Er det årets rock-album vi er vidne til her?
Ja, i følge det danske anmelder korps så kunne det meget vel tyde på det, når selv Treo fra ekstrabladet kan citeres for følgende: “Nærmest naturstridigt er de ukuelige veteraner nemlig veloplagt tilbage med ’Monster’, der strutter af så meget utidig vigør, at både Viagra og vitaminpiller tilsyneladende virker optimalt.”
Det er måske noget om det? Jeg har i hvert fald ventet med spænding på at høre det nye Kiss album, siden de udgav det glimrende comeback album Sonic Boom i 2009.
Og lad det være sagt med det samme: MONSTER skuffer IKKE! Det her kære venner, er hard – ja nærmest heavy – rock spillet så potent og svingende, at det kan tage pusten for selv den mest hårdnakkede Kiss-kritiker, der kun kan se Kiss som gamle klovne fastlås i en tidsboble på vej til fest på plejehjemmet! Til det har jeg kun én ting at sige: Luk røven og åben ørene – du har ikke fattet en skid alligevel!
Sådan et album kommer der desværre kun alt for lidt af i dag. Og når et nummer med, et så svingende Led Zeppelin-riff som Wall Of Sound bliver serveret, med så stort et overskud, som det lyder på Monster, kan man ikke være andet end glad og jeg tænker straks: Hvad jeg dog ikke ville give for sådan et riff på Orange Scene. Sweet Jesus lad det ske før eller siden!
Og netop lyden på Monster er måske det mest positive blandt flere ting ved dette album. Produktionen som Paul Stanley har formået at give Monster er så rå, så upoleret og så rock n roll’ish, at det ikke giver andet end mening. Jeg fristes til at sige at det nærmest er en garage-lyd i ordets bedste forstand.
Kiss har – gudskelov – forladt deres 80er disco-periode og iført sig krigs-malingen og den hårde kant igen og hvor det dog klæder dem. Sådan skrives hard rock i 2012 og det er fandme – for at citerer Kiss selv – All For The Love Of Rock N Roll!
