Datoen siger idag 7/6. En dato der indikerer at der idag KUN er én uge tilbage inden Copenhell + warm up skydes igang!
ÉN uge – smag lige på ordet! Vi er sgu nogle der har ventet i et helt år på det her. Og nu er ventetiden snart slut!
Traditionen tro vil vi her på Blastbeast i ugen op til en større festival lave en særlig countdown med fokus på festivalen og derfor foretage en personlig udvælgelse af bands vi her på sitet glæder os allermest til at bange til på årets festival.
Og jeg synes da bare vi skal kaste os direkte ud i det med alderspræsidenterne på Copenhell 2012: Saxon.
Nuvel, ordet alderspræsidenter kan lyde sååå negativt. Men ikke når det omhandler en af NWOBHM’s helt store bands.
Jeg gider som sådan ikke begive mig i kast med længere forklaringer om dette band. Jaja, året er 1979 i England , New Wave Of British Heavy Metal – Maiden, Priest og Saxon. Vi kender den snart efterhånden til døde.
Lad os istedet holde fokuset på idag. For Saxon formår STADIG, som et af de mest hårdt arbejdende tournébands, at levere varen HVER gang – om der står 100 mennesker eller 50.000. Det er det reneste heavy metal thunder, hvilket mine øre senest måtte lide under i Amager Bio sidst bandet var i Danmark på Call To Arms World Tour efter udgivelsen af Call To Arms. Her spillede bandet den klassiske heavy metal for et talstærkt publikum i over 2 timer.
Når snakken falder på deciderede favoritnumre hos dette band, kan jeg ikke komme uden om min forkærlighed for særligt “Broken Heroes” fra Innocence is No Excuse 1983 – Saxons 8 udgivelse siden 1979(!). Det nummer har bare ét eller andet over sig. Når mainriffet sætter ind giver det mig direkte kuldegysninger på arme og ben. Jeg tror det er det relativt mørke tema og stemningen nummeret sætter i verset med Biffs vokallinjer der, i bedste Saxon-stil, lyder: “They died before the guns for their country”, inden verset forløses med et af – ikke bare Saxons, men heavy metal generelt – bedst skrevne omkvæd nogensinde.
Et af Saxons mest oversete, men også et af deres bedste numre, kommer fra perioden i slut 90erne. Heavy Metal er på sit lavpunkt, men Saxon fortsætter ufortrøden med at udgive albums på stribe. Og så sker det bare, at der med ét kommer et nummer der bare tager én i bollerne og river dem rundt noget så grusomt. Sådan et nummer er “Metalhead” fra -netop- Metalhead fra 1999. Det er muligvis det tungeste fra Saxon’s hånd nogensinde. Produktionen sidder i skabet og det samme gør riffet!
At Saxon fortsat kan deres liveshit er netop blevet dokumenteret på “Heavy Metal Thunder – Live – Eagles Over Wacken” dvd, en dvd der samler Saxons beste optrædender fra Wacken i årene 04/07/09. Saxon og Wacken er et fantastisk godt makkerpar og det kommer ikke som den store overraskelse, at det netop er fra de koncerter SAxon vælger, at udgive en livedvd fra. Skal Saxon opleves i det største format så er det på dén festival i Tyskland.
Copenhell har valgt at åbne lørdagen med Saxon. Jeg kunne faktisk ikke have drømt om en meget bedre måde at starte dagen på end klassisk heavy metal og en kold faa’ i hånden. Det skal nok blive storslået.
Forvent sange som:
- Denim and Leather
- Wheels Of Steel
- 747 (Stangers in The Night)
- Hammer Of The Gods
- Back in 79
1 comment
Anders Enggaard says:
Jun 7, 2012
Copenhell er proppet med metalmonstre i år og Saxon er ingen undtagelse.
Af numre man kan forvente håber jeg også der er Pricess Of The Night.