Parkway Drive viser samtlige metalcore-bands, hvorfor de er en af genrens absolutte frontløbere, med en fokuseret, ambitiøst og gennemført plade, og viser dem hvor skabet skal stå! Watch your back!
Parkway Drive har siden 2002 været frontløbere og stilskabere i en genre der modtager mange skeptiske miner og konstant had fra overalt i metalverdenen. Nemlig metalcore! For hvad der engang var en blanding af hardcore punk og metal er nu blevet til et penis-display, indsovset i pretty boys og breakdowns. Så hvad gør man som band når det man har været med til at opbygge nu står i flammer? Man sigter endnu højere, og viser hvorfor man fortjente opmærksomheden til at starte med!
Det nyeste skud på stammen, Atlas, lægger meget vovet ud med “Sparks”; en stort set rendyrket akustisk affære, der om noget lægger stilen for pladen klar – dyster, agressiv, melodisk. De prøver nye ting på mange numre, fx er blastbeats fast inventar i nummeret “Wild Eyes” og de prøver sig af med et nærmest Slayer-agtigt riff på nummeret “Dark Days”.
Velkendte Parkway Drive-karakteristika er også at finde, på fx “The River” der nikker genkendende til “Carrion” fra pladen “Horizons”.
Den helt store basker, er afslutningsnummeret “Blue And The Grey”, der viser en helt ny side af bandet, med inkorporeringen af blæsere, akustisk guitar (igen) og en mere divers opbygning end man er vant til, hvor både melodiøse stykker, tunge breakdowns og tempofyldte vers og episk slutning flyder ubesværet sammen i symbiose. På beskrivelse lyder det meget som klassisk Parkway Drive, så lyt til det! Det er nok mit bedste bud.
Atlas er med ét blevet Parkway Drive’s nye hovedværk. Den er både mere dyster, mere agressiv, mere melankolsk og viser hvordan alle musikerne i bandet kan deres kram som få.
Men vil den få haters til at lukke munden? Næppe. Men det vil give fans endnu en grund til hvorfor man ikke bør lytte til hate.
“Atlas” udkommer d. 30/10/2012 på Epitaph/Playground.