, der dog kan koges ned til, at det ren og skær er noget af det stærkeste dødsmetal, jeg har hørt komme fra Danmark i lang tid! Støt den danske metalscene og få en solid, professionel, uden tvivl langtidsholdbar og professionel skive, der vil gå ned i historien, som der hvor Corpus Mortale skilte fåret fra baphometen!