AA1En aften til ære for laveste fællesnævner og hvordan man kan tilfredstille en stor flok mennesker, ved egentlig ikke at gøre særligt meget…

Jeg kan lige så godt indrømme med det samme at denne aften var lidt et eksperiment fra min side. Jeg er normalt meget åben over for alle musikgenrer, både inde for metal, dens undergenrer og alt nærtliggende. Så denne fredag begav jeg mig ud på en etnografisk undersøgelse af et område jeg ikke helt har beskæftiget mig med før – et område jeg bedst kan beskrive som tweencore.

Grundet utroligt lang kø både ved døren og ved gardaroben, nåede jeg simpelthen kun at overvære sidste nummer fra det første band, deathcorebandet Betraying The Martyrs – så en stor undskyldning til bandets fans, hvis I føler jer snydt.

MIWMotionless In White
Det første navn der gik på scenen efter det hurtige sceneskift, var det hypede amerikanske goth-nu-metalcore band Motionless In White! I fuld scenemakeup og teatralsk tilgang, gik de på til lyden at storladne synthflader, der ledte tankerne hen på noget 90’er dance eller deromkring.

Og ja, man kan egentlig ikke sige så meget mere om dem end beskrivelsen – de spiller gotisk nu-metal med en masse breakdowns. Der blev growlet lidt, der blev sunget lidt rent, givet nogle high fives og spillet, ja, en masse tunge breakdowns i bedste (eller værste?) |0000-000-00-00| stil. Det var egentlig fint nok det hele, hvis ikke det var for nogle småting undervejs – for lyden under deres show var mildest talt forfærdelig! Et af bandets største elementer er klart de gennemskærende synth-flader, og de var ingen steder at finde i showet – og når de er væk er der egentlig kun fantasiforladt guitarspil der kun blev brudt op af nogle få soli, der kun knapt kan godkendes – hvis da bare guitaren ikke var så overdøvende høj!! Så i det store hele er det er desværre en ommer.. Men giv disse drenge et par år på scenen og de skal da nok få opbygget sig hobevis af skrigende fans, det er der da ikke nogen tvivl om, for de lader til at ville det her!

4-penta

 

 

 

wssWhile She Sleeps

Det band jeg personligt havde glædet mig mest til på denne aften, på grund af den overbevisende supporttjans de spillede for britiske Architects i Pumpehuset i Oktober sidste år, samt den ultra fede udgivelse “This Is The Six” også fra sidste år. While She Sleeps er et lidt mærkeligt supportnavn at sætte på, på en aften som i aften. De trækker langt mere på de traditionelle hardcore-referencer som fx Gallows og Cancer Bats, i form af gode råbe-hooks, fede riffs, energisk scene-energi og masser af tempo! Dette står i en lidt mærkelig kontrast til de andre bands meget moderne og (tør jeg sige) ungdommelige lyd og tilgang, med elektroniske elementer og breakdowns en más.

Og lur mig om der så ikke også stod en bitter lydmand bag knapperne (eller det kan jeg godt lide at tro der gjorde) der mente det samme – for ALT ved While She Sleeps’ lyd var SKRÆKKELIG da de gik på! Vokalen overstyrede anlægget (og det anlæg kan sgu spille højt!!! Så av for den..), guitaren hakkede og gik ud flere gange, trommerne var ingen steder at mærke, og hele lydbilledet var præget af alt alt alt for meget diskant.

Efter en meget skuffende start, blev der dog halvdelen inde i deres set, rodet bod på det og publikum fik mærket hvorfor det her band et et af englands mest hypede for tiden! Numre som Seven Hills og This Is The Six inviterede til en masse moshpits og forsanger Lawrence Taylor både stagedivede og crowdsurfede flere gange! Fedt!

Desværre kan lyden i første halvdel af showet ikke redde dem helt hjem…

 

 

 

AA2Asking Alexandria

Aftenens hovednavn, britiske Asking Alexandria, gik på scenen til øredøvende pigeskrig og kæmpemæssigt neon-lysshow. Og ja, det var vidst ret tydeligt at de var hovednavnet iaften, for lyden var krystalklar fra første nummer – alle elementer i deres musik gik helt rent igennem, og stor cadeau til forsanger Danny Worsnop, for den mand kan sgu, til min store overraskelse, både growle, skrige og synge live! Men her stopper roserne desværre også..

For hvis der skal være en letmetallisk pendant til det gængse pop-show i Parken, så må det da være Asking Alexandria i Amager Bio. Der blev leflet for laveste fællesnævner under hele showet, og strukturen var ens over hele feltet – skrige lidt, growle lidt, nogle breakdowns og storladene pop-omkvæd med stort P! I hvert.. fucking.. nummer.. Det hele var så mekanisk skruet sammen at alt det dynamiske og organiske, der ellers efter min mening er noget af det fedeste at overvære til en rockkoncert, var fuldstændig rippet væk fra denne performance. Og ser man i sammenligning med fx Motionless In White, der forsøgte sig med lidt afveksling i form a nogle guitarsoli og i den dur, så var Asking Alexandria helt ude på den sikre sti og kørte stilen kun kun med power-akkorder og breakdowns. Lidt trættende i længden, hvis du spørger mig. På livefronten blev der heller ikke gjort noget ekstra ud af det. Numrene blev spillet som de er på pladen.

Men så er det der jeg tænker “lad dem dog!”. For ser man bort fra Danny Worsnop’s ultra-douchebaggery mellem numrene, så leverede de det de kan og skulle, og salen åd det op! Der var god stemning det meste af vejen igennem, folk hoppede og dansede, sang med og der var øredøvende jubel efter hvert nummer! – seeeeelvom der dog var lidt tyndet lidt ud i publikum til sidst.

Det blev til en arbejdssejr for Asking Alexandria, der i sidste ende fik mig overbevist om at de faktisk er dygtige.. til det de kan… og vil.

5-penta