Bullet er blevet signet hos metal-giganten Nuclear Blast og er nu klar med den fjerde fulde udgivelse Full Pull.

Kun et enkelt år er der gået siden svenskerne sendte Highway Pirates på gaden og nu er en af bannerførende indenfor den såkaldte nye bevægelse the New Wave Of Traditional Heavy Metal igen klar med et album, der desværre ikke når op på højder med den fremragende Bite The Bullet og den ligeså geniale Highway Pirates. Og det skyldes flere ting.

Det virker som om Bullet er gået en smule ned i tempo på Full Pull. Den lettere afdæmpede åbner Midnight Oil er et glimrende bevis på dette. Der bliver holdt en smule igen og lytteren mødes ikke med et brag af en åbner som vi f.eks gjorde med titelnummeret på forrige plade.

Er man dog fan af klassisk lige ud heavy fucking metal er BULLET’s Full Pull bestemt stadig værd at give et lyt, da det er så lige ud ad landevejen AC/DC møder Accept som det overhoved kan blive, det er bare hørt bedre før hos BULLET end på Full Pull.

Hvad BULLET plejer at mestre er sansen for at opretholde et solidt sammenspil mellem det stærke riff og den gode melodi. Riffsne er som sådan på plads på Full Pull, den memorable melodi i særligt omkvædet synes dog at mangle her. Der er simpelthen ikke stærke nok melodier til at de virkelig kan fange én og så mangler energien.

Det med energien kan måske det kan skyldes det faktum, at bandet som tidligere er gået en smule ned i tempo. Hvad der dog giver et stort plus er, at  man på denne udgivelse synes at have valgt en endnu mere upolerert sound i studiet end på de tidligere udgivelser. Bandet har valgt at alliere sig med Nicke Andersson (The Hellacopters, Imperial State Electric) og Fred Estby (Necronaut/Dismember). Sammen har de givet BULLET en lyd, som på papiret synes at virke korrekt indenfor genren og det gør den også når den føres ud i livet. Det kunne lige så godt være tidlig 80er det her.

Optur er der da også plads til på Full Pull. Førnævnte Midnight Oil, der dog er placeret forkert på udgivelsen, Running Away, Rolling Home og Rush Hour skal alle nok blive klassiske og populære numre i fremtidige sætlister i livesammenhænge, men ingen ny Bite The Bullet, Pay The Price eller Highway Pirates i denne omgang – desværre.

Og så glæder jeg mig ellers bare til at opleve bandet i Malmö d 11/10, da man i hvert fald altid kan være sikker på at dette band leverer live. Det er simpelthen et must-see-navn hvis man mener man er heavy metal fan. Så se at få købt billet med det samme!

 

 

BULLET – Full Pull udkommer via Nuclear Blast/Warner d 14/9 2012