Denne regnfyldte fredag havde Roskilde Festival opstillet et (lettere usammenhængende) koncept, der involverede det bedste fra den amerikanske sydstats-slum
WEEDEATER
(af Weiss)
Og Weedeater var første band på skansen denne eftermiddag på Odeon. Det havde regnet hele formiddagen og gjorde det fortsat da Weedeater gik på scenen klokken 12.00. Indenfor i teltet var folk efterhånden stimlet sammen – overraskende mange mennesker – det tidlige tidspunkt samt regnvejret taget i betrækning. Luften var tyk af fugt og ja – weed – da Weedeater gik på scenen. Stemningen og atmosfæren var således lagt til 6 timer med det bedste fra sydens sumpe.
Og sumpet – i bedste forstand – var Weedeater godt nok fra første akkord. Hårdt og kontant blev vi flænset igennem af et voldsomt distortioneret riffinferno i et utrolig stenet mood. Bandet spiller med en kølighed og en tightness så tungt og hårdt, at man ikke kunne andet end at lade sig imponere. Specielt Keith Kirkum tønde-arbejde er værd at fremhæve!
Weedeater’s største svaghed er variation i sangene. Denne manglende variation blev også koncertens svaghed, da det stille og roligt tangerede det kedelige. I det høje lydinferno havde man svært ved at adskille riffsne fra hinanden.
Men at Weedeater er et band der altid er klar på det skæve og det sjove indfald fik vi også et bevis på, da sanger “Dixie” Dave Collins med annonceringen af nummeret Weedmonkey dedikerede nummeret til Baroness til folks store jubel.
Det var tungt, langsomt og hårdt og det var sådan set det igennem has-ædernes time lange koncert.
RED FANG
(af Aleg-One)
En ting stod sikkert her denne fredag klokken lidt i 14 – vi har med et af festivalens aller mest hypede rockbands at gøre her! Red Fang spillede sig ind i alles hjerter, da de var supportnavn for Mastodon i Store Vega tidligere på året – nu stod de så klar til at bevise deres kunnen på egen hånd, foran det forventningsfulde Roskilde-publikum.
Og for satan der var smæk på fra start af! Den ene hard-rock/sludge-metal svinger blev slynget ud i lokalet, med en energi og en overbevisning som kun få besidder. Publikum var tændt, og der brød så småt mosh-pits ud hist og her blandt publikum – flot klaret, taget tiden i betragtning. For jeg skal da gerne indrømme at trætheden så småt havde begyndt at vise sig, efter 6 dage på festival!
Koncerten blev indledt med den melodistærke anden-single “Hank Is Dead” fra den nyeste plade “Murder The Mountains” og første højdepunkt kom i form af nummeret “Wires” fra selvsamme plade. Shit det nummer er bare fedt! Og live er det endnu skarpere, og har man nummerets musikvideo i baghovedet imens man ser de 4 aldrende mænd stå og tæske løs på scenen, så kan man ikke andet end at blive i godt humør!
Men BUM! Så skete det.. Lyden gik… 25 fucking ærgerlige minutter skulle publikum stå og vente fortabt på at få en forklaring på hvad der er sket, indtil konferencieren kom frem med en megafon og uden helt prøvede at give os en indsigt i de tekniske forhindringer..
Men om langt de fleste ikke holdte stilheden ud og heppede Red Fang tilbage på scenen da lyden endeligt kom igen – hvad der er mere utroligt var at de fik lov til at spille deres set færdigt, så vi samtidigt kunne få den fantastiske “Prehistoric Dog” med som afslutning. Publikum fik sendt Red Fang afsted med manér, og de kvitterede med et taknemmeligt set, tætpakket med alkohol, varme og rock n’ roll!
BARONESS
(af Aleg-One)
Et af de bands jeg har set allermest frem til at se i mange år er sludge-rock bandet Baroness. For at det ikke skal være løgn, er de et af de aller første metalbands jeg stiftede bekendtskab med, dengang de hårdere toner begyndte at sætte sig præg på min tilværelse. Og det var da også med hænderne i vejret at bandet gik på (uden den mindste forsinkelse, trods Red Fangs ærgerlige afbrydelse på 25 min).
De gik på scenen til singlen “A Horse Called Golgotha” fra den geniale plade “Blue Record”. Men herfra skal jeg så sandeligt love for at både energi og relevans gik ned af bakke for det ellers hårdt arbejdende band. Der blev ellers både disket op med fed energi fra bandet og flot lysshow – når musikken ellers ville spille! Koncerten var præget af minutlange mellemspil mellem HVERT nummer, hvor publikum både peb og hujede efter mere musik. Det er sgu for sløvt, Baroness – især efter I lige har fået serveret standarden efter Red Fangs magtfulde demonstration!
Når alt kommer til alt indeholdte musikken slet ikke nok bund, og Baroness’ meget rockede udtryk gik tabt i metalpublikummets hungren efter hårdere toner. Koncertens højdepunkt var derfor sjovt nok også “The Sweetest Curse”, der om noget er et af bandets hårdeste numre til dato, der så sandeligt også fik sat headbangerne på arbejde!
Jeg er lidt bekymret for den nye plades udfald, især efter de nye, mere poppede, numre. Men de skal da stadigvæk have en chance, for de besidder stadigvæk den energi og gå-på mod der er byggestenen til at spinde musikalsk guld.
HANK III
(af Weiss)
Total muther-fucking Hank hill-billy fucking III var sidste band inden Crowbar natten til lørdag skulle runde Sludge-dagen af. Var der noget country-metalleren kunne, så var det, udover musikken selvfølgelig, at trække mennesker. Odeon var pakket til bristepunktet, da amerikaneren med sit skæve hillbilly band gik på scenen.
Fra første akkord stod målet klart: Det her skulle være en fest! En fest med stort F. Og det blev det så sandelig også. Eftersigende har Roskilde Festival ihærdigt forsøgt sig igen og igen med at få booket Hank III, men uden held. Nu stod han der så endelig, klar med svingende banjo, kontrabas og western-spade. En helt igennem herlig opvisning og et frisk pust til Sludge-dagen, der selvom bandet ikke spillede metal kunne skabe moshpit og en energi der var en metalkoncert værdig.
Det er simpelthen imponerende hvordan bandet med yderste lethed formår at mikse country’ens energi med punken og metallens. Country med dobbelpedal – hva gir du mig!!
Igennem hele koncerten blev der bygget et nyt lag på. Startende med blød country, der jo længere vi kom i koncerten steg i intensitet og volume, for til sidst at ende ud i et rendyrket thrash-metal foretagende med Hank III’s metalband Assjack. Det var simpelthen så fandens sjovt over hele linjen og top proffesionelt, at det her godt kunne udvikle sig til et af årets koncerter på Roskilde Festivalen generelt.
CROWBAR
(af Weiss)
Crowbar var hevet særligt til Roskilde for at spille på denne sludge-dag. Derfor måtte vi også vente betydeligt længere denne dag på at opleve bandet end de 4 første der spillede om eftermiddagen. Crowbar gik på Odeons scene klokken 2.54. Og selvom der langt fra var samme opbud af mennesker, som tidligere på dagen var der bestemt heller ikke tomt. Jeg vil nærmest sige at opbuddet var utrolig flot det sene tidspunkt taget i betrækning. 
Kirk Windstein er en frontmand af guds nåde og måske den sjoveste der findes i metalgenren. Manden var i særdeleshed i øjenhøjde med sit publikum denne nat. Han kunne fortælle at bandet havde måtte tage hele tre fly for at komme frem til koncerten i Roskilde og at han derfor kun havde sovet i en time.
Dette var ikke noget der kunne mærkes på bandet der gik til stålet med højthævet pande og tonser tunge riff. Crowbar er om nogen lyden af den grumsede sludge-genre og var som en af skaberne af denne sydstats-genre, med til at sætte den på landkortet. Derfor var det også nogle vaske ægte legender der stod på scenen denne nat, der igennem den halvanden time koncerten varede sugede hver en sjat af den sidste rest af energi ud af folket.
“I’m so fucking impressed of you – I would have slept” gryntede den langskæggede forsanger/guitarist fra scenen inden bandet satte i med endnu et stenet sludge riff. Der er som sådan intet at sætte en finger på, på Crowbars natte-messe og da bandet valgte at komme ind og spille videre igen efter Odeons konferencier ellers havde lukket og sagt pænt tak for idag blev der sat et solidt punktum på sludgedagen.
Nu kunne jeg glad traske tilbage til mit telt i den tætteste morgentåge, der ville have gjort sydens sumpe stolt, oven på en dejlig dag med tunge, tågede toner!
