Job For A Cowboy har for alvor lagt al trend bag sig og udgivet årets fedeste death metal skive. That’s right.. I said it!

Og det er ikke småting at sige.. Hvor giganter som Cannibal Corpse, Dying Fetus og Six Feet Under har udgivet plader, er der dog én skive der har overtrumfet alt der er blevet sat på afspilleren det seneste stykke tid! Nemlig Job For A Cowboy’s seneste skive “Demonocracy”! Ok fair nok, pladen er ikke synderligt ny, da den udkom d. 10. april, men det er for alvor først nu det er gået op for mig, hvor vigtig og komplet gennemsyret sej den her skive er!

Bandet lagde virkeligt ud med at spille en grind-inspireret deathcore med masser af pig-squeels og brutale breakdowns. Men alt sådan noget bliver jo satans kedeligt i længden, hvis du spørger mig! Det er Job For A Cowboy heldigvis også meget enige i, og er nu gået tilbage til dødsmetallens rødder – for den nye plade er rendyrket old school teknisk død, i bedste Gorguts-stil! De spiller simpelthen på et sådan et niveau, at det er svært at begribe at det rent faktisk er mennesker af kød og blod der står bag. ALT ved denne skive bliver udført på et utroligt højt plan! Både vokal, guitar, trommer og basspil, gør at dette unge band Arizona ikke kan undgå at have sat en tyk og fed streg, alle andre dødsmetal bands får svært ved at træde over. Store ord ja. Men jeg er solgt!

Pladens helt store højdepunkt er for mig det 6-minutter lange nummer, og afslutter, “Tarnished Gluttony”, der med sin doomede og melodiske tilgang, virkelig bringer alle de brutale sider frem, som fucking death metal bør besidde hver eneste gang!


 

 

Job For A Cowboy spiller som support/special guests når Dying Fetus kommer til Lille Vega d. 3/10/2012 – billetter kan købes HER. Udover de to bands, spiller også Recovation og Cerebral Bore!