Et bankende udsolgt, tætpakket og kogende Templet tog imod de tre danske black/folk metal bands denne aften i Lyngby. 

Man kunne inden koncerten melde udsolgt og det sætter selvsagt endnu et stempel og tyk streg under på HVOR populært folk/pagan metallen er blevet herhjemme.

Og der skal da bestemt ikke herske nogen tvivl om hvorfor scenen er blevet så populær herhjemme. De danske fans kan slet og ret nikke genkendende til hver eneste tema og toner spillet i folke universet, da pagan-religionen og vikinger står dybt begravet i vores skandinaviske rødder.

Fjorsvartnir

Første band på scenen er Fjorsvartnir. 1-mands pagan black metal-bandet er til aftenen i den fulde live-besætning og står som aftenens hårdeste indslag. Fjorsvartnir synes at være det helt rette valg af supportnavn, da det nuvel, ikke er folk metal, men black metal rodfestet i den stolte vikinge pagan tradition. Tema’et er således på plads.

På trods af, at bandet er første band på scenen er opbakningen til Fjorsvartnir rigtig, rigtig god. Mange er mødt frem for at opleve bandets ultra melodiske, aggressive og storslået black metal. Musikken er voldsom og aggressiv, men formår samtidig, med sine utrolig melodiske og melankolske klangflader at tryllebinde et lidt stillestående publikum. Bandets musik er bestemt ikke let spiseligt og numrene er meget lange. Alligevel bliver det rent musikalsk aldrig en kedelig oplevelse. Fjorsvartnir formår nemlig at variere sine numre med en dynamisk sans, der siger spar to! Herlig vekslen mellem hurtig blast beats og melodisk fingerspils figurer.

Hvad bandet gør så godt musikalsk halter dog en smule på fremførelsen på scenen. Denne aften formår de ikke rigtig at kunne interagere ordenligt med sit publikum. Dette skyldes muligvis det faktum, at de fleste er kommet for at høre festlig folk metal, noget andet kan skyldes den lige lovligt meget stilstand på scenen. Hvor energien er tydelig i musikken mangler der fortsat den energiske fremtræden på scenen. Der mangler slet og ret noget nerve og noget udadventhed til publikum. Kun meget få ord bliver sagt og reelt set, er det kun guitaristen “Caos”, der for alvor viste energisk spilleglæde.

Musikken sejrede for Fjorsvartnir denne aften. Nu skal fremførelsen på scenen bare lige med.


 

 

 

Vanir

Vanir behøves snart ikke nogen videre introduktion. Bandet har netop udgivet “Onwards Into Battle” og denne aften var den første koncert med Svartsot på plakaten også – et længe ventet møde, vil mange fans mene.

Bandet gik på til en – desværre – meget mudret lyd, hvor guitaren fuldstændig drukner i trommerne. Dette bliver der heldigvis rettet op på efter et stykke tid. Det er tydeligt at se, at Vanir generer utrolig stor popularitet hos fans af genren. Templet er proppet til randen, da bandet går på scenen og giver los med det egentlige åbningsnummer fra den nye udgivelse “Onwards Into Battle.”

Generelt er lyden ikke synderlig høj gennem hele koncerten. Man kan snildt stå og føre en samtale uden at råbe. Dette kan man måske mene ville hæmme koncertens overordnede billede. Omvendt vil jeg hævde, at det gav betydelig mere plads til, at hvert instrument fik plads i lydbilledet.

Mange – herunder forskellige anmeldere, fans og ikke fans, har en mening om Vanirs musik og kvaliteter. I min optik er deres musik simpelthen roden til fest og det blev bevist igen denne aften. Det er imponerende så lidt der skal til for at det virker.

Modsat Fjorsvartnir, som med deres tidligere optræden virkede en kende indadvendte er der modsat hos Vanir et gå på mod og en vilje til at ville sit publikum. Andreas Bigom er en rigtig god frontmand og hans håndtering af publikum er uden tvivl en af de vigtige nøgler til Vanirs succes på live-fronten, når han brøler ud til sit publikum: “ER I KLAR!!?” – simpelt men uhyre effektivt! Det skaber nærvær, folkens!

Hvad der undre mig utrolig meget denne aften er spilletids-fordelingen blandt bandsne. På papiret står der Svartsot + Vanir + support. Altså hvad jeg vil mene, er en co-headlining. Jeg mener således ikke at Vanirs lidt over 30 min. er retfærdiggørende overfor bandet og deres fans. Koncerten sluttede lige inden de nåede at gøre sig klar til ekstranummeret.

Vanir var kort og godt en sikker fest, der desværre var hæmmet af en dårlig lyd i begyndelsen af koncerten og et alt for kort sæt. Og se nu for pokker at få Son Of The North med i sættet! Folket vil have det!

 

 

Svartsot

Og så til aftens sidste band. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Svartsot er aftenens mest rutinerede band med en masse jobs i sækken på bl.a. Wacken.

Da Svartsot går på scenen er der blevet skruet betydeligt mere op for lyden i salen. Er du gal det er højt og en nærmest direkte modsætning til lyden hos Vanir. Tungt og massivt ligger Svartsot sin folk metal for dagen, med en metal betydelig tungere end hos Vanir.

Svartsot mestre deres instrumenter til perfektion, men allerede i starten står det klart at, de ikke formår at skabe en lige så stor fest, som tilfældet var hos Vanir i deres korte sæt.

En af grundende kan netop være lyden, der gør at en betydelig del af publikum vælger at forlade koncerten i midten af den lidt over time lange koncert. Og så det faktum at Svartsot ikke på samme måde er nær så folkelige som Vanir. Forstået på den måde, at Svartsot er betydelig tungere end Vanir og er svære at komme ind på huden under for nogle.

Bandet forsøger ihærdigt at få folk med og opildner til moshpit og headbanging. Thor er en glimrende frontmand der kan sit kram: at få publikum til at reagere på hver eneste befaling.

Vi fik det vi kom for hos Svartsot. Spillemandens Dåse, Havfruens Kvad og den altid herlige Gravøllet blandt mange mange flere, blevet leveret med en energisk udfoldelse.

Desværre for bandet er fordelingen af tiderne på aftenens koncerter en hæmsko for Svartsot. Koncerten bliver et godt stykke over en time lang og folk er simpelthen mætte. Det er tyndet godt og grundigt ud i mængden af publikum da Svartsot går af scenen end da de gik på, hvilket er utrolig ærligt. Havde tiderne derimod været ligeligt fordelt mellem Svartsot og Vanir er jeg sikker på det var kommet alle – ikke mindst publikum til gode.

Svartsot leverede det vi kunne forvente, men kunne ikke holde sit publikum kørende igennem en hel koncert.