Del 4 i vores Wacken-anmeldelser kan overordnet set kendetegnes ved en kende mere melodisk- og hard rock orienterede bands med danske Manticora, Gamma Ray, Axel Rudi Pell og Scorpions, der spillede sin sidste open air koncert i Tyskland på denne festival.

Manticora, 4/8 2012, WET Stage 

Danske Manticora havde fået den svære opgave at vække et træt, vådt og tungt morgen-publikum kl 12 på WET Stage. Og som om det i sig selv ikke var slemt nok så væltede regnen ned, da man kold og våd gik op mod koncertteltet.

Resultatet af dette var et meget, meget lille fremmøde, der dog blev større jo længere vi kom igennem koncerten. Nok om fremmødet, for gudskelov var det bestemt ikke noget der gik D’herrer i Manticora på sinde. De gik på scenen med hævet pande og klar til at ryste os igennem med deres progressive power metal.

Jeg har aldrig rigtig fået hørt så meget af Manticora’s musik. Hvilket jo er en klar fejl! For dét band kan sgu deres pis. Martin Arendal og Kristian Larsen er to fremragende guitarister der begge leverede nogle teknisk udførte pragtsoloer. Det var simpelthen imponerende så velspillende det var.

Bandet spillede tight og super svingende. Det gik stærkt – rigtig stærkt. Galoperende trommer, sweep-picking og power metalisk operette vokal.  Lige efter den power metalliske bog.

Men hvor bandet svingede stramt, var der knap så meget – andet end hårsving – hos frontmand Lars Larsen, der dog i hærdigt forsøgte at opildne sit trætte publikum. Man savnede simpelthen langt mere variation og pondus i stemmeføringen, der ofte druknede i bandets lyd.

Trods det ringe fremmøde formåede Manticora, særligt med de to spadesvingere, at få kørt publikum i stilling til Wackens sidste dag. En dejlig måde at starte dagen på.

Og så gik turen ellers videre til True Stage hvor der ventede en levende legende indenfor netop powermetallen!

 

 

 

Gamma Ray, 4/8 2012, True Stage 

Kai Hansen – en mand fans af Power Metal skylder så utrolig meget, var klar til endnu engang at gå på Wackens ene hovedscene med sit band Gamma Ray.

Hos Kai Hansen og i særdeleshed Gamma Ray ved man hvad man får. Hurtige og skarpe, ultra melodiske power metal hymner, med det ene pompøse og storslåede omkvæd efter det andet. Men det kan heller ikke være anderledes når manden nærmest enerådigt har defineret hele genren – først i tiden med Helloween og siden med Gamma Ray.

Folk var da også stillet talstærkt op, trods det tidlige tidspunkt, for at se giraffen og det skuffede bestemt heller ikke. Lyden var knivskarp(desværre en overraskende sjællenhed på dette års festival faktisk!) og spilleglæden hos bandet var enormt.

Kai Hansen har måske metalscenens mest karismatiske udstråling på scenen. Der er brede smil over hele linjen og det smittede helt tydeligt af på publikum der kvitterede med sing-a-long og hævede djævlehorn i vejret.

Desværre synes Kai Hansens vokal at være en kende slidt denne dag og et af undertegnedes absolut favoritnummer Rebellion In Dreamland, blev en hæs affære hvor flere at vokallinjerne blev fraseret eller sunget i et andet toneleje.

Men så er det godt at publikum kan synge med og det blev der så sandelig også da Gamma Ray gik over i det klassiske Helloween-sæt med Ride The Sky og den afsluttende I Want Out.

Power to the people på denne eftermiddag med Kai og co.

 

 

 

Axel Rudi Pell, 4/8 2012, True Stage 

Hæs stemmebånd var der imodsætning til Gamma Ray på ingen måde tale om da guitarist Axel Rudi Pell med band gik på True Stage, med deres direkte fangende melodiske metal. Er der noget Axel og co. kan så er det at skrive melodier der svøber sig op ad en og klæber sig på dig.

Da bandet satte igang med den relativt hårdt rockende Ghost in The Black fra den nye Circle Of The Oath stod det klart med det samme: Sanger Johnny Gioeli skulle vise – ikke overraskende – en klokke klar magtdemonstration i stemmeføring. Manden er simpelthen indehaver af en af genrens måske bedste vokaler, som kun bliver bedre i livesammenhæng.

Aexl Rudi Pell viste med en koncert der var godt og blandet mellem melodiske hard rock numre og mandens signatur: de store følsomme ballader, at også de store melodier har sin plads på en festival som Wacken. Og gudskelov for det, for som min sidemand og gode ven sagde til mig efter koncerten: “Dét var nok den første koncert på Wacken jeg har set i år hvor jeg har oplevet kuldegysninger og gåsehud på armene!”

Og han havde så evigt ret. Det eneste man savnede var dog, at man kunne ligge på græsset og nyde en kold bajere under koncerten, men det satte pløre og mudder en solid stopper for.

 

 

 

Scorpions, 4/8 2012, Black Stage 

Og så til det jeg havde set aller mest frem til på årets Wacken. Mit gamle hard rock hjerte blødte for ENDELIG at skulle opleve rock-skorpionen.

Rammerne kunne ikke blive meget bedre. Bandets sidste open air koncert i hjemlandet, på Wacken foran 80.000 fans. Det kunne blive en koncert der ville gå over som en af de største jeg har set.

Men ak nej. Sådan skulle det ikke gå. Og det skyldes flere faktorer. Hvor skal man begynde?

Vi kunne starte med lyden, som muligvis var den dårligste af alle koncerter på Wacken. Det var lavt – alt for lavt. Nærmest blottet for trommer og en vokal der var skruet alt for højt op. Dernæst valgte Scorpions, som det eneste band på Wacken at gå 20 min for sent på.

Midtvejs i sættet forlader bandet scenen og lader trommeslager James Kottak blive tilbage, til noget der kunne minde om en trommesolo blandt et lydinferno af – ja sgu – mixtapes af bandets bagkatalog. Det var helt igennem forfærdeligt. Og bedre blev det ikke i den efterfølgende guitarsolo – eller ja, bare rent larm.

Samtidig stod regnen ned i stænger allerede efter 4 nummer i bandets sætliste. En sætliste der højst overraskende og dybt skuffende ikke indeholdte mega-hittet Wind Of Change. Det kan godt være man står på Wacken – og det er en metalfestival. Men at undlade det største hit på en afskedkoncert er simpelthen uacceptabelt og viser et band der ikke tør stå ved deres eget bagkatalog.

Jo jo, der var da få lyspunkter. Som den dejligt rockende The Zoo, den smukke ballade Still Lovin You og den uomgåelige Rock You Like A Hurricane, der afslutningsvis blev leveret til kort fornøjelse hos det drivvåde publikum. Scenen var flot, flot opsat med kæmpe storskærme og fyldt godt op med pyro-teknik og fyrværkeri i mega størrelse. Men når man piller alt scene-lir og fyrværkeri væk og lader musikken stå råt var der simpelthen ikke noget at komme efter hos The Scorpions på denne afslutningskoncert.

Skorpionens stik ramte ved siden af, men når den så endelig ramte var det ikke videre farligt.