Copenhell blev endelig, som i: ENDELIG(!!!) sparket i gang med en skyfri himmel og høj sol!
Og for undertegnede betød det en ganske forbrændt pande. Men what the HELL – vi er i Helvede og så lad det for fanden brænde!! Og det skal jeg love for at det gjorde fra dag 1 – ikke kun af solen med også igennem de søde metalliske toner!
Anthrax
[singlepic id=370 w=320 h=240 float=left]Mit Copenhell startede for alvor ud med thrasherne fra New York bedre kendt som Anthrax. Bandet blev offentliggjort til Copenhell allerede i første runde tilbage i vinteren 2011. Jeg må indrømme, at jeg ikke var helt sikker på hvad jeg skulle forvente af dette Big 4 band. Sidst jeg så dem var på Sonisphere i Stockholm tilbage i 2010 og der var det ikke ligefrem elektrisk. Om det er fordi jeg har et lidt dårligt forhold til Joey Belladonna’s vokal skal jeg ikke kunne sige, jeg synes bare ikke det fungerede til den lejlighed. Men det var dengang….
For siden er bandet kommet stærkt igen med det bedste de har udgivet i mange, mange år med Worship Music. Denne udgivelse kunne meget vel have givet dem en fornyet tro på foretagende, for det var satme en fryd for både øre og øjet det der ramte os på Copenhell i fredags. Anthrax spillede med en energi og en intensitet jeg ikke havde turde håbe på fra deres hånd og med ét havde jeg glemt min lettere irritation over Belladonna’s vokal. For han var virkelig i sit es denne aften. Bandet gik på scenen, spillede og så ud til at nyde hvert et sekund. Setlisten var tilpas varieret med gamle klassikere og lidt fra Worship Music. Mit absolutte højdepunkt blev nået da Fight’em ‘Til You Can’t fra netop Worship Music blev sat igang. Det riffarbejde er simpelthen sååå genialt og da Robert Caggiano satte ind med solo’en midtvejs var der intet ved den koncert der kunne gå galt. Hvis ikke Killswitch Engage satte gang i festen for alle på Copenhell så skulle disse bare dukke op til Anthrax! Kom tilbage snart, please!!
Mastodon
[singlepic id=349 w=320 h=240 float=none]Mine forventninger til Mastodon var inden koncerten på Copenhell tårnhøje. Og det med rette. For på de to sidste koncerter jeg har oplevet bandet har mastodonten leveret koncerter i top top klasse! Først som hovednavn på Roskilde Festivalens Orange Scene i 2011 og derefter Vega i Januar i år.
Regnen er begyndt at sile langsomt da Mastodon går på Helviti Scenen og det kan derfor være årsag til det ikke nær så talstærke publikum, man kunne forvente til en koncert i Mastodons kaliber. Men bandet går på scenen og spiller en koncert med betydelig vægt på numre fra den nye The Hunter.
Én ting der ikke kan sættes en finger på er bandets ufattelige teknik. De er og bliver teknisk overlegende instrumentalister. Men på Copenhell i silende regn er det bare ikke nok denne aften. Selvom lyden er knivskarp og numrene bliver leveret ganske fint, så er mastodonten betydeligt mere tæmmet denne aften. Nuvel Mastodon er i forvejen ikke synderlig publikums-venlige og spiller utrolig indadvendt. Dette synes dog langt mere denne aften og med numre der primært var basseret på The Hunter er mine våde nachos sgu efterhånden mere spændende end denne koncert. Først til allersidst da trekløveret med Iron Tusk, March of the Fire Ants og den uundgåelige og super fangende Blood and Thunder bliver leveret, kommer der en smule gang i stængerne hos publikum.
Så alt i alt tak for denne gang Mastodon. Nu tror jeg sgu vi har fået nok af jer for en stund i Danmark. Lad koncerten på Copenhell blive den sidste i en periode. 4 koncerter på et år må sgu være nok.
Slayer
[singlepic id=380 w=320 h=240 float=left]Så blev det tid til festivalens største band i år. Slayer – Good Old Mother Fucking Slayer. Jamen altså. Hvad kan siges om dette band der snart ikke er sagt før. De spiller hurtigt – tjek. De spiller med en ufattelig intens nerve – tjek. De spiller overlegen kompromisløs thrash – tjek. Og det var hvad de gjorde denne aften. Rutine præget – jo vist. Men er det ikke også det man regner med hos Slayer ellers ville det vel for pokker ikke være Slayer? Og denne aften var det en Slayer i et virvar af scenelys og røg i et inferno af Kerry King og Gary Holt-riffs – dejlig kaotisk.
Tom Araya’s vokal er velsmurt denne aften og man kan ikke andet end fortsat at lade sig imponerer af Dave Lombardos maskinarbejde. Slayer er som Slayer skal være. Bandet går på scenen til tonerne af South of Heaven og derefter går det slag i slag med det klassiske bagkatalog kun brudt af World Painted Blood og Snuff fra 2009’s World Painted Blood.
Tom Araya virkede ikke synderlig begejstreret for at stå på scenen denne aften. Hans korte kommentarer til publikum virkede desværre en kende uinspirerende og ja – måske en kende for rutinepræget. Men når bandet spillede så spillede det sgu.
Slayer kom, så, spillede og gik igen denne aften på Copenhell.
2 comments
Anders Enggaard says:
Jun 18, 2012
Syntes også at Skeltonwitch leverede en fantastisk koncert, men den anmeldelse kommer nok senere.
Aleg-One says:
Jun 18, 2012
Desværre er vi kun bemandet med to mennesker her på siden, og Skeletonwitch blev en af de koncerter vi ikke fik set :-/.. Men du er velkommen til at sparke ind med nogle højdepunkter og en vurdering!