Lykkedes det endeligt Georgia-bandet The Chariot at lave et album, der IKKE overrasker? Nej. De er stadigvæk bindeg(eni)ale!
Pladen starter ud ved blot at tage et kig på coveret.. Der har vi så første WTF-moment; en fingermalet, ekspressionistisk, mayansk t-rex drage slange? Milevidt fra de sort-hvide covers vi er vandt til fra bandet må man sige..
og inden pladen overhovedet er sat på afspilleren er vi nået til WTF-moment nr 2 – tracklisten….
- “Forget”
- “Not”
- “Your”
- “First”
- “Love.”
- “Speak” (feat. Travis Sadler)
- “In”
- “Tongues”
- “And”
- “Cheek.”
o_O…
Det her band gør simpelthen hvad fanden der passer dem, på alle punkter. Og hvis man ikke hører til den del af flokken der ser The Chariots
musik som meningsløs larm uden sjæl, så er man nok enig i når jeg siger hvor geniale de her musikere er. Denne plade er så uregelmæssig og nørklet, at det er svært for mig ikke at gengive den lidt.. Nørklet..
Pladens åbningsnummer “Forget”, giver mig utroligt mange associationer til Every Time I Die, lige fra den kaotiske start til den tunge breakdown-slutning, hvilket absolut ikke er en dårlig måde at lægge ud på! Men tag ikke fejl – det er stadigvæk umiskendeligt The Chariot!
Jeg kan sige så meget at stort set hvert nummer på pladen overrasker, på den ene eller den anden måde –
“Not” ser vokalist Scott Cogin flirte med nogle clean vokaler,
“Your” er et dejligt break i alt kaos’et, med rendyrket kirke-gospel.
“First” byder på nok det mest episke spaghetti-western set siden Ennio Morricone styrede slagets gang,
“Love.” byder på mere klassisk Chariot’sk kaos, fuldt udstyret med guitar-feedback
“Speak” har pianist Travis Sadler (går jeg i hvert fald ud fra han er…) til at ligge et lærred af klaver som eneste element til Scott Cogin
maniske vokal.
“In” byder på mere Chariot-kaos.
“Tongues” er hiver sumpen op i højtaleren og smækker et næsten rendyrket sludge-nummer på bordet, kun afbrugt af en klaver-intermezzo i midten.
“And” har 3 sekunders swing-lounge-happy-jazz-intro, de også flirtede med på “Long Live” pladen.. Ja hvorfor ik?
“Cheek” har Charles Chaplins populære og utroligt smukke tale fra “The Great Dictator” som episk mellemstykke, der bygger nummeret op til en fantastisk afslutning.
The Chariot har gjort det igen. De har river og flår i musikken og samler det igen, for at skabe et værk ingen har set mage til før. Mange vil nok mene at de ødelægger det for sig selv i processen, jeg mener blot er de derved når helt nye højder.
